Ugens Oprah #4

Jeg har netop fået øjnene op for, hvor genial Elisabeth Gilbert er. Hun er forfatteren bag bogen “Eat Pray Love” (nu indrømmer jeg det: jeg elsker den. Vil se den igen snart.) og så siger hun nogle virkelig kloge ting.


👆 Den første handler om at være frustreret over ikke at vide, hvad ens passion er, når man bliver opfordret til at “følge sin passion”. Elsker idéen om at følge sin nysgerrighed i stedet.


👆 Om frygt og perfektionisme.


👆 Denne her sidste er så fin. Elsker opgøret med tanken om at vores liv skal være “i balance”. Tanken om at vi skal være totalt zen og positive og helt rolige i hovedet. Det behøver vi slet ikke. Det handler meget mere om at acceptere, at vi er totalt uperfekte. Vi er glade, vi er triste, vi er vrede, vi er stressede, vi er momentvis lykkelige. Og det er altsammen en del af det at være menneske. Det skaber så dårlig samvittighed, hvis målet er at være rolig og glad hele tiden. Det orker man jo ikke. Og som Elisabeth siger: man gider jo for fanden heller ikke være venner med sådan en person.

Det gik op for mig for en måneds tid siden (i forbindelse med at jeg faldt over video’erne med Pema Chodron), at jeg hele mit liv har haft dårlig samvittighed, når jeg har været trist. Jeg har set det som en fejl, et svaghedstegn, noget forkert som skal fixes. Det har ikke været ok at være trist, hvilket, jeg tror, bare har gjort mig endnu mere trist.

Vi skal blive bedre til både at acceptere vores egen tristhed, og også andres. Tristhed er ikke noget, der skal fjernes, det er en del af livet. Og det er ikke altid hjælpsomt at komme med gode råd, nogle gange er det meget bedre at anerkende, hvordan ens ven eller familiemedlem har det og bare lytte og være der og sige “det forstår jeg godt”.

Store, venlige kæmper

Træer så store, at man næsten vælter bagover, når man vender blikket opad for at se toppen af dem. Gamle, kloge, smukke træer, ældre end man kan forestille sig. Nogle af dem fra før vores tidsregning. Man taber vejret lidt, når man går rundt i denne her urskov af bregner og store, venlige kæmper.

Vi overnattede i et AirBnb i Crescent City, Californien med tre menneskevenlige (læs: lækkersultne) geder som vores værter (de rigtige værter var i Myanmar). Der var to andre gæster, som vi spiste morgenmad med inden vi begav os ud i naturreservaterne, og den ene af dem var en ældre gråhåret kvinde som lignede Patti Smith(!). Ville ønske jeg havde et billede af hende. Vi havde den fineste snak om livet og hun snakkede langsomt og blidt, og virkede skrøbelig og ekstremt stærk på samme tid. Hun havde som ældre besluttet sig for at følge sin livslange drøm om at melde sig ind i “Peace Corps”, og rejste to år til et land i Afrika (kan ikke huske hvilket). En fin påmindelse om, at det aldrig er for sent, og at alle ens drømme ikke behøver at blive opfyldt nu. Man har faktisk et helt liv.

Vi kørte af en hullet, smal grusvej ind i midten af Jedediah Smith Redwoods tidligt om morgenen. Det var første dag i en uge uden regn og solen begyndte så småt at kigge frem, mens morgentågen lettede. Første stop var Scout Grove loop trail. En lille vandring som ikke tager mere end en halv time.

Inde midt i Jedediah Smith Redwoods er hovedattraktionen Boy Scout Tree Trail. Og Boy oh boy! Det er et trail hvor man går ud og tilbage samme vej, og vi gik alene hele vejen ud. Eller det vil sige, vi gik næsten hele vejen ud, for der blev meget mudret, og vi ville gerne nå et andet reservat samme dag (typisk optimistisk planlægning), så vi vendte om inden vi nåede hele vejen frem til vendingspunktet.

På tilbagevejen mødte vi flere forskellige vandrere som spurgte “Did you see the waterfall?” og “How was the Boy Scout Tree? Wasn’t it AMAZING?”. Viste sig selvfølgelig, at der var et 2.500 år gammelt EPIC TREE, som vi ikke fik set.

