Sarah Knight

Der foregår tonsvis i mit hoved, men jeg har svært ved at få det ned på skrift, i hvert fald i en form som er blogvenlig og relevant for andre end mig selv. Generelt har jeg været lidt i tvivl om bloggen på det sidste. Skal jeg fortsætte? Er der overhovedet nogle der læser med? Vil jeg have, at der er nogen der læser med? Eller er det på tide at holde mine private sager for mig selv?

Der var en der skrev til mig på instagram den anden dag og fortalte hvor glad hun var for bloggen, og hvordan den havde hjulpet hende til at tage springet og sige op på en dårlig arbejdsplads. Det blev jeg så sindssygt glad for at høre. Så giver det pludselig lidt mening, og det føles mindre som om at jeg råber ud i et tomt, mørkt internet. ♡

Indtil jeg selv lykkes med at skrive noget igen, kan I overveje at se Sarah Knights Ted Talk “The Magic of Not Giving a F***”. Den er god! Jeg lover.

☜ Lad mig vide, om du syntes om indlægget

Mel Robbins

For en måneds tid siden faldt jeg over en video med Mel Robbins på Youtube. Nu har jeg efterhånden set en del, og jeg synes hun er knivskarp. Jeg har i hvert fald fået mig nogle wake up calls og nogle nye måder at se min hjerne og mine beslutninger på.

Hendes primære budskab handler om 5-sekunders reglen, som er ret genial. I hvert fald hvis man er en person som jeg, der nemt lader sig distrahere og ofte tænker “jeg skal lige…” midt i, at jeg har gang i noget andet. Eller som en undskyldning for ikke at gå i gang med det, jeg egentlig har sat mig for.

Så her er en samling af fem video’er som stod ekstra ud for mig. Men der er en del flere at kaste sig over på Youtube, hvis de giver jer noget.

☜ Lad mig vide, om du syntes om indlægget

Blommer og overvejelser om karriereskift

Grød

Jeg kan spise morgenmad på alle tidspunkter af dagen. Grødsæsonen er officielt startet herhjemme på trods af endnu en hedebølge (som jeg stædigt ignorerer ved primært at være indenfor…), så det blev grød til frokost i dag.

Jeg er så heldig at være gift med en mand som er besat af at plukke diverse gratis råvarer, så vi har køleskabet fyldt med produkter lavet af selvpluksblommer og mirabeller fra byen. Grøden her er serveret med en syrlig blommekompot, creme fraiche og rød skovsyre. Og så fik den også en klat sød blommemarmelade med hybenrose, efter jeg tog billedet, da jeg indså, at det var en lidt rigeligt syrlig omgang uden.

I skabet i stuen står der patentglas med umodne grønne blommer, sukker og vodka. Vi drømmer om, at det bliver den mest velsmagende Umeshu – en japansk blommevin vi er ret vilde med. Vi skal bare lige vente et år, før vi ved om det bliver til noget…

Umeshu

Jeg har en masse energi i dag og har ikke engang fået mediteret endnu, fordi jeg hele tiden får idéer til, hvad jeg skal lave. Det er en mærkelig rutsjebane følelsesmæssigt for tiden. Jeg var helt nede og vende i går og så helt oppe i dag. Det er vist bare at forsøge at hænge på og få det bedste ud af dagsformen.

Jeg overvejer, om jeg skal skifte karrierebane fuldstændig. Tidligere på sommeren kiggede jeg på forskellige uddannelser, men trådte lidt væk fra det igen, fordi jeg på ingen måde havde overskud til de tanker. I dag googlede jeg så en af uddannelserne igen, og så at de faktisk har ledige pladser for studiestart i slutningen af måneden. Er det et tegn? Og kan man starte på en 4-årig uddannelse som 30-årig? Med to års SU-klip til rådighed?

Jeg har i hvert fald besluttet mig for at ringe til studievejlederen i morgen og høre, hvordan undervisningen er opbygget. Uddannelsesstedet ligger nemlig helt oppe ved Furesø, og for at jeg skal kunne få det til at hænge sammen økonomisk, ville jeg være nødt til at arbejde en del ved siden af. Og måske også købe en bil for at halvere transporttiden derop. Ved ikke helt om det er et øjebliks vanvid overhovedet at overveje det her, men nu lader jeg mig lige forføre for et øjeblik. Hjælp!

