Han er jo ikke din ven, vel?

Sidste år skulle jeg drikke en netværkskaffe med en perifær bekendt fra branchen. Inden havde jeg en snak med en veninde om, hvor meget jeg skulle fortælle om min situation. Skulle jeg fortælle, at jeg havde sagt op på grund af stress? Skulle jeg fortælle, at jeg holdt fri, fordi jeg egentlig burde være sygemeldt?

Min veninde argumenterede stærkt for, at jeg skulle fortælle den pæne side af historien og sagde “han er jo ikke din ven, vel?”. Det er uden tvivl nemmere at fortælle en historie om, at man lige tager et par selvbetalte måneders pause med en indbagt roadtrip til USA for lige at finde ud af, hvad næste skridt er.

Jeg har tænkt meget over den sætning siden da. For nej, han er ikke min ven. Men skal vi kun være sande mod os selv over for dem, der kender os godt? Jeg tror, det skaber en masse rod, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi går og sammenligner vores eget indre med andres ydre, og fortæller den “gode historie” for ikke at være svage eller til besvær. Men det er også noget af et pres at lægge på os selv og andre at skulle være ovenpå hele tiden.

Jeg tror det, jeg havde sværest ved i mit arbejde på bureau, var det sociale spil. Nogle gange var det ligesom at gå i folkeskolen og forsøge at mase sig in i den seje klike. I den mandsdomineret bromance kultur, der har været de steder jeg har arbejdet, er det ikke nemt at komme ind i de seje 30+ fyres klub. Man skal helst ryge, så man bliver inviteret med op på tagterassen i rygerklubben og kan overhøre chefernes insiderviden om nye, fede projekter, som man så kan lægge billet ind på. Hvis man går med op alligevel føler man lidt, man er et forstyrrende element i en etableret orden.

Problemet for mig er, at jeg oprigtigt gerne vil være venner med mine kollegaer. Det handler både om, at jeg er typen som helst vil have at alle kan lide mig, men også at jeg faktisk godt kan lide de fleste andre mennesker. Det er måske naivt at tænke, at man kan være venner med sine branchekolleger, men jeg synes så sandeligt også, det er ærgerligt, hvis man ikke kan være det. Jeg har i hvert fald taget et aktivt valg i mit liv om at hellere være naiv, ærlig og uperfekt, end at forholde mig mistroisk til verden.

Bioagriturismo Borgo Cerquelle

DSC03788

Den sidste overnatning i Italien tilbragtes på et bio-agriturismo mellem Matera og Rom, hvor vi kunne indånde den friske landlige bjergluft.

DSC03802

Her var en håndfuld meget kælne hunde og en utroligt sød familie, som lavede aftensmad til os. Vi var de eneste gæster denne nat og havde stedet for os selv.

DSC03780

DSC03784

Vi ankom lige inden solen gik ned og gik med op for at fodre dyrene.

DSC03787

De bruger æslerne som terapiæsler for børn i området (så søde!). Og her var heste, høns, grise, geder og får også.

DSC03791

DSC03796

Efter fodringen klædte vi om og spiste en virkelig lækker middag med aaalt for meget mad lavet af råvarer fra gården. Hjemmelavet vin var der også, både fra naboen samt bondens egen naturvin. Han undskyldte over at den var “lidt anderledes”, men vi var ekstatiske og prøvede at forklare at naturvin er meget populært i skandinavien.

DSC03804

Jeg vågnede som den første morgenen efter og gik en lille tur med mit kamera.

DSC03823

Da André stod op, gik vi videre ud i området, stjal friske figener fra træerne i vejkanten og gik en runde i naboens vinmarker.

DSC03824

DSC03831

Jeg prøvede at kæle med en af killingerne, men hun var lidt for vild.

DSC03833

DSC03819

Ved 11-tiden kørte vi herfra og mod lufthavnen i Rom. Helt utroligt at tænke på, at vi kun var afsted i en uges tid. Vi prøvede nok at klemme lidt mere ind end hvad godt var, men havde heldigvis også tid til at slappe af. Roadtrips er min bedste måde at rejse på, jeg elsker fleksibiliteten og at man kan se så meget mellem destinationer.

Nu snakker vi om, hvor vi skal rejse hen til foråret, og lige nu virker Amalfi og Ischia som en vinder. Start maj på amalfikysten♡. Mere eksotiske destinationer som Thailand, Sri Lanka eller Andamanerne har dog også været oppe at vende, så vi må se hvor vi ender. Nogle forslag?

