Ugens Oprah #2 – Oprah Winfrey

Der er to måder at gøre det her på. Den lange version for oven (den er en hel time, I know 😛), eller højdepunkterne i mindre klip herunder. Hvis du har en time at give til den lange version, er den godt givet ud, men jeg så også selv de korte klip først.

Det sidste klip er min klare favorit. Har haft det bogmærket i flere måneder med titlen “Oprah siger det”.

Nem forårspasta med ramsløg, vild purløg og guldstjerne

Det er højsæson for at plukke vilde forårsurter, så vi var i Søndermarken for nogle uger siden for at plukke ramsløg (André er seriøst besat af ramsløg). Ved samme lejlighed fandt vi både vild purløg og almindelig guldstjerne. Hvis du er interesseret i vilde urter, kan jeg anbefale at følge Niki Sjölund aka Neonatur på instagram. Han plukker til de svenske restauranter og har masser af gode tips.

Vores høst blev til verdens måske nemmeste pastaret, som kan smides sammen på 15 min.

Ingredienser, 2 pers
180 g pasta
75 gram cream cheese
Fintrevet skal fra en halv citron
Citronsaft efter smag
Ramsløg, vild purløg, guldstjerne eller andre friske forårskrydderurter
Salt
Peber
Asparges, zuchini, grønne bønner eller andre grønne grøntsager

Sæt pastaen til at koge. Bland cream cheese, citronskal, citronsaft og hakkede krydderurter i en skål, hvor der også er plads til pastaen. Smag til med salt og peber. Steg grøntsagerne i en rigtig varm pande, så de får godt med farve, men beholder sprødheden.

Når pastaen er al dente sies vandet fra, og den vendes sammen med cream cheese blandingen og grøntsagerne. Færdigt på max et kvarter.


Ramsløg kan forveksles med liljekonvalj, da de ligner hinanden lidt. MEN det er altså meget svært at gå galt i byen efter min mening, da ramsløg lugter virkelig stærkt af hvidløg, så man behøver slet ikke være så nervøs.

Vild purløg faldt vi over helt tilfældigt. Det ser ud som og lugter af purløg.

Almindelig guldstjerne. Pynter rigtig fint i en salat eller en pastaret. Smager friskt og let af løg (på svensk hedder den vårlök).

Portland, Oregon

DSC00506

Det er svært at føle, at livet er meningsløst, når man kører fra nord til syd på USAs vestkyst, og hver dag fyldes ud med at spise godt og kigge på noget af det smukkeste natur, jeg har set i mit liv. Jeg oplevede for første gang i lang tid glimt af inspiration, og fik spirende idéer til projekter, jeg drømmer om at føre ud i livet.

Nu har jeg været hjemme igen i en måned, og den velkendte trykken over brystet og åndedrætsbesværet melder sig jævnligt på banen. Og jeg må erkende at tre uger i USA ikke var kuren, som jeg havde håbet. At følelsen af frihed og klarhed jeg havde, mens jeg var der, i første omgang ikke fulgte med hjem. Av. Når det er sagt, er det virkelig bekræftende at vide, at der er lyst, som ligger derinde og lurer et sted. Og mens vi venter på at inspirationen indfinder sig, kan jeg jo passende dele lidt billeder fra turen, mens jeg sidder herhjemme og lytter til Drake, hvis nyeste album altid vil minde mig om at cruise gennem USA.


Vi fløj til Portland som det første. Jeg har villet besøge byen i rigtig mange år, måske på grund af Portlandia? Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvornår fascinationen startede. Men der er rigeligt der tiltaler mig, som by-slogan’et “Keep Portland weird”, foodtrucks, hipstercykler, vægmalerier, nørdede kaffebarer, craft beer og god mad.

Det regnede non-stop i de tre dage vi var der, og vi havde jetlag, så det var noget af en grå og mentalt tåget oplevelse. Jeg kunne virkelig godt lide byen dog, og tænker at der er helt fantastisk om sommeren. Vi købte dagsbilletter til offentlig transport, så vi kunne udnytte busnettet og køre gennem byen på kryds og tværs. Elsker at sidde og kigge på de lokale, overhøre samtaler mellem passagererne og bare opleve byen gennem busvinduet.

