Apulien

Ojojoj, oktober… Hvor blev du af? Der har været travlt i min lille virksomhed, så jeg har haft brug for at fokusere på arbejdet, og det har bloggen lidt under. Jeg er fuldbooket frem til jul, som det ser ud nu! Helt utroligt og skide herligt.

Nå men, for en måned siden(!) kørte jeg rundt i Italien med min mand og min svigerinde og hendes kæreste. Og det var ligeså kulhydratrigt som man kunne forestille sig.

Vi fløj til Rom og efter en mindre biludlejningskrise (læs: vi fik ikke lov til at leje den bekvemme bil vi havde bestilt, og måtte tage en taxi til en anden lufthavn, for at hente en lille turkis minibil hos et andet firma…) kørte vi sydpå mod Italiens støvlehæl: Apulien.

Det er en 5 timers køretur i alt så vi overnattede på det her hyggelige hotel i en lille by på halvvejen, hvor vi fik en god pizza til aftensmad på det lokale pizzeria. Hej Italien! Hej gluten! Jeg er så taknemmelig for min glutenglade mave.

Vel fremme i Apulien spiste vi frokost på et Osteria i Trani (pasta, selvfølgelig). Det var tilfældigt at vi stoppede her, men byen virkede super fin. Det blev bare frokost og en lille gåtur rundt for denne gang.

Den første gelato indtogs i Giovinazzo, som viste sig at være en utroligt fin havneby.

Her nød vi eftermiddagssolen ved fortet og var lykkelige for endelig at føle det var sommer, nu når Skandinavien ikke leverede i år.

De første Apulien-overnatninger spenderedes i Monopoli. En lille havneby øst for Bari. Her boede vi i en fin Airbnb med smuk udsigt.

Og smukke italienske gulve. ♡

Monopoli var en rigtig dejlig by at bo i, kunne sagtens have boet her længere end de to nætter vi var der. Der var masser af gode restauranter, vinbarer og gode bademuligheder. Og bare meget charmerende generelt.

Efter den første overnatning tog vi på halvdagsudflugt til Polignano a Mare, som var den første by jeg googlede mig frem til og savlede over billederne af. Vi havde egentlig tænkt vi ville bo her først, men kunne ikke finde et passende Airbnb, og vi var heldigvis enige om, at vi syntes det var bedre, at vi var endt i Monopoli.

Polignano a Mare var dog bestemt et besøg værd og på en dag med sol er der sikkert helt fantastisk at bade i den ikoniske bugt!

Denne lille gule bil var tydeligvis højt elsket af den ældre herre som ejede den. Han kørte rundt i kvarteret hele tiden og den var parkeret et nyt sted, hver gang vi fik øje på den. Så fint!

Resten af Apulien-billederne og dertilhørende berettelse kommer forhåbentlig i løbet af ugen. ♡

En fredag i september

Efterårstrætheden ramte mig i mandags, og jeg vil helst bare sove hele tiden. I stedet drikker jeg kaffe og nyder sløvheden på kontoret.

I sidste uge var jeg i sommerhus og besøge min veninde, der har hjernerystelse. Vi gik en lang tur langs med havet og forbi nogle køer på vej hjem. Jeg ville ønske jeg havde råd til at købe et sommerhus og bruge mere tid på landet, det er så rart.

På grund af hjernerystelsen, må min veninde slet ikke kigge på skærme. Hvis hun scroller ned gennem sit instagramfeed, får hun med det samme voldsom hovedpine. Det er ikke gået op for mig før nu, hvor meget energi hjernen må bruge på at bearbejde al den information, som jeg fylder den med hver dag. Det er skræmmende at tænke på, hvor meget jeg sidder ved skærmen i kraft af mit arbejde PLUS hvor meget jeg opsøger skærmtid og checker Facebook og Instagram i løbet af en dag. Og det allersygeste er jo, at jeg checker de sociale medier for at koble af? Som en overspringshandling fra arbejdet.

Jeg synes umiddelbart Facebook er det, som tager mest og giver mindst. Det algoritme-kuraterede nyhedsfeed, der bombarderer mig med nyheder og artikler, jeg skal tage stilling til, giver mig helt ærligt ingenting. Så jeg loggede ud af Facebook i starten af måneden som et eksperiment. Hele september skal være Facebook-feed fri. Savner det ikke endnu.

