Farvel for nu

Jeg håber I har haft en god jul. Jeg har selv boet i min nye pyjamas siden juleaften og er ved at være færdig med Harry Potter bog nr to i mit juleferiemarathon.

Domænet her udløber i slutningen af januar, og jeg har besluttet ikke at fornye det. Det har været fantastisk for mig at have denne her platform, men der har aldrig været nogen specifik plan med bloggen her. Kun at det skulle være et projekt drevet af lyst, hvor jeg på skrift kunne få bearbejdet nogle af mine tanker og i billeder kunne vise et glimt af mit liv. Et projekt som måske kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg ville indrette mit (arbejds)liv.

Jeg er så glad for jer, der har fulgt med, jer der har kommenteret og har kunnet spejle jer selv i noget af det, jeg har skrevet. Jer der har skrevet til mig og fortalt hvordan bloggen har inspireret jer til at tage nye valg i jeres eget liv. Det har givet mig så meget. Så TAK.

I det nye år skal jeg prøve at finde et deltidsjob, jeg føler mig tilpas i. Det bliver næste skridt for mig.

Jeg håber, I følger med på Vegetarisk Hverdag, som jeg kommer til at køre videre. Jeg kan nås på vegetariskhverdag@gmail.com , hvis der skulle være noget.

Tak for nu! ♡
Camilla

It’s hard to let confidence fuel me instead of fear

Ovenstående er et citat fra en af deltagerne i RuPaul’s Drag Race (elsker den serie), og det ramte mig så hårdt. Det har ligget og rumsteret i baghovedet, siden jeg hørte det i programmet, fordi frygten altid har været min stærkeste drivkraft.

Frygten for ikke at være god nok
Frygten for at mislykkes
Frygten for at være ligegyldig
Frygten for at være svag
Frygten for at blive valgt fra
Frygten for ikke at leve “mit bedste liv”
Frygten for at tage dårlige beslutninger
Frygten for andres dømmende blikke og tanker

Jeg kan tro på mig selv i glimt, og jeg kan udadtil virke meget selvsikker. Denne her blog har været et forsøg på at kaste min frygt og usikkerhed ud i det åbne, og dermed forhåbentlig få den til at fylde mindre i mig.

Jeg tror, frygten har fået lov til at få så meget plads på grund af ting, jeg har oplevet gennem mit liv. Den har fået lov til at fylde ekstra meget, fordi jeg endte i en branche, hvor jeg på ingen måde følte mig tilpas og havde et kæmpe behov for at bevise, at jeg godt kunne passe ind alligevel. Jeg kunne ikke se, at frygten fyldte så meget som drivkraft, at der ikke var plads til et gram af selvtillid.

Min terapeut bad mig for nogle måneder siden om at komme i tanke om en hobby, som gjorde mig virkelig glad, og som jeg ikke har prioriteret de sidste par år. Først kunne jeg ikke komme i tanke om noget, men så begyndte jeg at tænke tilbage på tiden mellem 2010-2014, hvor jeg havde en madblog. Jeg startede bloggen under min studietid, og den var sådan et frirum for mig, og helt sikkert også en af grundene til, at jeg senere fik tanken om at starte en mere personlig blog. Jeg elsker at læse blogs med noget på hjertet, og ville gerne selv bidrage til den kategori.

Mad er sådan en glæde for mig. Et godt måltid er den bedste omsorg, og at holde middage for venner er helt oppe på toplisten over ting, jeg elsker. Men de sidste par år har jeg mistet lysten og selvtilliden i køkkenet, hvilket jeg har været ret ked af. Så efter snakken med min terapeut begyndte jeg at lave mad igen, bare for mig selv til at starte med.

Det var overraskende for mig hvor hurtigt jeg fandt tilbage til glæden ved madlavningen, og en idé jeg har haft i baghovedet de sidste par år tog pludselig form, og er blevet til noget konkret. Det føles lige nu som om jeg har fundet hjem. Jeg ved ikke, hvad det ender med, men jeg prøver ihærdigt at tage det et skridt ad gangen. Faktum er i hvert fald at jeg har startet en instagramkonto, der hedder Vegetarisk Hverdag (@vegetariskhverdag), hvor jeg håber på at kunne inspirere med velsmagende vegetarisk hverdagsmad. Kombinationen af madlavning, det kreative i stylingen, fotografering og tekstskrivning passer mig så godt. Og jeg nyder at have et projekt som kun handler om noget glædesfyldt.