Nogle af højdepunkterne for mig var at bladre i bøger hos Powell’s Books, hvor jeg blandt andet købte denne bog, at vandre langs Mississippi Avenue, på Hawthorne Street og i China Town og kigge i diverse specialbutikker, og så ville jeg ønske, jeg kunne spise sliders og mac ‘n’ cheese fra Tasty ‘n’ Sons all day, every day.

Når nu man går og kæmper mod jetlag er det heldigt, at Portland er fyldt til randen med kaffebarer og coffee roasters. Vi var blandt andet forbi Coava Coffee Roasters, Water Avenue Coffee og Stumptown Coffee Roasters, som alle anbefales. Et generelt rejsetip er faktisk at google “coffee roasters” i de byer man besøger og så tage til den nærmeste, købe en kaffe og spørge dem om tips til byen. De er typisk hipster-livsnydere, der kan anbefale gode spisesteder, kulturelle arrangementer og ikke mindst andre kaffebarer.

Søde og skøre huse over det hele, og jeg tog slet ikke nok billeder af dem.

Avalon har en gammel biograf, og vi flygtede fra regnen, købte popcorn og så Moana (se den!). Bagefter hang vi lidt ud i deres store hal med spillemaskiner. Drømmested!

Efter et par dage i Portland lejede vi bil og kørte en omvej til et naturområde mod øst. Her er Historic Columbia River Highway, der slingrer sig mellem mosklædte træer og klipper, over gamle broer, med en række betagende vandfald, der kan tage vejret fra en.

Smukke, smukke broer og mosklædte træer.

Denne her klippe?! 😳

Next up: Astoria og Oregon’s vestkyst.

Ugens Oprah #1 – Pema Chodron

Oprah er min heltinde. Det kunne jeg skrige fra en bjergtop. Den kvinde er så fuld af liv og klogskab og drivkraft, og alt det hun har opnået i hendes liv er så utroligt inspirerende. Efter jeg sagde op brugte jeg timer på at se Oprah-klip med spirituelle livsråd på Youtube. Elsker når hun siger “Ooh! That’s good.” til sætninger som giver hende et AHA-moment, og gør selv hende klogere på livet.

Denne uges Oprah er fra et interview med Pema Chodron, en tibetansk nonne, som jeg faldt over i weekenden (ej, men det er så føle-agtigt, jeg ved det godt, men prøv at se dem, der er nogle rigtigt fine budskaber at hente).

¨

The Do-it-yourself Guide to fighting the Big Motherfuckin’ Sad

I en drøm af en boghandel i Portland (mere om USA kommer) faldt jeg over en lille orange bog med ovenstående fængende titel. Den er på 60 sider og man kan læse den på en eftermiddag. Nu har jeg slugt den to gange og overvejer altid at have den i tasken, så jeg lige kan læse et par sider, hvis det føles tungt.

Der er så mange peptalk-oneliners og livsråd.

Denne sætning er virkelig blevet hos mig efter anden gennemlæsning. Fik et Oprah-aha-moment af at læse det (mere om mit forhold til Oprah bliver uundgåeligt et tema her før eller siden). “There’s no meaning of life but there is meaning and life, and it’s there waiting for you”. Oh man.

Hvis du har en ven, som har det svært, så prøv at tænke på ovenstående.

Jeg har fundet bogen på Amazon og skal bestille nogle ekstra eksemplarer, samt to supplerende mini-bøger forfatteren Adam Gnade også står bag. Bor du i København og vil du have et eksemplar med? Så laver jeg gerne en samlet bestilling. Den koster 50 kr og jeg bestiller på mandag.

Podcast-tip til en gåtur

Mit yndlings vægmaleri i København er det fine Inger Christensen digt. Går så tit forbi med en podcast i ørerne.

På det seneste har jeg lyttet til en svensk podcast, der hedder Framgångspodden, hvor forskellige succesrige (primært) svenskere bliver interviewet omkring deres tilgang til livet. Jeg synes selve interview-delen er rigtig interessant og inspirerende, men at indpakningen af podcasten er totalt over the top med storladen musik og overdreven præsentation af en amerikansk speaker. Jeg tror til dels, det er en joke, men det falder også lidt til jorden, når podcasten ellers er ret seriøs.

Oh well, det jeg ville frem til er, at jeg lyttede til et afsnit med Petter Stordalen i dag. En norsk milliardær som ejer en masse hoteller og har sygt god stil (please google ham). Et meget inspirerende afsnit. Petter er virkelig sympatisk og taler meget langsomt og tydeligt norsk.