Fortryder selvfølgelig, at vi ikke gik hele vejen, men så alligevel. Det var en fuldstændig magisk oplevelse at gå igennem denne her skov. Der var så stille og råt og følelsen i kroppen var ubeskrivelig. Stoppede op og trak vejret dybt flere gange og forsøgte at gemme oplevelsen et trygt sted.

En vandsmagsprøve.

Vi spiste frokost i Snack Shack (burgers ‘n’ fries, but of course) og snakkede med et amerikansk par, hvor den ene havde boet i Stockholm i hans ungdom, men stadig troede at København var Amsterdam… 🤷‍♀️

Optimistisk tænkte jeg vi liige kunne nå en vandring i Prairie Creek Redwoods State Park inden vi skulle køre videre mod vores overnatningsstop. Jeg spurgte om hjælp i informationen til 1-1,5 times hikes, og den søde dame udpegede nogle trails på et kort, og så gik vi ellers afsted. Endte selvfølgelig med at overtale André til at gå bare liidt længere. 2,5 time senere… Var en sindssygt fin vandring dog, men hvis man har tid til det ville jeg nok bruge to dage til at udforske reservaterne. At vandre 25 km i kuperet terræn var mere end rigeligt for en dag.

Jeg vil huske skovens råhed og ro for evigt. Der er få ting, der kan få mig til at føle mig så ydmyg som stor natur.

Next up: Omvejen fra helvede, Sonoma og San Francisco.

Jeg er nu virksomhedsejer

Har netop færdiggjort registrering af min virksomhed, og det føles så godt! Fejrer med kaffe og en croissant (som desværre viste sig at have ligget lidt for længe i fryseren, øv).

Da jeg sagde mit job op i januar havde jeg ingen anelse om, at det ville tage fire måneder før jeg kunne kalde mig virksomhedsejer, men sådan er livet. Min krop har råbt nej og gjort mig opmærksom på, at jeg ikke var klar, men nu føler jeg endelig, at jeg er ved at være et godt sted. Det går stadig op og ned, men jeg kan endelig sige, at jeg er glad. I øjeblikke sådan helt ind i knoglerne. På den måde hvor jeg nogle gange cykler hjem fra et godt møde og ikke kan lade være med at smile, fordi det bobler indeni.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke igen at havne i en situation, hvor jeg føler mig helt tom indeni. Hvor al lyst og livsglæde er forsvundet, fordi jeg er gået så meget på kompromis med mig selv, at der ikke er mere tilbage.

De sidste par uger har det kun været spørgsmålet om, hvad virksomheden skulle hedde som har holdt mig tilbage, men det har også virkelig været svært at bestemme sig. Ville gerne have et navn, der ikke var for specifikt, så virksomheden kan udvikle sig i takt med, at jeg udvikler mig. Her i starten kommer jeg primært til at beskæftige mig med digitalt design og branding, men drømmer om at udvikle nogle af mine interesser, som fotografi, illustration og at skrive, så det måske også kan blive en del af min virksomhed. Endte med en kombination af mit efternavn og studio. Jeg var først i tvivl om studio, men nu kan jeg virkelig godt lide, at det minder mig om at være legende og nysgerrig. SKOV Studio hedder det altså.

Jeg har allerede to rigtigt sjove identitetsopgaver, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere. Og hvis I kender til et godt kontorfællesskab, så sig til? Jeg er på udkig. 🙂

Mit nye træningscenter

På romaskinen i går sad jeg ved siden af en ældre kvinde, som duftede lidt af bedstemor. En far-lignende type stod på en elliptical trainer i kortærmet hawaii-skjorte, shorts og fodformede sandaler. En mor og datter konditionstrænede med deres barn/barnebarn chillende i sin autostol. Et par ældre herrer fik sig en pause og en samtale, mens de støttede sig til deres stokke. Og jeg blev helt rørt over, hvor usædvanligt det er at se en så varieret gruppe af mennesker træne sammen i et træningscenter.

Jeg har de sidste mange år været medlem i Fitness World og har været så umotiveret og træt af konstant at blive konfronteret med plakater med titlen “Er du klar til sommer?” med tynde, muskuløse modelpiger, der har sveddråberne løbende ned over vaskebrættet og en proteindrik i hånden.

I mit nye træningscenter er der ikke fokus på skønhedsidealer og bikini-kroppe, men derimod at træne sig til kroppe som er stærke og sunde. Kroppe der kan noget. I mit nye træningscenter smiler man til hinanden og kigger hinanden i øjnene, når man passerer hinanden. Det er helt ok at spørge om hjælp, hvis man er i tvivl om noget. Og man siger “hej” når man møder op til hold eller bare har valgt et skab ved siden af hinanden. Hold kæft, hvor er det fint.