☜ Lad mig vide, om du syntes om indlægget

Nu er jeg klar til at snakke om det

Selfie

Jeg har været sygemeldt med stress i over en måned nu. Det er første gang, jeg officielt er sygemeldt med stress, og det var en grænseoverskridende beslutning at tage. Så grænseoverskridende at jeg skubbede mig selv alt for langt, og det krævede en seriøs snak med min læge og en stresscoach, før jeg kunne acceptere, at det var det der skulle ske.

Da jeg sagde mit job op tilbage i januar 2017 skammede jeg mig over at have stress, og jeg ville ikke sygemelde mig “officielt”. Det ville måske blive for virkeligt, hvis jeg gjorde det. Jeg skammer mig ikke på samme måde denne gang, for jeg forstår hvor nødvendigt det er, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke reagerede tidligere.

I januar og februar havde jeg det bedre med mit arbejdsliv, end jeg nogensinde har haft. Jeg underviste på min gamle skole i januar og i februar lavede jeg en designopgave, der passede mig perfekt. Men i starten af marts fik jeg sagt ja til et projekt, som viste sig at være en trigger for alle de gamle stress-symptomer. På tre dage var åndedrætsbesværet, smerten i brystet, mavepinen og gråden tilbage. Jeg nåede ikke engang at forstå, at det var på vej. Min krop husker så meget bedre end mit hovede.

Jeg har ikke fået det godt igen efter det. Gennem de sidste fire måneder har min krop bare fundet på nye måder at fortælle mig, at jeg skal stoppe op. Jeg har forsøgt at lytte. Ved at tage fri, tage til Bornholm og besøge min veninde, tage til Præstø og hilse på min mormors søster. Lave regler for mit digitale forbrug (skal nok komme med en update på, hvordan dét er gået). Gå ture, lave vejrtrækningsøvelser, bede om hjælp. Men det har ikke hjulpet, for det har ikke været nok.

Det er først inden for den sidste uge at svimmelheden og de søvnløse nætter er forsvundet. Hvordan jeg har det varierer fra dag til dag, nogle dage føler jeg mig stadig deprimeret og udbrændt, andre dage har jeg energi og lyst. Jeg har generelt svært ved at være steder, hvor der er mange mennesker, hvilket gør det udfordrende at være i byen (specielt i denne her varme), men jeg har bestemt, at det er helt ok at blive indendørs og drikke iskaffe og lave hvad jeg har lyst til. Der er ingen skam i at være en af dem, der længes til igen at kunne have strømper, jeans og sweater på.

Denne her gang skal være den sidste gang, jeg bliver syg med stress. Jeg har stadig ikke lært at tage mig selv alvorligt, og det bliver nødt til at ændre sig nu.

Jeg er i gang med et forløb hos en stresscoach, og det må næsten blive et indlæg for sig selv (hvis I kunne tænke jer at høre om det?), men den grundlæggende opskrift er en halv times moderat motion og en halv times meditation hver dag og at kun gøre de ting jeg har lyst til. Det er sværere, end jeg troede at lade mig styre af, hvad jeg selv har lyst til frem for, hvad jeg tænker jeg burde have lyst til eller hvad min familie eller venner foreslår. Men jeg tror, at jeg er begyndt at blive en lille smule bedre til det.

6

En digital udfordring i 21 dage

Jeg er stresset. Igen. Ved ærligt talt ikke, om jeg nogensinde kom af med det pis. I over en måned har jeg hver gang jeg sætter mig foran computeren haft svært ved at få vejret. Nogle dage så slemt, at jeg har måttet give op og gå hjem. Andre dage kan jeg presse mig til at få noget lavet, men prisen er, at jeg føler mig udbrændt og deprimeret, og har gjort i lang tid nu.

Jeg går så meget på kompromis med mig selv, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg vil eller har lyst til. Det har jeg ikke kunnet længe. Og jeg sidder lige pt med det mest komplekse projekt, jeg har arbejdet på som selvstændig. Jeg vil så gerne kunne lave det færdigt. Så lige nu prøver jeg at spørge andre om hjælp, så jeg ikke sidder med det helt alene. Og så sætte små delmål frem til sommeren. Lige nu skal jeg bare klare mig frem til et møde i næste uge. Så må jeg vurdere efter det, hvad det næste skridt er.