Det er specielt efter jeg er logget ud, at det er gået op for mig, hvor mange gange om dagen jeg skriver “f” i min browser (ja, den forstår hvor den skal hen bare ved “f”…). Jeg havner nu på den udloggede Facebookforside, som fjendtligt viser mig, at jeg har notifikationer der venter på mig, hvis jeg bare liige logger ind og checker. Før ville jeg sikkert have brugt 5-20 minutter på at scrolle gennem newsfeedet og lige læse en artikel og se en video.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg begrænser min brug af instagram til max tre gange om dagen. Dét bliver et meget sværere projekt. Nogle gode idéer?

For at være mindre på nyhedssites har jeg for første gang i 8 år købt mig et avisabonnement. Det stod mellem Politiken og Weekendavisen, og valget faldt på sidstnævnte, da jeg har haft den før og man kun får den én gang om ugen. Politiken kommer både fredag, lørdag og søndag og det kan jeg ikke rumme. Ved det bare bliver dårlig samvittighed og en kæmpe stabel der skal i papircontaineren.

Fik min første avis i morges og var så hyggeligt at sidde lidt længere med kaffekoppen og en avis en fredag morgen.

For mine daglige internationale nyheder abonnerer jeg på podcasten “The Daily” fra New York Times. En 20 minutters podcast med de vigtigste nyheder fra dagen. Den kan jeg lige lytte til på vej til/fra arbejde. I dag gik jeg til kontoret i efterårssolen med nyheder i ørerne.

Når jeg får en impuls til at gå ind på dr.dk i løbet af dagen for at overspringshandle prøver jeg at vænne mig til at kigge ud i luften og trække vejret dybt et par gange i stedet. Jeg har nok i virkeligheden mest brug for at kede mig mere.

Nu er det virkelig efterår ifølge solhattene.

Rigtig god weekend!

En roadtrip til Sydfyn

Tilbage i juli kørte André og jeg på spontan roadtrip til Sydfyn. Egentlig ville vi kigge på et flot hus vi havde set på nettet (vi drømmer om at bo på landet og have et lille B&B), men det endte med at blive mere weekendtur end huskiggertur.

Første stop på turen var i Bisserup på Sjælland, hvor der ligger en lille fiskerestaurant André og jeg havde opdaget et par år inden.

Jeg bestilte helleflynder præcis som jeg gjorde dengang og retten var fuldstændig identisk med de samme salater og den samme friske, perfekt tilberedte fisk. Anbefaler på det kraftigste en frokost på Bisserup fiskebar.

I Bisserup er der også en fin instagramvenlig havn og strand.

Vel fremme på Fyn havde vi lejet dette lille hus tæt ved Svendborg for en nat.

Med egen badebro. ♡

Omgivet af gyldne kornmarker, som vi gik en tur langs med efter aftensmaden.

Romantisk jo!

Efter en god nats søvn og et koldt morgendyp i havet (gys!) trak vi den lille vogn tilbage langs grusstien for at begive os ud på nye eventyr.

Vi kørte tilfældigt forbi en kæmpe genbrugsforretning med mange fine ting. Jeg fandt et par smukke sølvringe og overvejede længe at købe et af disse gamle magasiner.

Elsker gammelt håndværk og annoncer uden billeder.

Og gammel elektronik jeg ikke aner hvad man skal bruge til.

Vi kørte ind forbi Faaborg som er sådan en fin lille dansk by.

Her var der også gammel, fin typografi. ♡

Det gamle apotek var helt utroligt fint!

Vores egentlige destination for dagen var De Japanske Haver. Her spiste vi lækker frokost og nød den virkelig imponerende have. Både mad og besøg i haven anbefales på det varmeste!

Snart er det efterår, og jeg elsker det

I søndags cyklede jeg til Landbohøjskolens Have for at se, hvordan blomsterbedene ser ud for tiden. Solen skinnede, men det var friskt i luften, og jeg tænkte på, at det snart er sweatertid.

Denne tid på året er min bedste tid. Hvor alt blomstrer over og luften er frisk, og jeg kan have en striktrøje på, når jeg cykler til kontoret om morgenen. Sommeren stiller så store krav til lykke og solskin, og jeg er typen som bedst kan lide at sidde i skyggen og bestemt ikke formår at være lykkelig hele tiden.

Det tidlige efterår er lidt mere tilgivende. De solrige dage er som bonusser, som man ikke tager for givet, og den friske luft gør godt. Det er som en nystart men uden de samme forventninger som det nye kalenderår bringer.

Kalenderen er så småt ved at blive fyldt op med opgaver for september, og det er så dejligt fortsat at blive bekræftet i at livet som selvstændig godt kan lade sig gøre.