Lige nu føler jeg mere selvtillid omkring Vegetarisk Hverdag end frygt, og det er faktisk ret befriende. Og en prioritet for mig! Jeg vil insistere på, at det skal være en selvtillidsprojekt. Det er også en forklaring på, at jeg har taget et skridt væk fra denne her platform for nu, da jeg har brug for at fokusere på det, der gør mig glad for stunden.

Det kunne være hyggeligt, hvis I ville følge med enten på Bloglovin’ eller via instagram. Der er også et website hvor jeg løbende samler opskrifter.

4

Sarah Knight

Der foregår tonsvis i mit hoved, men jeg har svært ved at få det ned på skrift, i hvert fald i en form som er blogvenlig og relevant for andre end mig selv. Generelt har jeg været lidt i tvivl om bloggen på det sidste. Skal jeg fortsætte? Er der overhovedet nogle der læser med? Vil jeg have, at der er nogen der læser med? Eller er det på tide at holde mine private sager for mig selv?

Der var en der skrev til mig på instagram den anden dag og fortalte hvor glad hun var for bloggen, og hvordan den havde hjulpet hende til at tage springet og sige op på en dårlig arbejdsplads. Det blev jeg så sindssygt glad for at høre. Så giver det pludselig lidt mening, og det føles mindre som om at jeg råber ud i et tomt, mørkt internet. ♡

Indtil jeg selv lykkes med at skrive noget igen, kan I overveje at se Sarah Knights Ted Talk “The Magic of Not Giving a F***”. Den er god! Jeg lover.

1

Mel Robbins

For en måneds tid siden faldt jeg over en video med Mel Robbins på Youtube. Nu har jeg efterhånden set en del, og jeg synes hun er knivskarp. Jeg har i hvert fald fået mig nogle wake up calls og nogle nye måder at se min hjerne og mine beslutninger på.

Hendes primære budskab handler om 5-sekunders reglen, som er ret genial. I hvert fald hvis man er en person som jeg, der nemt lader sig distrahere og ofte tænker “jeg skal lige…” midt i, at jeg har gang i noget andet. Eller som en undskyldning for ikke at gå i gang med det, jeg egentlig har sat mig for.

Så her er en samling af fem video’er som stod ekstra ud for mig. Men der er en del flere at kaste sig over på Youtube, hvis de giver jer noget.

0

Badeværelset før og nu

DSC05206

Vores badeværelse er egentlig helt umuligt at tage billeder af, det er næsten tre meter langt og kun 80cm bredt med et smalt vindue for enden. Men jeg har gjort mit bedste for at dokumentere, hvordan det er blevet. Her kommer det:

for-og-nu

Da vi flyttede ind i lejligheden var den meget klassisk dansk med hvide vægge og helt neutrale elementer. Vi kan (som I nok har bemærket) godt lide lidt flere farver og personlighed i indretningen.

Badeværelset var hvidt med en bruser og et blandingsbatteri, der trængte til udskiftning, så det er det eneste vi har købt ud over maling og materialer. Det blev dette tidsløse sæt fra IKEA.

Til venstre for vasken var der et hvidt højskab med stålgreb (ikke rigtig os), som stod som løsøre i vurderingen til 2.400(!!) kr. Det valgte vi ikke at overtage… Det var mærkeligt placeret ift indretningen af rummet og larmede alt for meget. Og så fatter jeg ikke, hvordan helt basic badeværelsesmøbler kan være så dyre?

DSC05207

I stedet har André bygget et skab, som vi har placeret helt tæt op ad afløbsrøret og malet i samme farve som væggen for et mere integreret udtryk. Et lille messinggreb på giver personlighed.

Hylden er også hjemmebygget og er kun til for pynt. Nogle Byredo-parfumer, et duftlys, og nogle strandfund fra rejser. Den lille plante får forhåbentlig lyst til at vokse og slingre sig ned over hylderne på et tidspunkt. Det er stiklinger fra en plante på et fint hotel vi boede på en nat, og dens mor bor i stuen.

Croquis-tegningen er fra min mormors søster Karin og den rustrøde baggrund er en herlig kontrast til den blå farve på væggene.

