Snart er det efterår, og jeg elsker det

I søndags cyklede jeg til Landbohøjskolens Have for at se, hvordan blomsterbedene ser ud for tiden. Solen skinnede, men det var friskt i luften, og jeg tænkte på, at det snart er sweatertid.

Denne tid på året er min bedste tid. Hvor alt blomstrer over og luften er frisk, og jeg kan have en striktrøje på, når jeg cykler til kontoret om morgenen. Sommeren stiller så store krav til lykke og solskin, og jeg er typen som bedst kan lide at sidde i skyggen og bestemt ikke formår at være lykkelig hele tiden.

Det tidlige efterår er lidt mere tilgivende. De solrige dage er som bonusser, som man ikke tager for givet, og den friske luft gør godt. Det er som en nystart men uden de samme forventninger som det nye kalenderår bringer.

Kalenderen er så småt ved at blive fyldt op med opgaver for september, og det er så dejligt fortsat at blive bekræftet i at livet som selvstændig godt kan lade sig gøre.

Jeg læste denne artikel den anden dag, som jeg vil anbefale. Den handler om at acceptere alle følelserne, som jeg også har skrevet om her tidligere.

At vores liv ikke skal optimeres, så vi kan blive lykkelige. Balance og et lykkeligt liv er idéer vi skal opgive, da det bare gør os ulykkelige at stræbe efter det. Vi kan absolut opleve det i øjeblikke, men ikke på kommando.

Vi skal stadig forsøge at ændre de dele af vores liv, der ikke fungerer og som gør os direkte ulykkelige. Vi skal have modet til at sige vores arbejde op, og til at forlade en destruktiv relation.

Men vi skal ikke tro, at vi kan ændre vores liv på en måde, der gør os rolige og lykkelige. Uanset hvad er livet rodet og komplekst og fyldt med uretfærdigheder. Livet som selvstændig er for eksempel ikke lykkeligt og angstfrit, tværtimod, men samtidig har jeg aldrig været gladere for mit arbejdsliv.

Jeg vil hellere leve det rodede liv med alle følelserne, et liv hvor jeg tør noget, end et enkelt og trygt liv. Det skal jeg skrive mere om, når jeg er klar til det.

Med alt det sagt vil jeg snart begive mig ud i solen og drikke et glas naturvin. Livet som selvstændig!

Jeg er så stolt af mig selv i dag

Jeg sidder herhjemme med stribede pyjamasbukser på, en Ben & Jerry’s Half Baked (all time favourite) og min computer, og nyder min fredag aften.

Jeg spiste en hjemmebagt surdejsbolle fra fryseren og røræg til aftensmad, fordi jeg ikke gad hverken handle eller gå ud og købe take-away, efter jeg endelig fik taget mig sammen til at gå i bad efter hård fredagstræning. Og så har jeg lige fundet ud af, at der ikke er mere toiletpapir, og jeg har kun en halvtom køkkenrulle tilbage. Næste skridt er at jeg må tørre mig med ikea-servietter. Classy friday all in all.
(Jeg kan trods alt glæde mig over, jeg fik flettet “hård fredagstræning” ind.)

Jeg har tidligere skrevet om et projekt som har været ret angstfyldt her på bloggen. Jeg havde en deadline på en levering på det i slutningen af juni, og jeg nåede aldrig at blive tilfreds med det, inden jeg skulle sende det afsted.

Nu har der været sat pause på det hen over sommeren, fordi både min kunde og jeg har været på ferie. Men i mandags startede vi op igen med et videomøde, hvor vi snakkede om leveringen fra juni, og hun virkede glad og tryg ved både mig og processen. Det føltes godt at komme i gang igen, den halvanden måneds pause var præcis det jeg havde haft brug for.

Har arbejdet med projektet onsdag, torsdag og fredag i denne uge og har fået et freakin’ gennembrud. Lige nu føler jeg, at det er noget af det bedste, jeg har lavet. Konceptuelt, æstetisk og strategisk spiller det bare. SÅ STOLT.

Jeg vil gerne holde resultatet for mig selv, til det er helt færdigt (og min kunde har set det), men jeg kan sige så meget, at det er en identitet til en arkitekt i Sydney, og så kan jeg dele min inspiration til projektet så længe som en lille teaser:

Fint hva?

Men der er også noget andet jeg er stolt over: At jeg sagde nej til et projekt i dag, fordi jeg ville tjene for lidt på det i forhold til, hvad mine kompetencer er værd. Og fordi min mavefornemmelse råbte nej. At det ville blive et komplekst og tidspresset projekt, som under alle omstændigheder ikke ville være indsatsen værd. Jeg forudså, at det at sige nej ville blive noget af det sværeste ved at være freelancer, men det er faktisk også noget af det bedste.