Jeg læste denne artikel den anden dag, som jeg vil anbefale. Den handler om at acceptere alle følelserne, som jeg også har skrevet om her tidligere.

At vores liv ikke skal optimeres, så vi kan blive lykkelige. Balance og et lykkeligt liv er idéer vi skal opgive, da det bare gør os ulykkelige at stræbe efter det. Vi kan absolut opleve det i øjeblikke, men ikke på kommando.

Vi skal stadig forsøge at ændre de dele af vores liv, der ikke fungerer og som gør os direkte ulykkelige. Vi skal have modet til at sige vores arbejde op, og til at forlade en destruktiv relation.

Men vi skal ikke tro, at vi kan ændre vores liv på en måde, der gør os rolige og lykkelige. Uanset hvad er livet rodet og komplekst og fyldt med uretfærdigheder. Livet som selvstændig er for eksempel ikke lykkeligt og angstfrit, tværtimod, men samtidig har jeg aldrig været gladere for mit arbejdsliv.

Jeg vil hellere leve det rodede liv med alle følelserne, et liv hvor jeg tør noget, end et enkelt og trygt liv. Det skal jeg skrive mere om, når jeg er klar til det.

Med alt det sagt vil jeg snart begive mig ud i solen og drikke et glas naturvin. Livet som selvstændig!

Jeg er så stolt af mig selv i dag

Jeg sidder herhjemme med stribede pyjamasbukser på, en Ben & Jerry’s Half Baked (all time favourite) og min computer, og nyder min fredag aften.

Jeg spiste en hjemmebagt surdejsbolle fra fryseren og røræg til aftensmad, fordi jeg ikke gad hverken handle eller gå ud og købe take-away, efter jeg endelig fik taget mig sammen til at gå i bad efter hård fredagstræning. Og så har jeg lige fundet ud af, at der ikke er mere toiletpapir, og jeg har kun en halvtom køkkenrulle tilbage. Næste skridt er at jeg må tørre mig med ikea-servietter. Classy friday all in all.
(Jeg kan trods alt glæde mig over, jeg fik flettet “hård fredagstræning” ind.)

Jeg har tidligere skrevet om et projekt som har været ret angstfyldt her på bloggen. Jeg havde en deadline på en levering på det i slutningen af juni, og jeg nåede aldrig at blive tilfreds med det, inden jeg skulle sende det afsted.

Nu har der været sat pause på det hen over sommeren, fordi både min kunde og jeg har været på ferie. Men i mandags startede vi op igen med et videomøde, hvor vi snakkede om leveringen fra juni, og hun virkede glad og tryg ved både mig og processen. Det føltes godt at komme i gang igen, den halvanden måneds pause var præcis det jeg havde haft brug for.

Har arbejdet med projektet onsdag, torsdag og fredag i denne uge og har fået et freakin’ gennembrud. Lige nu føler jeg, at det er noget af det bedste, jeg har lavet. Konceptuelt, æstetisk og strategisk spiller det bare. SÅ STOLT.

Jeg vil gerne holde resultatet for mig selv, til det er helt færdigt (og min kunde har set det), men jeg kan sige så meget, at det er en identitet til en arkitekt i Sydney, og så kan jeg dele min inspiration til projektet så længe som en lille teaser:

Fint hva?

Men der er også noget andet jeg er stolt over: At jeg sagde nej til et projekt i dag, fordi jeg ville tjene for lidt på det i forhold til, hvad mine kompetencer er værd. Og fordi min mavefornemmelse råbte nej. At det ville blive et komplekst og tidspresset projekt, som under alle omstændigheder ikke ville være indsatsen værd. Jeg forudså, at det at sige nej ville blive noget af det sværeste ved at være freelancer, men det er faktisk også noget af det bedste.

Rigtig god weekend allesammen ♡

P.S. Næste fredag er jeg nødt til at drikke fredagsøl/vin med nogen for at gøre op for denne mere afslappede afslutning på arbejdsugen.

Et andet slags liv

Der er et nyt svensk tv-program, jeg synes I skal se. Det hedder “Kalles sex liv” og handler om mennesker, der har valgt den 37 timers arbejdsuge og den medfølgende tryghed fra. I stedet lever de et andet slags liv end de fleste.

I det første program besøger værten Kalle et par som har solgt deres lejlighed og sagt deres fuldtidsjobs op for at bruge fire år og deres opsparing på at cykle verden rundt. Jeg fandt det meget inspirerende, det kan være nogle af jer kan få noget ud af det?