DSC05217

Bag toilettet står denne fantastiske plante. Hvor vilde er planter?! Elsker de grafiske blade og håber den synes om sit nye hjem. Det er lang tid siden jeg købte en plante sidst, de fleste vi har er enten gaver eller stiklinger, men jeg kunne ikke stå for denne her.

DSC05202

Vores gamle badeværelse var som et lille kosteskab, hvor man nærmest stod oven på toilettet og badede. Der var intet vindue, så jeg er så taknemmelig for at kunne have planter på badeværelset nu! Og ting stående bare til pynt. Det giver noget, synes jeg.

0

Dyrehaven

self portrait

Jeg var egentlig bare hjemme den anden dag, men det føles så godt at føntørre håret og tage fint tøj på for min egen skyld. Jeg elsker de her bukser fra Weekday, de strammer ingen steder og har den flotteste farve. Som en pyjamasbuks, der ser ud som en jakkesætsbuks! Stor fan. Tror jeg købte dem sidste sommer.

Dyrehaven

I går cyklede jeg ud af byen med en madpakke for en af mine jævnlige udflugter til Dyrehaven. Her får man frokost med udsigt! Jeg er lidt et vanedyr, som stort set hver gang spiser min medbragte frokost på det her spot.

Dyrehaven

Hr. og Fru Bille kravlede rundt, da jeg gik tilbage mod cyklen.

Dyrehaven

Da jeg var her sidst tilbage i juni var der små bambi’er overalt og det var et af mine mest idylliske besøg. Denne gang kom jeg meget tæt på ham her. Må op igen om et par måneder, når herrerne er i brunst, det er en blanding af skræk og fascination at lytte til deres brøl.

Dyrehaven

Fandt en perfekt boglæsningsbænk under et bøgetræ.

Dyrehaven

Med udsigt ud over sletten og græssende hjorte.

Dyrehaven

Prøvede forgæves at komme ind i Tove Ditlevsens Vilhelms værelse, så jeg tog selfies i stedet, hehe. Der er flere som har anbefalet den, men jeg synes den er umulig at læse. Giver den 20 sider til og så giver jeg op. Foretrækker klart Gift i stedet. Anbefaling! Den slugte jeg på to dage.

Og så kan man måske undre sig over hvem der tager læbestift på for at tage i skoven alene. Men der kan jeg bare svare: mig! Har stort set altid læbestift på, det føles så godt.

Dyrehaven

Eventyrland. ♡

I aften kommer min veninde forbi med hendes nye kæreste, og André og jeg skal prøve at lave Mapo Tofu selv for første gang. Jeg håber virkelig, det bliver spiseligt, ellers må vi spise os mætte i den æblekage, jeg laver til dessert. Der skal både fermenterede sorte bønner og soyabønnepasta i, så det føles småt risikabelt.

God weekend!

0

Det brækkede ben

DSC05179

Jeg har brugt rigtig meget af de sidste to måneder på at prøve ikke at bebrejde mig selv for mine psykiske udfordringer. Det er svært. Jeg tror de fleste af os kan nikke genkendende til følelsen af at være vores egen værste fjende. Vi synes, vi er for tykke, for kedelige, for dumme, for dovne, for meget, for lidt. Idéen om at skulle tale med sig selv som en god veninde er fin, men også fucking umulig oftest.

Jeg så et klip på youtube i går med en psykolog som lavede den klassiske sammenligning mellem depression og et brækket ben. Analogien om at hvis man havde en nærstående som brækkede et ben, ville man ikke efterlade dem i grøftekanten, og sige at de skulle tage sig sammen. Det kan man til gengæld have en tendens til med mennesker med psykisk sygdom, fordi det er så usynligt og svært at forstå. Specielt for én selv.

Jeg har slået (slår stadig til tider) mig selv oven i hovedet med tanker om, at jeg burde tage mig sammen, hvorfor kan jeg ikke bare få et job og få det til at fungere og hvorfor skal jeg sabotere mit liv for mig selv.

Men jeg forstår også, at min hjerne er skadet, og at jeg skal lære at forstå den bedre. At jeg skal prøve at se på den mere som en muskel, der skal trænes. Som et overbelastet knæ, som langsomt skal genoptrænes. Det kommer til at gøre ondt i et stykke tid endnu, og det er umuligt at sige hvor længe.