Oregon’s vestkyst

8-oregon-cliffs

Det var som en drøm at køre ned langs vestkysten i Oregon. Fyrretræsskove med de største træer som vælter ned mod havet, vulkanstrande, tåge og havgus, regn og blæst.

Drømmen for mig er at bo et sted med både hav og bjerge, hvilket kan blive lidt svært i Danmark. Men så har jeg en undskyldning for at rejse ud i verden.

1-cannon-beach-dogs-3

Cannon beach ligger 40 min syd for Astoria og er en strand med en enkelt meget markant klippe ude i havet.

1-cannon-beach-dogs-2
1-cannon-beach-dogs

De her hunde havde en fest (jeg er så hundeskruk, at hvis muligheden byder sig, ved jeg ikke, om jeg kan holde mig fra at adoptere en…).


oregon-volcano-beach

Vi kørte strækningen over to dage med en overnatning i Newport, og der var så mange steder på vejen som tog vejret fra en.

2-oregon-coastline-white-sand

2-oregon-windy-rocks

Det blæste så meget her, at man kunne læne sig mod vinden uden at falde.

oregon-forest

En kort vandretur for at strække benene, blandt høje tynde træer.

3-seagulls

3-harbour

En hurtig kop kaffe på en virkelig fin lille havne-diner. Maden så rigtig god ud, så det var lidt ærgeligt, at vi allerede havde spist frokost.

oregon-coast
oregon-coastline

oregon-sisters-rock

Færøerne i Oregon? Klippen hedder Sister’s rock.

Ugens Oprah #3 – Maya Angelou

Ugens klip er med Maya Angelou. Hun var en amerikansk poet, forfatter og aktivist i borgerrettighedsbevægelsen. Hun er så sød og klog i det her klip. Vil have hende som min bedstemor? Hun var Oprah’s store mentor og døde i 2014, 86 år gammel.

Jeg vil så gerne læse noget af det hun har skrevet, er der nogle af jer som har læst noget I kan anbefale?

Fredagens soundtrack er desuden det nye Slowdive album (jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det endnu, elsker singlen Star Roving) og denne her klassiker:

God weekend! I morgen kommer der billeder fra Oregon’s vestkyst.

Astoria, Oregon

Efter Portland og vores vandfaldsudflugt kørte vi mod Astoria, Oregon for en enkelt overnatning. Astoria er en lille hipsterdrøm af en by placeret på USA’s vestkyst, hvor Columbia River møder Stillehavet. Her er alt hvad man har brug for, såsom smukke villa villakulla’er, et filmmuseum, bryggeri, hyggelige caféer og diverse små specialbutikker. En af de der byer, man drømmer om at tage med hjem og slå sig ned i sammen med alle sine venner.

Vi ankom om eftermiddagen og couch-surfede hos Ivan Sultan (fedeste navn jo?!) og hans tykke kat Leo. Ivan var den mest gæstfrie og venlige vært, som tog os med ud og spise sygt god pizza og øl på Fort George om aftenen.

Regnen og tågen fulgte trofast efter os fra Portland, men vi trodsede vejret og gik en tur rundt i byen om morgenen.

Når selv skraldespandene er smukke, så er der ingen tvivl om, at man kan høre hjemme som den æstetiker man nu engang er.

Vi spiste morgenmad på Street Fourteen Café og det var godt, men også for dyrt. Hvis du kommer forbi Astoria ville jeg nok prøve Columbian Café i stedet, den var jeg i hvert fald lidt lun på.

Der er efter sigende en del film, som er indspillede i Oregon, så de har deres helt eget lille filmmuseum i det gamle fængsel.

Hvor fint er det ikke med instrument-reparationsbutik i en lille bitte by på USAs vestkyst? Så sødt jo.

Next up: Oregon’s vestkyst og Newport

Fordi jeg har lyst

Der er flere gange i løbet af mit arbejdsliv, hvor kolleger har spurgt mig, om jeg har et sideprojekt, noget jeg gør kun for min egen lyst og kreativitet. Det spørgsmål har givet mig en knugende fornemmelse i maven, for jeg har på ingen måde haft overskud til det, da det har taget al min energi at forsøge at navigere i mit arbejdsliv.