Programmet findes på SVT play og er selvfølgelig på svensk, men sæt undertekster på og se om ikke I forstår det meste af det. Det er ret hyggeligt og inspirerende tv.

Cykeludflugt til Vestvolden

Jeg havde aldrig hørt om Vestvolden før min ven Rasmus snakkede varmt om det næsten 15 km lange, fredede voldanlæg tilbage i starten af sommeren. Jeg elsker at der stadig er områder i byen, jeg kan gå på opdagelse i. Så André og jeg pakkede en picnic-rygsæk og cyklede ud af Jyllingevej en tidlig sommerdag for at se, hvad Vestvolden kunne byde på.

Vestvolden strækker sig mellem Avedøre og Utterslev Mose. Volden blev opført mellem 1888 til 1892, som en del af Københavns befæstning. Under 1. verdenskrig blev Københavns befæstning bemandet med næsten 50.000 soldater for at forsvare hovedstaden, men krigen kom aldrig til Danmark og i 1920 blev Vestvolden nedlagt som forsvarsværk uden at have været anvendt i kamp.

I dag er Vestvolden fredet, men åben for offentligheden. Man kan cykle på en bred asfalteret allé og stoppe op for at kigge på de ret fantastiske gamle militærbygninger. Der skal efter sigende også være underjordiske gange, som man kan udforske.

Et af de gamle krudtmagasiner fra 1. verdenskrig.

Fortryder lidt at vi ikke kørte derned og kiggede. Næste gang!

Midt på volden går der masser af får. ♡

Vi tænkte at denne her høj var et oplagt frokoststed, og det passede perfekt med at skyerne slap solen igennem.

Meen som man måske kunne regne ud var der andre end os som var interesseret i vores madpakke. 🐑

Hej-heej!

Madpakken og picnic-tæppet blev pakket sammen, og vi cyklede videre for at finde et mere fåre-frit frokoststed. 🤷‍♀️

På vejen hjem kørte vi forbi Valbyparken. Jeg har boet på Nørrebro de sidste 11 år, og det er først inden for de sidste par år, at jeg har fået øjnene op for denne fine park. Masser af plads på de store græsplæner, fine gamle træer, Sydhavnstippen med får, havet(!) og rosenhaven, gør det til sådan et fint sommerudflugtsmål.

Besøger altid Rosenhaven, når jeg er her om sommeren.

Mest for duften, er faktisk ikke så meget til udseendet af roser?

Medmindre de vokser op af et smukt hus, det synes jeg er fantastisk fint. Hvis jeg engang får en kolonihave, som jeg drømmer om, vil jeg gerne have en klatrerose på en husvæg. A girl’s gotta dream!

Anbefaler på det stærkeste en cykeludflugt til Vestvolden. I kan jo lige nå det her i den sidste del af sommeren.

At acceptere forvirringen

Jeg følger stadig skoleåret på den måde, at det er sommerferien som deler året op for mig. August føles meget mere som en nystart end det nye kalenderår i januar.

Jeg går rundt med sådan en kompleks følelse af forvirring og usikkerhed i kroppen for tiden. Jeg ved, jeg kan lide livet som selvstændig. Jeg elsker virkelig friheden ved det (tog f.eks. fri i onsdags fordi det var godt vejr og det derfor var federe at tage til La Banchina og drikke vin 🐒), men til gengæld er usikkerheden om, at jeg fortsat kommer til at tjene nok til at betale sin egen løn og ferie og pension and all that jazz ikke pisse fed. Man skal virkelig være god til at stole på, at det nok skal gå.

Egentlig er det ikke det, forvirringen handler om, men at jeg stadig ikke føler mig tilpas med arbejdet som designer. Jeg ved på en måde ikke rigtig, hvad jeg vil med det? Prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg ved, at jeg ikke har nogle svar til mig selv lige nu. Tvivlen må være min faste følgesvend i stedet. I hvert fald lidt endnu. Det gælder nok mange i deres (arbejds)liv.

I går var jeg i tivoli med turpas for første gang i måske ti år? Prøvede både det gyldne tårn (adrenalin og rystende ben), det flyvende tæppe (frygteligt… Aldrig igen) og Dæmonen (SÅ sjovt) – jeg er åbenbart blevet en vovehals nu hvor 20erne synger på deres sidste vers.

Min yndlings-t-shirt for tiden:

Nøgne yogadamer ftw!