Jeg har i hvert besluttet mig for at forsøge at ændre på mine digitale vaner for derved forhåbentlig at frigøre lidt ro og energi. Her er mine regler for resten af juni:

1. Jeg må ikke logge på Facebook
2. Jeg skal slå notifikationer fra på Messenger
3. Jeg skal slette Snapchat
4. Min telefon må ikke komme ind i soveværelset
5. Jeg skal købe en clock radio, som skal vække mig med P1 hver morgen
6. Jeg må ikke checke min telefon den første time, efter jeg er stået op
7. Jeg må ikke checke mails før kl 12 hver dag
8. Jeg må kun checke Instagram fire gange om dagen. Om morgenen, ved frokost, efter arbejde og inden jeg går i seng.
9. Jeg skal slette mailappen på min telefon, så jeg kun checker mail på computeren
10. Min telefon skal altid ligge uden for rækkevidde, så jeg ikke kan tage den ubevidst op.

Give me strength.

Nogen der vil være med?

2

Ugens Oprah #9

Jeg famler mig stadig frem. Jeg siger ja til projekter, jeg ikke burde sige ja til, fordi jeg er bange for, at der aldrig kommer andet. Jeg er i en stressperiode, hvor jeg ikke kan mærke mig selv, og jeg er vred på mig selv over det. Så klippet herunder er lige dele provokerende, som det er inspirerende. For lige nu tror jeg ikke på, at jeg finder derhen, hvor jeg føler mig tilpas og tilfreds. Jeg håber dog på, at der alligevel kommer en dag, hvor jeg kan kigge tilbage på mit liv og sige, at jeg løste gåden omkring mit arbejdsliv.

Min virksomhed har fødselsdag

09 May 2018

Jeg har taget ekstra fint tøj på i dag for det er præcis et år siden jeg oprettede min lille en-kvindes virksomhed SKOV studio. Det har været et både fantastisk og udfordrende år på så mange måder. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det var blevet som jeg havde drømt om. Der er både ting der har overrasket mig positivt og negativt ved at være selvstændig. At arbejde solo er også noget af en konfrontation med ens egne styrker og svagheder. Men jeg fortryder ikke et øjeblik, at jeg tog springet, og jeg overvejer ikke at vende tilbage til en fastansættelse.

Det er specielt friheden og fleksibiliteten ved freelancelivet jeg elsker. Det sværeste er at vide, hvad man skal sige ja og nej til. Jeg har generelt været god til at sige nej til de opgaver som tydeligvis ikke var gode. Men der er mange opgaver som ligger i gråzonen, og den økonomiske usikkerhed gør nogle gange, at jeg kommer til at sige ja til noget, fordi jeg vil være sikker på at få penge ind på kontoen. Det ærgrer mig, og er noget jeg skal arbejde med fremover, så jeg ikke kæmper med en for presset kalender. Jeg vil have tid til at reflektere og lave egne projekter, og det har jeg ikke fået prioriteret.

Frem for alt vil jeg ikke blive stresset igen. Og det er lettere sagt end gjort, for jeg har stadig svært ved at mærke mine grænser og planlægge så fleksibelt, at jeg ikke bliver overvældet. Jeg vil blive bedre til at holde fri, når jeg holder fri, og arbejde når jeg arbejder. Mest det sidstnævnte for overspringshandlinger har jeg lavet lidt rigeligt af på det sidste (ups).

Heldigvis har jeg efterhånden arbejdet en økonomisk buffer op som burde gøre det muligt både at holde lang sommerferie og bare gøre lystfyldte ting i en periode. Er så taknemmelig (og stolt) over, at det er gået så godt som det er gået i mit første år. Håber på og arbejder for, at det skal fortsætte!

09 May 2018

Jeg har fejret dagen i dag med en gåtur i solen og frokost ved det smukkeste kirsebærtræ i Assistens Kirkegården.

09 May 2018

Købte luksusfrokost hos Selfish i Elmegade og en Københavnerstang til dessert på vej tilbage til kontoret. 😛

09 May 2018

Om et par dage er kirsebærblomsterne væk.

09 May 2018

Men heldigvis tager syrenerne over! Det her er den bedste tid på året.

09 May 2018

Fandt det her spionbillede på mit kamera, som min kontorskollega Lea har taget. Så fokuseret! Haha. Arbejder på et projekt for tiden, som kræver et fokus jeg har meget svært ved at fremmane uden at komme til at se sur ud.