Mit sidste år i tyverne

DSC00327

Jeg kan blive helt rundtosset af at tænke på alt der er sket i mit sidste år i tyverne. Lige inden min 29 års fødselsdag for et år siden, sagde jeg mit job op midt i et angstanfald på arbejdet. Resten af vinteren og det første af foråret gik udelukkende med at lære at trække vejret ordentligt igen.

Jeg har været mere forvirret end nogensinde, jeg har skammet mig over min egen uformåenhed. Men jeg har også forsøgt at tale skammen ihjel. Jeg har delt mit inderste med alle som ville lytte, og det har været det mest frygtindgydende, men også det stærkeste.

I midten af februar for et år siden tilbragte jeg nogle dage alene i sommerhus i Nordsjælland. Det var vådt og gråt og ensomt. Jeg skrev mit første blogindlæg “Når det ikke bliver, som man har tænkt sig”.

DSC00347-1

Et par uger efter skrev jeg om skammen og følelsen af at alt kommer til at gå ad helvedes til.

DSC00058

Jeg havde svært ved at komme ud af sengen og sofaen, men tvang mig selv til at gå ud mindst en gang hver dag. Satte podcasts på for at tankerne ikke skulle fylde for meget, og gik forbi Inger Christensens digt på Nørrebro som virkede beroligende.

DSC00506

At vi havde købt billetter til USA i en rødvinsbrandert i januar viste sig at være den bedste beslutning. En hverdagsflugt var meget tiltrængt i marts (se evt under kategorien Rejser).

oregon-coast

Jeg ville ønske, at vi kunne tage på denne rejse om og om igen. Også selvom jeg måtte erkende, at det ikke var nogen helbredelse af alt der var svært, da vi kom hjem igen i april, hvor jeg havde en af de værste nedture på året. En nedtur der var nødvendig for at komme op igen.

Redwoods

I slutningen af april kom jeg i gang med træningen igen i verdens bedste træningscenter. Og i starten af maj startede jeg min egen virksomhed.

syren

Den sidste halvdel af maj var jeg lykkeligere, end jeg har været i flere år.

29-bedste-ven

Jeg var i Stockholm og besøge André som arbejdede der hele måneden og mødes med gamle kollegaer.

09-rosendal-blomster

I juni blev jeg selvstændig på fuld tid og oversatte en svensk artikel om hvorfor de bedste medarbejdere siger op.

01-budapest

Og vi fløj til Budapest for at spise chicken paprikash og besøge gamle spabade. Jeg skrev en miniguide til byen.

I juli skrev jeg et indlæg om “Mænd mod voldtægt” inden #metoo var en ting.

00-hammershus

I august var vi på Bornholm og jeg skrev noget om at forsøge at acceptere, at jeg stadig var forvirret over mit arbejdsliv.

efterarsblomster-4

Jeg bød efteråret velkommen og skrev om at forsøge at leve et rodet liv med alle følelserne.

I september loggede jeg ud af Facebook og fik avisabonnement.

DSC03546

Vi rejste til Apulien i Italien i slut september/start oktober med Andrés ene søster og hendes kæreste, og det var magisk som Italien altid er for mig.

Resten af 2017 blev jeg nødt til at glemme bloggen for en stund og fokusere på nogle krævende freelanceopgaver og et privatliv, der mildt sagt var kaotisk og svært. Men 2018 er startet med overskud, og jeg er så småt i gang med skriveriet og billedredigeringen igen og får endelig afsluttet berettelsen fra Italien (se under rejser).

Camilla Skov

I fredags vågnede jeg på hotel Astoria og var 30 år. Jeg havde den bedste fødselsdag man kan tænke sig. Fejrede med André og venner, uendelige mængder naturvin (av), tapas og livets dansegulv.

Jeg har aldrig følt mig stærkere, sundere og mere tilfreds end jeg gør lige nu, og det er helt fantastisk.

Jeg ved med mig selv, at den selvsikkerhed kommer i perioder, og at jeg ligeså godt kan føle mig elendig igen om en uge, så jeg prøver at nyde det i fulde drag, så længe det varer. This too shall pass er mit mantra i livet, og det hjælper med til at være taknemmelig for de gode og acceptere de dårlige perioder.