Et opløftende citat, som ramte mig ekstra meget:

“Følg drømmen. Acceptér aldrig de mennesker, som siger, du ikke kan klare det. Hvis du ikke lykkes første gang, prøv igen. Og husk: verden er gået glip af ufattelig mange ting, fordi der var nogen som fik nogen til at give op. Så vær selv en som opfordrer andre til at lykkes. Kom med positive kommentarer, støt andre og de vil støtte dig.”

Og når Alexander spørger Petter om tips for at få et lykkeligt liv:

“Lev i nuet. Vær tilfreds. Hvis der er noget, du ikke er tilfreds med, så gør noget for at ændre det. Hvis du ikke er glad for din chef: sig op. Hvis du ikke er tilfreds med dit arbejde: sig op. Hvis du ikke kan lide kulturen på dit arbejde: sig op. Begynd noget nyt. Gør det du har lyst til. Hvis du har lyst til at blive kunstner, bliv kunstner. Jeg er sikker på, at din familie og dine børn vil sige: Følg din drøm!
De fleste mennesker ender med at brokke sig, når de arbejder et sted, som har en dårlig kultur. Quit more often!”

Petter siger i øvrigt, at det vigtigste her i livet er at arbejde for at efterlade planeten i lidt bedre stand, end man fandt den. Og at det ikke er så vigtigt præcis, hvad man laver, bare man husker at leve. Amen to that.

Jobnet 🙄

Ej men seriøst, hvordan holder I det ud, alle jer på dagpenge? Det er jo helt fucked. Frygtelige digitale løsninger og så skal man udføre præcis det samme flere gange. Som f.eks. at både jobnet og a-kassen vil have, at man opretter CV på deres respektive sider. På trods af, at a-kassen godt kan se mit CV på jobnet? Hvorfor kan man ikke bare linke til sin Linkedin profil? Ååååååh. 💩

Sidder seriøst og overvejer, om jeg overhovedet gider at søge om dagpenge. Det kan jo bare godt tage lidt tid inden jeg får freelance-arbejde, og jeg ved ikke hvordan min stress udvikler sig, når jeg starter op igen.

Tanken om sygedagpenge giver mig også ondt i maven, så lad os helst ikke snakke om det…

Nu er jeg arbejdsløs

Indtil nu har jeg været fritstillet i min opsigelsesperiode. Men i dag er det marts, det er “forår”, og jeg har besøgt jobnet for første gang i mit liv. 😬

Det er en lidt mærkelig følelse, må jeg indrømme. Jeg bryder mig ikke om at være arbejdsløs, og jeg er ikke vild med tanken om dagpenge. For det første fordi jeg gerne vil kunne klare mig selv, men også fordi jeg tænker, det er et demoraliserende miljø at befinde sig i. Et miljø hvor man skal overvåges og bedømmes. Håber lidt på, at jeg kommer til at kunne freelance fra april i stedet for.

Da jeg lige havde sagt op for halvanden måned siden, bestemte min mand og jeg os for at købe billetter til USA i en rødvinsbrandert. Nu er det på mandag vi skal afsted, og det føles som verdens bedste beslutning. Vi flyver til Portland og skal køre ned langs kysten med afstikkere ind i landet for at se Yosemite og nogle af de andre naturreservater. Så fra i næste uge kommer jeg til at spamme jer med billeder fra staterne. Har I nogle tips til vestkysten? Smid en kommentar! 🇺🇸🍔

Bonusinfo: Jeg har fået en ny skjorte til tøjbyttedag med mine veninder, og den får mig til at føle mig som barnet af en suffragette og en ismand. Det er jo alligevel ikke en helt dårlig kombination.

Nu kan foråret bare komme an

Jeg har købt forårs-t-shirt, lavendelneglelak og ny læbestift, så nu må foråret gerne indfinde sig. Ellers må jeg jo lade som om det allerede er her. Specielt på en sløv februar-mandag. Jeg skal til en massage her til formiddag, og ellers bare slappe af efter en intens social weekend.