Nu: ud i verden og fejre med middag på græsk restaurant med André!

Hurra for mig!

Maj, giv mig styrke

Vi er flyttet til en ny lejlighed for et par uger siden, og først vil jeg bare sige, at det er helt fantastisk. Vi har fået 33 ekstra kvadratmeter og fire vinduer med sol (luksus når man har boet i stuen i 10 år) uden den helt store månedlige udgiftsstigning. Har drømt om det her siden vi flyttede hjem fra Stockholm for fire år siden, og jeg havde ærligt opgivet, at det ville lykkes for en freelance designer og en fysisk skuespiller i dette håbløse københavnske boligmarked. Men så dukkede der pludselig et tilbud ind på mail via venteliste i en lille andelsforening, jeg havde skrevet mig op på for nogle år siden. Tre dage efter min 30 års fødselsdag var det den bedste fødselsdagsgave, jeg har fået i år.

Det betyder også, at vi har brugt uendeligt meget tid de sidste par måneder omkring køb og salg og maling af både lofter og vægge i hele vores nye lejlighed. Soveværelset blev endda malet to gange, fordi den farve vi malede først så helt forkert ud, da vi så den i rummet. Noooooo.

Så jeg er træt. Og det er svært at føle sig inspireret og motiveret, nu hvor jeg er kommet tilbage på kontoret. Stressen ligger og ulmer lidt, og i virkeligheden burde jeg bare holde fri og lade op. Det er i hvert fald det min terapeut har bedt mig om. Så jeg kigger på sommerhuse på Airbnb og drømmer om et par dage på landet. Helst ved havet. Kigger lige nu på langeland, og der er overraskende mange drømmehuse. Her er et lille udvalg:

Han er jo ikke din ven, vel?

Sidste år skulle jeg drikke en netværkskaffe med en perifær bekendt fra branchen. Inden havde jeg en snak med en veninde om, hvor meget jeg skulle fortælle om min situation. Skulle jeg fortælle, at jeg havde sagt op på grund af stress? Skulle jeg fortælle, at jeg holdt fri, fordi jeg egentlig burde være sygemeldt?

Min veninde argumenterede stærkt for, at jeg skulle fortælle den pæne side af historien og sagde “han er jo ikke din ven, vel?”. Det er uden tvivl nemmere at fortælle en historie om, at man lige tager et par selvbetalte måneders pause med en indbagt roadtrip til USA for lige at finde ud af, hvad næste skridt er.

Jeg har tænkt meget over den sætning siden da. For nej, han er ikke min ven. Men skal vi kun være sande mod os selv over for dem, der kender os godt? Jeg tror, det skaber en masse rod, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi går og sammenligner vores eget indre med andres ydre, og fortæller den “gode historie” for ikke at være svage eller til besvær. Men det er også noget af et pres at lægge på os selv og andre at skulle være ovenpå hele tiden.

Jeg tror det, jeg havde sværest ved i mit arbejde på bureau, var det sociale spil. Nogle gange var det ligesom at gå i folkeskolen og forsøge at mase sig in i den seje klike. I den mandsdomineret bromance kultur, der har været de steder jeg har arbejdet, er det ikke nemt at komme ind i de seje 30+ fyres klub. Man skal helst ryge, så man bliver inviteret med op på tagterassen i rygerklubben og kan overhøre chefernes insiderviden om nye, fede projekter, som man så kan lægge billet ind på. Hvis man går med op alligevel føler man lidt, man er et forstyrrende element i en etableret orden.

Problemet for mig er, at jeg oprigtigt gerne vil være venner med mine kollegaer. Det handler både om, at jeg er typen som helst vil have at alle kan lide mig, men også at jeg faktisk godt kan lide de fleste andre mennesker. Det er måske naivt at tænke, at man kan være venner med sine branchekolleger, men jeg synes så sandeligt også, det er ærgerligt, hvis man ikke kan være det. Jeg har i hvert fald taget et aktivt valg i mit liv om at hellere være naiv, ærlig og uperfekt, end at forholde mig mistroisk til verden.

Mit sidste år i tyverne

DSC00327

Jeg kan blive helt rundtosset af at tænke på alt der er sket i mit sidste år i tyverne. Lige inden min 29 års fødselsdag for et år siden, sagde jeg mit job op midt i et angstanfald på arbejdet. Resten af vinteren og det første af foråret gik udelukkende med at lære at trække vejret ordentligt igen.