Det der er helt sikkert er, at jeg kender mig selv bedre, end jeg nogensinde har gjort. Jeg er meget mere accepterende over for mine svagheder, end jeg har været før. Også selvom jeg på ingen måde er perfekt eller afbalanceret. Jeg er så sindssygt stolt over de valg, jeg har taget i mit liv det seneste år, og lige nu er jeg gladere for mit arbejdsliv, end jeg turde drømme om at være. Hurra for et nyt årti!

Matera

DSC03708

På vej tilbage mod Rom havde vi to overnatninger. Den ene af dem i Matera, der ligger i regionen Basilicata lige nord for Apulien. Matera er ligesom Alberobello optaget på Unesco’s liste over verdens kulturarv, og man forstår godt hvorfor…

DSC03685

På vej til Matera forsøgte vi forgæves at finde en frokostrestaurant i byen Taranto. En af de byer som ikke har fået glæde af turisme og Unesco-udnævnelser og som derfor desværre både er meget fattig og meget slidt.

DSC03687

Smukt gennem en kameralinse, men sørgmodigt i virkeligheden.

DSC03705

Der står Matera i stærk kontrast som et italiensk eventyr. Vil anbefale at man har en hel dag her, så der er god tid til at vandre rundt i byen.

DSC03693

Byen er bygget på et bjerg med tusindvis af trappetrin.

DSC03702

DSC03718-2

Udsigten er udmærket!

DSC03728-2

DSC03736

Andrés søster og hendes kæreste forsøger at stjæle stiklinger uden de ældre italienske herrer kommer efter dem.

DSC03740

DSC03754

Et filmhold var i fuld gang med at indspille en periodefilm (eller serie?).

DSC03769

DSC03762

Flytter ind her, når jeg pensionerer mig. 💁‍♀️

Det sydlige Apulien

DSC03596

Vi tilbragte nogle dage i det sydlige Apulien med fokus på kysten og badning. Jeg elsker generelt at bade i havet, men specielt i oktober, og specielt i Grotta della Poesia. Boy oh boy, nok et af de fineste steder jeg har været. Kan dog forestille mig at der er helt propfyldt med badegæster om sommeren.

DSC03605

Vi plaskede rundt her i et par timer til vi var sultne.

DSC03609

Senere på dagen besøgte vi Sant’Andrea, hvor vi sad på en klippe og nød denne udsigt. Det blæste lidt koldt, så der var ingen af os, der hoppede i.

DSC03633

Vi besøgte Otranto, som har en smuk og spændende katedral med hundredevis af kranier på udstilling i et sidekapel. 😬

DSC03636

Her kunne jeg godt have været længere, men der var så meget at se.

DSC03641

Vi stoppede spontant ved denne bro og nogle meget fascinerende klipper. Tror en vandring her kunne være ret fantastisk! Kan ikke huske præcis, hvor det var desværre.

DSC03639

DSC03660

Dagen afsluttede vi i Gallipoli, hvis gamle hjerte var så fint.

DSC03661

Slidt på den smukke måde.

DSC03674

Og meget smukt i solnedgangen.

Alberobello og Ostuni

DSC03539

Af forskellige anledninger (både arbejdsmæssige og private) har jeg kæmpet for at holde mig oven vande de sidste måneder af 2017. Denne platform har på ingen måde været en prioritet. Jeg kan tælle antallet af billeder, jeg har taget med mit ellers elskede kamera siden vores italienrejse på én hånd. Men nu er det 2018, jeg føler jeg igen kan trække vejret og er klar til at tage fat der, hvor jeg slap. For jeg savner det. Og jeg har fundet ud af, hvordan man embedder billeder fra Flickr, så nu er billedkvaliteten oven i købet meget bedre end den var før. Hurra!

Vi lader altså som om der slet ikke var et par måneders pause og vender lykkeligt tilbage til rejsen til Apulien tilbage i starten af oktober.

DSC03538

Alberobello har siden 1996 været på Unescos liste over verdenskulturarv på grund af sine trulli. De små eventyrlige huse med spidse tage.

DSC03540

Vejret var ikke det bedste på denne dag, men vi var heldige, og det regnede kun når vi sad i bilen og kørte mellem forskellige byer.

DSC03544

Er en melankoliker, der holder meget af forfald. ♡

DSC03546

DSC03548

Muligvis det eneste glimt af blå himmel på denne dag.