Jeg kan knapt nok huske, hvornår jeg sidst arbejdede med et projekt, og syntes det var ægte sjovt. Og jeg er stadig i tvivl om, hvad mit arbejdsliv skal bestå af, og om jeg nogensinde kommer til at trives med det, jeg har arbejdet med de sidste fem år. Selvom jeg ved, at jeg er rigtig god til det.

Meget lidt af det jeg laver for tiden er gennemtænkt eller velovervejet. Jeg forsøger for første gang i lang tid bare at gøre, hvad jeg har lyst til, og jeg har ingen anelse om, hvor det skal lede mig hen. Som denne her blog for eksempel. Nogle gange krummer jeg tæer over, at jeg har en blog. Mig – en blog? Det føles jo helt ærligt som om blogtoget er kørt.

Men den primære idé med denne her blog er at finde tilbage til, hvad jeg synes er sjovt. Og at undervejs på den rejse, at forsøge at formulere nogle af de tanker jeg går rundt med. Primært for min egen skyld. Og når jeg husker på, at jeg gør det her for mig uden nogen plan eller et mål, så er det faktisk virkelig sjovt? Jeg tror, det er første gang i fem år, jeg har et projekt som udelukkende er lystdrevet. Og hurra for det. At I læser, og giver udtryk for, at I får noget ud af det, er bare en bonus (og selvfølgelig en god en af slagsen).

For tre uger siden var jeg længere nede, end jeg har været på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Og i denne her uge har jeg haft det bedre, end på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Det er så skørt med denne her rutsjebanetur. Men de sidste par uger har jeg prøvet endelig at acceptere, at det her år kommer til at være et af de mere forvirrede i løbet af mit liv. Og at det er ok at være forvirret og famle sig frem. At erkende, at jeg er forvirret og off track i stedet for at kæmpe mig stædigt fremad i et arbejdsliv, der grundlæggende har føltes helt forkert, er måske noget af det stærkeste, jeg har gjort i mit liv.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange der har henvendt sig til mig med deres historier om både stress og depression. Det er overvældende. Min veninde delte denne artikel med mig for nogle uger siden, og jeg føler den handler om mig. Måske handler den også om dig?

Ugens Oprah #2 – Oprah Winfrey

Der er to måder at gøre det her på. Den lange version for oven (den er en hel time, I know 😛), eller højdepunkterne i mindre klip herunder. Hvis du har en time at give til den lange version, er den godt givet ud, men jeg så også selv de korte klip først.

Det sidste klip er min klare favorit. Har haft det bogmærket i flere måneder med titlen “Oprah siger det”.

Nem forårspasta med ramsløg, vild purløg og guldstjerne

Det er højsæson for at plukke vilde forårsurter, så vi var i Søndermarken for nogle uger siden for at plukke ramsløg (André er seriøst besat af ramsløg). Ved samme lejlighed fandt vi både vild purløg og almindelig guldstjerne. Hvis du er interesseret i vilde urter, kan jeg anbefale at følge Niki Sjölund aka Neonatur på instagram. Han plukker til de svenske restauranter og har masser af gode tips.

Vores høst blev til verdens måske nemmeste pastaret, som kan smides sammen på 15 min.

Ingredienser, 2 pers
180 g pasta
75 gram cream cheese
Fintrevet skal fra en halv citron
Citronsaft efter smag
Ramsløg, vild purløg, guldstjerne eller andre friske forårskrydderurter
Salt
Peber
Asparges, zuchini, grønne bønner eller andre grønne grøntsager

Sæt pastaen til at koge. Bland cream cheese, citronskal, citronsaft og hakkede krydderurter i en skål, hvor der også er plads til pastaen. Smag til med salt og peber. Steg grøntsagerne i en rigtig varm pande, så de får godt med farve, men beholder sprødheden.

Når pastaen er al dente sies vandet fra, og den vendes sammen med cream cheese blandingen og grøntsagerne. Færdigt på max et kvarter.


Ramsløg kan forveksles med liljekonvalj, da de ligner hinanden lidt. MEN det er altså meget svært at gå galt i byen efter min mening, da ramsløg lugter virkelig stærkt af hvidløg, så man behøver slet ikke være så nervøs.

Vild purløg faldt vi over helt tilfældigt. Det ser ud som og lugter af purløg.

Almindelig guldstjerne. Pynter rigtig fint i en salat eller en pastaret. Smager friskt og let af løg (på svensk hedder den vårlök).