Rigtig god weekend allesammen ♡

P.S. Næste fredag er jeg nødt til at drikke fredagsøl/vin med nogen for at gøre op for denne mere afslappede afslutning på arbejdsugen.

Ugens Oprah #8 – Caroline Myss

Er så ubeskriveligt glad over at denne uge er ovre. Stressen nåede virkelig nye højder pga usikkerheden i det projekt jeg arbejder med. Men jeg nåede min deadline og fejrede med hawaii pizza (yes, jeg indrømmer det glædeligt) og en rest funky georgisk vin fra køleskabet. De næste par uger står der redigering af min brors bryllupsbilleder, opdatering af portfolio og bare nyde sommeren på skemaet. Mindre angstfyldt helt enkelt. Pyh.

Dette klip med Caroline Myss er så vigtigt. Nyd det og god weekend!

Et skridt frem og to tilbage

Glæder mig utroligt til at kunne lægge disse dage bag mig. Sidder med et projekt som er fantastisk sjovt og udfordrende, men som desværre også er en trigger for min angst og stress. Jeg tror heldigvis, at jeg kommer til at kunne kigge tilbage på det og være glad for jeg gjorde det, men det har været så tungt op til en deadline denne uge. Føles som om jeg kæmper mig frem, men sådan er det måske bare, når man er derude, hvor man ikke kan bunde. Næste gang skal jeg planlægge lidt bedre, så de gamle kollegaer jeg ville spørge til råds, ikke er på ferie lige der, hvor jeg allermest kunne bruge feedback.

Oven i det hele tror jeg, jeg har pms, som har strukket sig over tre dage nu. Ville ønske at alle mænd kunne opleve følelsen af pms bare én gang. Når håbløsheden drukner en, og intet føles trygt eller rigtigt. Hjernen eksploderer i negative tanker og paranoia, og kroppen bliver et fængsel for et øjeblik i livet.

Samtidig tror jeg, at det er en af de ting som giver os kvinder større empati og forståelse. Den følelse af total magtesløshed i forhold til hormonerne i kroppen, og hvordan de påvirker ens tankemønstre. Det er skræmmende og fremmedgørende, men giver måske også et forståelse for, at man har ikke altid har magten over ens tanker. Og så er det eneste man kan gøre faktisk at lægge sig under dynen og se the Bachelorette og spise bland selv slik. Eller bare græde lidt og dvæle ved det til det forhåbentlig går over.

Ugens Oprah #7 – Brené Brown


Jeg har ventet lidt med Brené Brown. Hun føltes for god til at skyde af med det samme, men her ved det syvende Oprah-indlæg, tror jeg vi er klar til hende. Jeg har så mange klip bogmærket fra youtube, hvor hun siger kloge ting, så jeg tænker det kan strække sig over flere uger.

Denne uge er temaet sårbarhed, hvilket er den kvalitet jeg værdsætter allermest i mig selv og andre mennesker. Når man tør indrømme, at der er noget man ikke forstår, at der er noget man ikke kan endnu, at man ikke er ok, at man ikke er stærk og perfekt. At turde sige ærligt og højt, hvordan man har det, og at turde bede om hjælp. Det gør livet så meget lettere for en selv, og for menneskene omkring en.

For at være modig, skal man turde være sårbar.

9 årsager til at de bedste medarbejdere siger op

Jeg var ikke på min seneste arbejdsplads længe nok til at se en tydelig tendens, men på mine første to arbejdspladser undrede det mig meget, hvorfor man ikke gjorde mere for at udvikle og støtte de dygtige medarbejdere man havde. I stedet var følelsen, at der var en blind jagt på nye talenter, og at de nuværende medarbejdere blev taget for givet. Resultatet var tydeligt: de dygtige medarbejdere valgte simpelthen at sige op.

Det må jo uden tvivl være mere lønsomt at investere i sine nuværende medarbejdere, end at forsøge at nyansætte. Så hvorfor gør virksomhederne ikke mere ud af det? Specielt i kommunikationsbranchen som umuligt kan ignorere, at der er en svingdørstendens.

For nogle uger siden drak jeg fredagsøl med otte gamle klassekammerater fra Mediehøjskolen. Syv ud af otte havde valgt at blive selvstændige inden for det sidste år. Og den sidste? Han havde netop skiftet fra et reklamebureau til en inhouse afdeling på kundesiden på grund af stress.

Det er selvfølgelig et tegn på en ny arbejdsmarkedskultur med mere flydende ansættelser og nogle klare fordele ved at være selvstændig. Men det er også et tegn på en branche med store problemer, som mange af god grund vælger at forlade.

