Alt kommer til at gå ad helvedes til

Billede fra William Kentridge udstillingen på Louisiana

I ugen efter jeg havde sagt op, var jeg fuldstændig høj på min beslutning. Det føltes så kraftfuldt at tage ansvar for min situation og turde springe ud i uvished. Jeg drømte om alle de fantastiske ting, jeg skulle fylde min tid ud med. Jeg ville tage på vandreture i ind- og udland, forbruge en masse kultur, rejse, lave egne kreative projekter. Idéen om at blive selvstændig var helt selvklar og tydelig.

Jeg havde en følelse af, at alt nok skulle gå. At den kreativitet jeg har savnet de sidste år, ville skylle ind over mig. Men samtidig var jeg også bevidst om, at den positive grundfølelse jeg havde ville gå over, og at følelsen af at alt kommer til at gå ad helvedes til var den naturlige opfølger til min optur.

And sure enough. Cirka halvanden uge inde i min nyfundne frihed kom angsten krybende. Det skete simultant med, at jeg var begyndt at tænke praktisk på min fremtid. Arbejde på mit portfolio, læse om at starte eget firma og drikke kaffe med potentielle samarbejdspartnere.

Det var tanker om, hvem fanden jeg tror, jeg er, og at det freelance-liv, jeg drømmer om aldrig kommer til at lykkes. Tanker der er grundet i frygt og skam. Tanker som er ulogiske, men føles meget overbevisende, når man samtidigt er midt i at takle en stress-reaktion. Der var bare ikke noget mentalt overskud at kæmpe imod med.

Så i et par uger i begyndelsen af februar eskalerede mine stress-symptomer ekstremt. På min 29-års fødselsdag var min mand og jeg ude og spise, og jeg sad i tre timer og hev efter vejret og havde ondt i brystet, selvom at jeg var i en situation som var 100% rar. Åndenødsbesvær er mit absolut værste stress-symptom. Når jeg føler, jeg skal gabe for at få nok luft ned i lungerne, og jeg ved, jeg ikke kan gøre andet end at vente på det stopper. Når jeg har lyst til at gå i panik og ved, at det er det værste jeg kan gøre.

Et par uger inde i denne her onde stress-spiral fik jeg endelig snakket med en psykolog, som bad mig om ikke at tænke på fremtiden de kommende par uger. Jeg måtte kun lave aktiviteter som gav energi og ikke sove mere end de 8-9 timer jeg ved, jeg har brug for om natten.

Nu er der gået to uger siden og de værste symptomer er forsvundet igen. Jeg sover bedre og kan trække vejret helt ned i maven. Min trykken for brystet er evigt tilstedeværende, men jeg håber på, at jeg også bliver den kvit på et tidspunkt. Angsten kommer stadig i glimt, men jeg kan lade den være og forsøge at acceptere den. Jeg lægger mig en halv time på sofaen og venter på, at den forsvinder, mens jeg læser lidt i en bog.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have at vide af en fagperson, at det er ok, at slippe karrieren i noget tid. Men jeg tror, det er fordi, det et eller andet sted er skamfuldt for mig at være blevet ramt af stress. Jeg har aldrig set det som et svaghedstegn, når mine kollegaer er blevet sygemeldt med stress (og tro mig, der har været skræmmende mange eksempler), men når det kommer til mig personligt, så har jeg en tendens til at slå mig selv oven i hovedet og tænke, at jeg burde være stærkere end det her.

Jeg er bevidst om, at den måde at tænke på er ulogisk, og at påstanden om at jeg er svag, er usand. Og mit valg om at offentliggøre min opsigelse og årsagen til den er en del af en personlig udviklingsproces for mig. For hvis man siger det, man skammer sig over højt, er min teori at skammen bliver mindre.

Den reaktion jeg har fået fra venner og gamle kollegaer har i hvert fald været meget positiv. Og det står helt klart, at jeg ikke er alene med mine tanker og oplevelser. Det er så befriende at opleve, at man godt kan være ærlig og sårbar uden at omverdenen kommer efter en.

  • Nynne

    Ærligt formuleret – og flot følt min kære!
    Alt godt kommer til den der tør se sandheden i øjnene, tror jeg på. Du er dejlig!

  • Lisbeth

    Kære Camilla.
    Smukt og rigtigt skrevet! Krammer til dig! Knus Lisbeth