DSC03552

DSC03554

Jeg elsker, når han har overskæg, og jeg tror kun, han gør det for min skyld.

DSC03568

Efter Alberobello stoppede vi i Ostuni, som var så utroligt fin! Lå på en bakke med udsigt ud over olivenlunde og var som en labyrint, vi kunne fare vild i.

DSC03569

DSC03578

Jeg har aldrig set så mange oliventræer som vi så i Apulien. Fra Ostuni kunne man se ud til havet.

DSC03574

DSC03586

DSC03577

Apulien

DSC03467

Ojojoj, oktober… Hvor blev du af? Der har været travlt i min lille virksomhed, så jeg har haft brug for at fokusere på arbejdet, og det har bloggen lidt under. Jeg er fuldbooket frem til jul, som det ser ud nu! Helt utroligt og skide herligt.

Nå men, for en måned siden(!) kørte jeg rundt i Italien med min mand og min svigerinde og hendes kæreste. Og det var ligeså kulhydratrigt som man kunne forestille sig.

Vi fløj til Rom og efter en mindre biludlejningskrise (læs: vi fik ikke lov til at leje den bekvemme bil vi havde bestilt, og måtte tage en taxi til en anden lufthavn, for at hente en lille turkis minibil hos et andet firma…) kørte vi sydpå mod Italiens støvlehæl: Apulien.

DSC03468

Det er en 5 timers køretur i alt så vi overnattede på det her hyggelige hotel i en lille by på halvvejen, hvor vi fik en god pizza til aftensmad på det lokale pizzeria. Hej Italien! Hej gluten! Jeg er så taknemmelig for min glutenglade mave.

DSC03472

Vel fremme i Apulien spiste vi frokost på et Osteria i Trani (pasta, selvfølgelig). Det var tilfældigt at vi stoppede her, men byen virkede super fin. Det blev bare frokost og en lille gåtur rundt for denne gang.

DSC03480

Den første gelato indtogs i Giovinazzo, som viste sig at være en utroligt fin havneby.

DSC03489

Her nød vi eftermiddagssolen ved fortet og var lykkelige for endelig at føle det var sommer, nu når Skandinavien ikke leverede i år.

DSC03490

De første Apulien-overnatninger spenderedes i Monopoli. En lille havneby øst for Bari. Her boede vi i en fin Airbnb med smuk udsigt.

DSC03492

Og smukke italienske gulve. ♡

Monopoli var en rigtig dejlig by at bo i, kunne sagtens have boet her længere end de to nætter vi var der. Der var masser af gode restauranter, vinbarer og gode bademuligheder. Og bare meget charmerende generelt.

DSC03508

Efter den første overnatning tog vi på halvdagsudflugt til Polignano a Mare, som var den første by jeg googlede mig frem til og savlede over billederne af. Vi havde egentlig tænkt vi ville bo her først, men kunne ikke finde et passende Airbnb, og vi var heldigvis enige om, at vi syntes det var bedre, at vi var endt i Monopoli.

DSC03499

Polignano a Mare var dog bestemt et besøg værd og på en dag med sol er der sikkert helt fantastisk at bade i den ikoniske bugt!

DSC03510

DSC03516

DSC03519

Denne lille gule bil var tydeligvis højt elsket af den ældre herre som ejede den. Han kørte rundt i kvarteret hele tiden og den var parkeret et nyt sted, hver gang vi fik øje på den. Så fint!

Resten af Apulien-billederne og dertilhørende berettelse kommer forhåbentlig i løbet af ugen. ♡

En fredag i september

Efterårstrætheden ramte mig i mandags, og jeg vil helst bare sove hele tiden. I stedet drikker jeg kaffe og nyder sløvheden på kontoret.

I sidste uge var jeg i sommerhus og besøge min veninde, der har hjernerystelse. Vi gik en lang tur langs med havet og forbi nogle køer på vej hjem. Jeg ville ønske jeg havde råd til at købe et sommerhus og bruge mere tid på landet, det er så rart.

På grund af hjernerystelsen, må min veninde slet ikke kigge på skærme. Hvis hun scroller ned gennem sit instagramfeed, får hun med det samme voldsom hovedpine. Det er ikke gået op for mig før nu, hvor meget energi hjernen må bruge på at bearbejde al den information, som jeg fylder den med hver dag. Det er skræmmende at tænke på, hvor meget jeg sidder ved skærmen i kraft af mit arbejde PLUS hvor meget jeg opsøger skærmtid og checker Facebook og Instagram i løbet af en dag. Og det allersygeste er jo, at jeg checker de sociale medier for at koble af? Som en overspringshandling fra arbejdet.