Jeg læste en svensk artikel om emnet i sidste uge, og jeg synes den er værd at dele her i en oversat version. Jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvor originalversionen kommer fra. De svenske artikler linkede til en profil på linkedin, som er taget ned, men jeg tror originalversionen er fra Forbes.

1. Overarbejdet personale
Talentfulde medarbejdere elsker at bidrage og arbejde meget, men hvis du planlægger at kræve endnu mere af dem, er det vigtigt også at udvide deres ansvarsområde og status. De kommer ikke til at blive, hvis de føler sig kvælt af arbejdsbyrden.

2. Medarbejderne får ingen opmærksomhed eller belønning for sin indsats
Undervurder aldrig effekten af et skulderklap, et tak eller en kommentar om at medarbejderen har gjort et godt stykke arbejde. Det gælder også for de selvstændige og toppræsterende eftersom det er enkelt at tage deres præstationer for givet. Alle elsker bekræftelse og ros, specielt dem som arbejder hårdt.

3. Forkerte personer ansættes og gives opmærksomhed
Hårdt arbejdende medarbejdere vil arbejde med ligesindede professionelle. At fejlansætte en person er en kæmpe demotivation for dem, der skal arbejde med dem. At forfremme en forkert person er endnu værre. Når man arbejder hårdt kun for at se en anden få en forfremmelse, som den person ikke har gjort sig fortjent til, er det en forulempning mod alle medarbejdere.

4. Arbejdsgiveren er ligeglad med sine medarbejdere
Mere end halvdelen af de som forlader deres jobs, gør det på grund af forholdet til deres chef. Chefer som ikke er investerede i deres medarbejdere vil altid have høj personaleomsætning. Smarte virksomheder ansætter og udvikler chefer som kan balancere det at være professionel med at være menneskelig. De gode chefer fejrer en medarbejders success, har empati med medarbejdere som går igennem en hård tid og udfordrer sine ansatte.

5. Arbejdsgiveren mislykkes med at udvikle personalet
Dygtige medarbejdere har et behov for at forbedre og udvikle sine kundskaber, og det er op til cheferne at give de ansatte mulighed for dette. Som chef er det dit ansvar at udfordre og opmuntre dine medarbejdere. Uden udviklingsmuligheder kommer den dygtige medarbejder til at kede sig og se sig omkring efter et andet job.

Det er en fejltagelse at gå ud fra at dygtige medarbejdere selv kan tage ansvar for deres udvikling. Alle medarbejdere har brug for følelsen af at blive set, og det er op til chefen kontinuerligt at finde områder, hvor medarbejderen kan udvikle deres kompetencesæt. De talentfulde medarbejdere ønsker udviklende feedback i højere grad end mindre talentfulde medarbejdere.

6. De ansatte hindres i at være kreative
Dygtige medarbejdere formår at forbedre alt de beskæftiger sig med og er stolte over det de skaber. Hvis muligheden for at forandre og forbedre fjernes, fordi chefen er tilfreds med status quo, kommer den ansatte til at afsky sit arbejde. Begræns ikke medarbejdernes behov for at skabe, det begrænser også virksomheden.

7. De ansatte bliver ikke udfordrede intellektuelt
En god chef opfordrer sine ansatte til at klare ting, der først virker umulige. De skubber medarbejderne ud af deres komfortzone, og de hjælper og inspirerer medarbejderen til at lykkes.

8. Arbejdsgiveren holder ikke, hvad de lover
Integritet og ærlighed er to egenskaber som enhver medarbejder forventer sig af sine chefer. Det må ikke bare være tom snak, når du siger, du skal gøre noget. At du holder dit ord og dine forpligtelser siger meget om dig som leder, og det får de ansatte til at stole på dig. Og det omvendte kan fuldstændigt ødelægge en relation.

9. Arbejdsgiveren lader ikke medarbejderen dyrke sin passion
Mange chefer kan godt lide at sætte folk i kasser, og frygter at produktiviteten vil dykke, hvis man lader de ansatte udvide deres fokusområde og følge deres passion. Men tværtimod kan det skabe produktivitet at arbejde med noget man er passioneret omkring, da man opnår kreativt flow. Dygtige medarbejdere er passionerede og har brug for arbejdsgivere, som kan give dem udfordringer, der passer deres passion. Det kræver, at man som chef lytter til og observerer sine medarbejdere for at forstå, hvad der gør dem passionerede.