Jeg deltager nu i et forskningsprojekt gennem jobcenteret. Det er et tilbud for sygemeldte med stress, angst og depression, og jeg var der første gang for en uge siden for at gennemgå en udredning med en psykiater og en behandler. Et to timer langt interview med standardiserede spørgsmål, som skulle kortlægge, hvorvidt jeg var kvalificeret til at deltage i projektet. Gik derfra med beskeden om, at jeg har en moderat depression og generaliseret angst.

Moderat depression og generaliseret angst. Jeg troede, jeg havde stress. Psykiateren sagde, at de ikke skelner så meget mellem stress og depression, fordi det er lidt af en hønen og ægget situation. Man kan nærmest ikke have det ene uden at have det andet, og det er svært at vide, hvad der kom først. Men i mit tilfælde hældte han altså til, at depressionen var mest fremtrædende.

DSC05173

Det er lidt uklart for mig, hvorfor det føles så forskelligt for mig at sige, at jeg har stress og at sige, jeg er deprimeret. Stress er så tydeligt arbejdsrelateret for mig, hvor depression er en mere generel sygdomstilstand? Måske har jeg tænkt, at hvis man er deprimeret kan man ingenting, man kan knapt stå op om morgenen. Og jeg har trods alt kunnet opleve glimt af glæde undervejs. Jeg er generelt god til at nyde de små ting. Men når jeg læser om depression kan jeg godt se, at jeg har en del af symptomerne, samt hvor tæt symptomerne på depression rent faktisk ligger op ad symptomerne på stress.

Jeg brugte torsdag og fredag på at fordøje beskeden. Nu tror jeg, at det er landet lidt. Jeg tager det ikke på mig som en identitet eller som et label, der definerer mig. Og måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kalder min tilstand stress eller depression, bare jeg anerkender, at den er der, og at jeg skal tage det alvorligt og finde ud af, hvordan jeg ændrer mit liv til det bedre.

Nogle gange ønsker jeg, at der var nogen, der ville sige, at jeg har en serotonin ubalance og “bare” skal tage en pille hver dag, som ville kurere mig og give mig ro i mit hoved. Jeg ved, at det sikkert ikke er så enkelt. Jeg er bare så uendeligt træt af at gå i terapi og prøve at blive ven med min hjerne. Når hjernen er syg, men man selv har ansvaret for at få styr på sine tanker, er det let at bebrejde sig selv for ikke at få det bedre (hvilket selvfølgelig er fuldstændig ukonstruktivt).

Så jeg har altså et brækket ben. Bortset fra at det er min hjerne. Og det må jeg finde ud af, hvordan jeg lever med.

2

Ugen der gik

DSC05176

Jeg fokuserer ekstremt meget på at følge min lyst og mit overskud for tiden. Noget jeg bliver bedre og bedre til, og jeg kan endelig mærke, at det hjælper, og ærligt sige at det går bedre.

Jeg har været sygemeldt i to måneder nu, hvilket føles helt vanvittigt. Jeg troede virkelig, at jeg ville være klar til at arbejde igen nu, men jeg har brug for mere tid. Det er først inden for de sidste par uger, at jeg er begyndt at få lidt energi tilbage. Det er så rart ikke at have følelsen af at skulle tvinge sig selv til at gøre de mest basale ting. Jeg har stadig et ekstremt behov for alenetid og for at være hjemme, men jeg har mere mod på at gå ud i verden nu, og både krop og hoved føles lidt mere rolige.

De lidt køligere temperaturer gør altså også sit for, at jeg føler mig lidt mere som mig selv. Sommergarderoben og klistrede knæhaser har aldrig været lig med overskud for mig.

IMG_2789

I søndags cyklede vi til Frederiksberg Have, og det var første gang i lang tid, jeg havde lange bukser og en rullekrave på. Elskede det. Glemte det gode kamera, men tog lidt mobilbilleder undervejs.

IMG_6319-1

Blandt andet måtte jeg forevige, at jeg ikke kunne lade være med at smile over den friske luft og duften af regn i luften. André synes jeg må være gal, når jeg glæder mig over efterårets komme, Hvis det stod til ham var det sommer året rundt.

IMG_2815

Der er en bænk med udsigt til dette zen-spot og det er et af mine yndlingssteder i haven. Måske jeg tager tilbage med en bog i løbet af ugen, hvis vejret er til det.