Jeg synes umiddelbart Facebook er det, som tager mest og giver mindst. Det algoritme-kuraterede nyhedsfeed, der bombarderer mig med nyheder og artikler, jeg skal tage stilling til, giver mig helt ærligt ingenting. Så jeg loggede ud af Facebook i starten af måneden som et eksperiment. Hele september skal være Facebook-feed fri. Savner det ikke endnu.

Det er specielt efter jeg er logget ud, at det er gået op for mig, hvor mange gange om dagen jeg skriver “f” i min browser (ja, den forstår hvor den skal hen bare ved “f”…). Jeg havner nu på den udloggede Facebookforside, som fjendtligt viser mig, at jeg har notifikationer der venter på mig, hvis jeg bare liige logger ind og checker. Før ville jeg sikkert have brugt 5-20 minutter på at scrolle gennem newsfeedet og lige læse en artikel og se en video.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg begrænser min brug af instagram til max tre gange om dagen. Dét bliver et meget sværere projekt. Nogle gode idéer?

For at være mindre på nyhedssites har jeg for første gang i 8 år købt mig et avisabonnement. Det stod mellem Politiken og Weekendavisen, og valget faldt på sidstnævnte, da jeg har haft den før og man kun får den én gang om ugen. Politiken kommer både fredag, lørdag og søndag og det kan jeg ikke rumme. Ved det bare bliver dårlig samvittighed og en kæmpe stabel der skal i papircontaineren.

Fik min første avis i morges og var så hyggeligt at sidde lidt længere med kaffekoppen og en avis en fredag morgen.

For mine daglige internationale nyheder abonnerer jeg på podcasten “The Daily” fra New York Times. En 20 minutters podcast med de vigtigste nyheder fra dagen. Den kan jeg lige lytte til på vej til/fra arbejde. I dag gik jeg til kontoret i efterårssolen med nyheder i ørerne.

Når jeg får en impuls til at gå ind på dr.dk i løbet af dagen for at overspringshandle prøver jeg at vænne mig til at kigge ud i luften og trække vejret dybt et par gange i stedet. Jeg har nok i virkeligheden mest brug for at kede mig mere.

Nu er det virkelig efterår ifølge solhattene.

Rigtig god weekend!

En roadtrip til Sydfyn

Tilbage i juli kørte André og jeg på spontan roadtrip til Sydfyn. Egentlig ville vi kigge på et flot hus vi havde set på nettet (vi drømmer om at bo på landet og have et lille B&B), men det endte med at blive mere weekendtur end huskiggertur.

Første stop på turen var i Bisserup på Sjælland, hvor der ligger en lille fiskerestaurant André og jeg havde opdaget et par år inden.

Jeg bestilte helleflynder præcis som jeg gjorde dengang og retten var fuldstændig identisk med de samme salater og den samme friske, perfekt tilberedte fisk. Anbefaler på det kraftigste en frokost på Bisserup fiskebar.

I Bisserup er der også en fin instagramvenlig havn og strand.

Vel fremme på Fyn havde vi lejet dette lille hus tæt ved Svendborg for en nat.

Med egen badebro. ♡

Omgivet af gyldne kornmarker, som vi gik en tur langs med efter aftensmaden.

Romantisk jo!

Efter en god nats søvn og et koldt morgendyp i havet (gys!) trak vi den lille vogn tilbage langs grusstien for at begive os ud på nye eventyr.

Vi kørte tilfældigt forbi en kæmpe genbrugsforretning med mange fine ting. Jeg fandt et par smukke sølvringe og overvejede længe at købe et af disse gamle magasiner.

Elsker gammelt håndværk og annoncer uden billeder.

Og gammel elektronik jeg ikke aner hvad man skal bruge til.

Vi kørte ind forbi Faaborg som er sådan en fin lille dansk by.

Her var der også gammel, fin typografi. ♡

Det gamle apotek var helt utroligt fint!

Vores egentlige destination for dagen var De Japanske Haver. Her spiste vi lækker frokost og nød den virkelig imponerende have. Både mad og besøg i haven anbefales på det varmeste!