Afsluttende bemærkninger
Hvis de bedste medarbejdere skal blive, må man tænke grundigt over, hvordan man behandler dem. Gode, talentfulde medarbejdere har masser af muligheder, og virksomhederne bliver nødt til at gøre noget mere ud af at beholde og udvikle de medarbejdere, de allerede har, frem for at tage dem for givet og blindt fokusere på nyansættelser. Hvis medarbejderne får følelsen af, at de bliver opfattet som en puslespilsbrik, der bare kan skiftes ud, er der meget kort til en opsigelse.

Af de ovenstående punkter har jeg personligt oplevet punkt 2,3,5,7,8 og 9, og de resterende punkter er absolut ikke fremmede for mig. Så der er måske ikke så meget at sige til, at jeg har nogle opsigelser bag mig og stress i kroppen.

Hvordan gik det her så hurtigt?

Holy shit, maj. Det havde jeg sgu ikke lige regnet med. Både vejret og alt der er sket den sidste måned. Jeg har i dag meldt mig ud af jobcenteret og kastet mig hovedkulds ud i livet som fuldtids-selvstændig. Forstår slet ikke, hvordan det pludselig gik så hurtigt, men det er fedt! Ikke mere registrere jobs, jeg ikke vil have og ikke flere jobsamtaler om jobs, jeg ikke vil have.

Jeg har helt enkelt for meget arbejde til at blive på dagpengene, og det kan jo kun være en god ting. Medmindre selvfølgelig, at det gør mig stresset at enten arbejde for meget eller arbejde for lidt og blive fattig, men der må tiden vise, hvad der sker. Jeg må prøve at planlægge min tid så struktureret og luftigt som jeg kan.

Jeg må ikke gå på kompromis med mine gåture, yogaen, at spise ordentligt og kunne tage en dag fri, hvis der er brug for det. Så meget ved jeg. Jeg tror umiddelbart det sværeste bliver at turde sige nej til opgaver, fordi jeg ikke har tid. Specielt hvis man skal sige nej til noget man faktisk har lyst til.

I mandags var jeg på photoshoot med min første og bedste kunde. Lisbeth og jeg har arbejdet sammen tidligere, og jeg har indtil videre hjulpet hende med logo og andre grafiske opgaver for hendes virksomhed Lillerød.

Lillerød producerer håndflettede kurve i birk – en produktion som går helt tilbage til 1890. Så sindssygt fint produkt, som jeg skal skrive et helt indlæg om senere, når de kan købes. Følg projektet på deres Instagram eller på Facebook så længe.

Forlænget weekend nordpå

Jeg har befundet mig i Stockholm siden i torsdags og sidder nu og venter på et forsinket fly i Arlanda lufthavn. Min mand er her hele måneden for at repetere en ny forestilling, så vi havde ikke set hinanden i to uger. Og nu er der halvanden uge til han er hjemme i København igen. Længslen!

Så fin, når han dufter til hägg (hvad hedder det her træ på dansk?) – konkurrerer kraftigt med duften af syren!

Jeg kommer til at skrive et indlæg om byen snart. Det er tre år siden, jeg boede her, og det er første gang siden da, at jeg ikke føler, at jeg kommer hjem til min anden hjemby, men bare er på besøg. Det er lidt mærkeligt, men også meget rart ikke længere at have den der følelse af at være splittet mellem to byer.

De næste to dage skal jeg freelance på bureau i København, og det er jeg lidt spændt på. Håber jeg når hjem og får en god nats søvn.

En alt andet end kedelig mandag

Jeg har gået hele weekenden og glædet mig til mandag. Startede dagen på min nye instagramvenlige nabocafé Arrebo på Nørrebro, hvor jeg spiste morgenmad med en god veninde. Deres cappuccino er perfekt, men morgenmaden er måske lidt i den dyre ende i forhold til, hvad man får. Der er ekstremt pænt og hyggeligt ellers. Havde i hvert fald en fin snak i altid godt selskab. ♡

Meget af dagen har jeg arbejdet med den slags identitetsprojekt, hvor det kribler i fingrene for at komme i gang med det. Et brand med et fantastisk håndværksprodukt, og den sødeste kunde man kan ønske sig. Har måttet holde mig i skindet i weekenden for ikke at komme til at arbejde i min fritid, og glæder mig til at kunne dele det.

Og så har jeg oven i købet endnu et spændende identitetsprojekt med opstart på onsdag at have optur over. Det er så spændende og skræmmende det hele.

Kiggede desuden på virkelig fint kontorfællesskab i dag (tak for tippet, Rikke!) og drak kaffe med en ny instagram-ven. Tak til internettet for ikke kun at have givet mig mine bedste, ældste venner (Åh, Lunarstorm-for-evigt-i-mit-hjerte, RIP), men også at bidrage med nye bekendtskaber. Optursmandag.


Billede af Sini Salminen aka lovingcopenhagen