DSC05164

Vi skulle egentlig have introduceret vores nye australske venner til Dyrehaven men pga den våde vejrudsigt bagte vi i stedet hver vores kage og spillede brætspil hos os hele eftermiddagen. Den bedste søndagsopskrift! André kan egentlig slet ikke lide brætspil, så jeg har selv svært ved at overtale ham, men her var det 3 mod 1, hehe. Vi spillede Ticket to Ride, hvor man skal bygge togvogne gennem Europa, og det var så sjovt! Håber på flere brætspilssøndage fremover. Og flere kager. Altid flere kager.

DSC05177

I onsdags sad jeg og læste lidt i Landbohøjskolens Have, samt tog lidt billeder af blomsterne ved caféen. Blomster gør mig glad, specielt sådan et flammehav som her, det er det perfekte billede på sensommeren. Planlægger at lave et drømmeindlæg om hvordan min have ville se ud, hvis jeg havde en.

DSC05169

Tunge solsikker, der også snart er klar til efterår.

IMG_3243

I torsdags havde André og jeg været sammen i 9 år. Jeg bliver altid så skide nostalgisk og mør på årsdage, tænk at være sammen med en person så længe og have det så godt, selv i en periode, hvor vi begge er udfordrede. Det er jeg fanme taknemmelig for.

Vi fejrede det med en flaske naturvin og middag på Omar. Udmærket mad, men ikke fantastisk. Jeg savner Wascator som okkuperede lokalerne før. Fantastisk service dog skal siges.

DSC05190-2

I dag har været en stille lørdag med vasketøj, boglæsning og omplantning af diverse stiklinger. Jeg nyder livet lige nu, selvom det stadig er hårdt og fremtiden er ret uvis. Men bare det går bedre. Pyh.

0

Den nemmeste sommerkage med bær og mascarponecreme

Sommerkage

Denne kage er så åndsvagt nem og så vanvittigt god, og jeg har længe tænkt at opskriften skal op her. Vi bager den et par gange om året, og man kan variere, hvilken frugt man bruger som topping. Det skal dog helst være noget med lidt syre og måske lidt bitterhed, da kagebunden er ret sød i sig selv og har brug for modspil.

Vi havde den som bryllupskage for lidt over to år siden med rarbarbercurd, mascarponecreme med hyldeblomst, rabarber og skovsyre på toppen. Mere indviklet behøver det ikke være, selv til et bryllup.

Bryllup

Det var verdens fineste dag. Vi blev gift på Øland i Sverige med alle vores venner overnattende på en gammel gård i et naturreservat. Kunne gøre det om og om igen. På torsdag har vi været sammen i ni år!

Kagebund
2 æg
170 g sukker
10 tvebakker
7 makroner
1 knps salt

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Knus tvebakker og makroner (der må gerne være lidt små stykker tilbage) og vend i blandingen sammen med salt.
Smør en cirka 25 cm springform eller tærteform med smør, fordel blandingen jævnt og bag kagebunden i en 180 grader varm ovn i 12-15 min eller til den er gylden (afhængigt af ovn).

For mere luksus: riv marcipan i dejen i stedet for makroner, dette har jeg dog ikke prøvet, men køber makroner lavet på marcipan i stedet for klassiske makroner.

Mascarponecreme
En pakke mascarpone (250g)
2 dl piskefløde
En smule vaniljepulver / korn fra en halv vaniljestang

Brug en dejskraber til at forsigtigt vende mascarponen og vaniljepulveret sammen med en smule af fløden ad gangen. Når al fløden er i bruger du et elektrisk piskeris til at piske blandingen tyk – som du ville gøre med flødeskum.

Hvis du vil gøre det endnu mere simpelt pisker du bare good ol’ flødeskum i stedet for mascarponecreme. Og hvis du vil smagsætte cremen yderligere, kan du tilsætte en spsk koncentreret hyldeblomstsaft til blandingen.

Når kagen er afkølet fordeles mascarponecremen på kagebunden og rigeligt frugt efter eget valg fordeles på toppen. Vi havde senest jordbær, solbær og passionsfrugt. Ekstra point hvis man pynter med skovsyre eller lidt spiselige blomster. 🙂

Sommerkage

1