Jeg har været mere forvirret end nogensinde, jeg har skammet mig over min egen uformåenhed. Men jeg har også forsøgt at tale skammen ihjel. Jeg har delt mit inderste med alle som ville lytte, og det har været det mest frygtindgydende, men også det stærkeste.

I midten af februar for et år siden tilbragte jeg nogle dage alene i sommerhus i Nordsjælland. Det var vådt og gråt og ensomt. Jeg skrev mit første blogindlæg “Når det ikke bliver, som man har tænkt sig”.

DSC00347-1

Et par uger efter skrev jeg om skammen og følelsen af at alt kommer til at gå ad helvedes til.

DSC00058

Jeg havde svært ved at komme ud af sengen og sofaen, men tvang mig selv til at gå ud mindst en gang hver dag. Satte podcasts på for at tankerne ikke skulle fylde for meget, og gik forbi Inger Christensens digt på Nørrebro som virkede beroligende.

DSC00506

At vi havde købt billetter til USA i en rødvinsbrandert i januar viste sig at være den bedste beslutning. En hverdagsflugt var meget tiltrængt i marts (se evt under kategorien Rejser).

oregon-coast

Jeg ville ønske, at vi kunne tage på denne rejse om og om igen. Også selvom jeg måtte erkende, at det ikke var nogen helbredelse af alt der var svært, da vi kom hjem igen i april, hvor jeg havde en af de værste nedture på året. En nedtur der var nødvendig for at komme op igen.

Redwoods

I slutningen af april kom jeg i gang med træningen igen i verdens bedste træningscenter. Og i starten af maj startede jeg min egen virksomhed.

syren

Den sidste halvdel af maj var jeg lykkeligere, end jeg har været i flere år.

29-bedste-ven

Jeg var i Stockholm og besøge André som arbejdede der hele måneden og mødes med gamle kollegaer.

09-rosendal-blomster

I juni blev jeg selvstændig på fuld tid og oversatte en svensk artikel om hvorfor de bedste medarbejdere siger op.

01-budapest

Og vi fløj til Budapest for at spise chicken paprikash og besøge gamle spabade. Jeg skrev en miniguide til byen.

I juli skrev jeg et indlæg om “Mænd mod voldtægt” inden #metoo var en ting.

00-hammershus

I august var vi på Bornholm og jeg skrev noget om at forsøge at acceptere, at jeg stadig var forvirret over mit arbejdsliv.

efterarsblomster-4

Jeg bød efteråret velkommen og skrev om at forsøge at leve et rodet liv med alle følelserne.

I september loggede jeg ud af Facebook og fik avisabonnement.

DSC03546

Vi rejste til Apulien i Italien i slut september/start oktober med Andrés ene søster og hendes kæreste, og det var magisk som Italien altid er for mig.

Resten af 2017 blev jeg nødt til at glemme bloggen for en stund og fokusere på nogle krævende freelanceopgaver og et privatliv, der mildt sagt var kaotisk og svært. Men 2018 er startet med overskud, og jeg er så småt i gang med skriveriet og billedredigeringen igen og får endelig afsluttet berettelsen fra Italien (se under rejser).

Camilla Skov

I fredags vågnede jeg på hotel Astoria og var 30 år. Jeg havde den bedste fødselsdag man kan tænke sig. Fejrede med André og venner, uendelige mængder naturvin (av), tapas og livets dansegulv.

Jeg har aldrig følt mig stærkere, sundere og mere tilfreds end jeg gør lige nu, og det er helt fantastisk.

Jeg ved med mig selv, at den selvsikkerhed kommer i perioder, og at jeg ligeså godt kan føle mig elendig igen om en uge, så jeg prøver at nyde det i fulde drag, så længe det varer. This too shall pass er mit mantra i livet, og det hjælper med til at være taknemmelig for de gode og acceptere de dårlige perioder.

Det der er helt sikkert er, at jeg kender mig selv bedre, end jeg nogensinde har gjort. Jeg er meget mere accepterende over for mine svagheder, end jeg har været før. Også selvom jeg på ingen måde er perfekt eller afbalanceret. Jeg er så sindssygt stolt over de valg, jeg har taget i mit liv det seneste år, og lige nu er jeg gladere for mit arbejdsliv, end jeg turde drømme om at være. Hurra for et nyt årti!