Har I set det store Oscar fail fra i går, hvor La La Land blev udråbt til bedste film og først efter diverse glade ansigter og takketaler fik at vide, at det var Moonlight, der havde vundet i stedet? Whaaat. Det er fandme tarveligt og akavet. Har dog virkelig optur over, at Moonlight vandt! Og Jimmy Kimmels monolog var sjov.

Og se! Kirsebærtræerne i Assistens Kirkegård har fået forårsfeeling:

Alt kommer til at gå ad helvedes til

Billede fra William Kentridge udstillingen på Louisiana

I ugen efter jeg havde sagt op, var jeg fuldstændig høj på min beslutning. Det føltes så kraftfuldt at tage ansvar for min situation og turde springe ud i uvished. Jeg drømte om alle de fantastiske ting, jeg skulle fylde min tid ud med. Jeg ville tage på vandreture i ind- og udland, forbruge en masse kultur, rejse, lave egne kreative projekter. Idéen om at blive selvstændig var helt selvklar og tydelig.

Jeg havde en følelse af, at alt nok skulle gå. At den kreativitet jeg har savnet de sidste år, ville skylle ind over mig. Men samtidig var jeg også bevidst om, at den positive grundfølelse jeg havde ville gå over, og at følelsen af at alt kommer til at gå ad helvedes til var den naturlige opfølger til min optur.

And sure enough. Cirka halvanden uge inde i min nyfundne frihed kom angsten krybende. Det skete simultant med, at jeg var begyndt at tænke praktisk på min fremtid. Arbejde på mit portfolio, læse om at starte eget firma og drikke kaffe med potentielle samarbejdspartnere.

Det var tanker om, hvem fanden jeg tror, jeg er, og at det freelance-liv, jeg drømmer om aldrig kommer til at lykkes. Tanker der er grundet i frygt og skam. Tanker som er ulogiske, men føles meget overbevisende, når man samtidigt er midt i at takle en stress-reaktion. Der var bare ikke noget mentalt overskud at kæmpe imod med.

Så i et par uger i begyndelsen af februar eskalerede mine stress-symptomer ekstremt. På min 29-års fødselsdag var min mand og jeg ude og spise, og jeg sad i tre timer og hev efter vejret og havde ondt i brystet, selvom at jeg var i en situation som var 100% rar. Åndenødsbesvær er mit absolut værste stress-symptom. Når jeg føler, jeg skal gabe for at få nok luft ned i lungerne, og jeg ved, jeg ikke kan gøre andet end at vente på det stopper. Når jeg har lyst til at gå i panik og ved, at det er det værste jeg kan gøre.

Et par uger inde i denne her onde stress-spiral fik jeg endelig snakket med en psykolog, som bad mig om ikke at tænke på fremtiden de kommende par uger. Jeg måtte kun lave aktiviteter som gav energi og ikke sove mere end de 8-9 timer jeg ved, jeg har brug for om natten.

Nu er der gået to uger siden og de værste symptomer er forsvundet igen. Jeg sover bedre og kan trække vejret helt ned i maven. Min trykken for brystet er evigt tilstedeværende, men jeg håber på, at jeg også bliver den kvit på et tidspunkt. Angsten kommer stadig i glimt, men jeg kan lade den være og forsøge at acceptere den. Jeg lægger mig en halv time på sofaen og venter på, at den forsvinder, mens jeg læser lidt i en bog.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have at vide af en fagperson, at det er ok, at slippe karrieren i noget tid. Men jeg tror, det er fordi, det et eller andet sted er skamfuldt for mig at være blevet ramt af stress. Jeg har aldrig set det som et svaghedstegn, når mine kollegaer er blevet sygemeldt med stress (og tro mig, der har været skræmmende mange eksempler), men når det kommer til mig personligt, så har jeg en tendens til at slå mig selv oven i hovedet og tænke, at jeg burde være stærkere end det her.

Jeg er bevidst om, at den måde at tænke på er ulogisk, og at påstanden om at jeg er svag, er usand. Og mit valg om at offentliggøre min opsigelse og årsagen til den er en del af en personlig udviklingsproces for mig. For hvis man siger det, man skammer sig over højt, er min teori at skammen bliver mindre.

Den reaktion jeg har fået fra venner og gamle kollegaer har i hvert fald været meget positiv. Og det står helt klart, at jeg ikke er alene med mine tanker og oplevelser. Det er så befriende at opleve, at man godt kan være ærlig og sårbar uden at omverdenen kommer efter en.