Ugens Oprah #4

Jeg har netop fået øjnene op for, hvor genial Elisabeth Gilbert er. Hun er forfatteren bag bogen “Eat Pray Love” (nu indrømmer jeg det: jeg elsker den. Vil se den igen snart.) og så siger hun nogle virkelig kloge ting.


👆 Den første handler om at være frustreret over ikke at vide, hvad ens passion er, når man bliver opfordret til at “følge sin passion”. Elsker idéen om at følge sin nysgerrighed i stedet.


👆 Om frygt og perfektionisme.


👆 Denne her sidste er så fin. Elsker opgøret med tanken om at vores liv skal være “i balance”. Tanken om at vi skal være totalt zen og positive og helt rolige i hovedet. Det behøver vi slet ikke. Det handler meget mere om at acceptere, at vi er totalt uperfekte. Vi er glade, vi er triste, vi er vrede, vi er stressede, vi er momentvis lykkelige. Og det er altsammen en del af det at være menneske. Det skaber så dårlig samvittighed, hvis målet er at være rolig og glad hele tiden. Det orker man jo ikke. Og som Elisabeth siger: man gider jo for fanden heller ikke være venner med sådan en person.

Det gik op for mig for en måneds tid siden (i forbindelse med at jeg faldt over video’erne med Pema Chodron), at jeg hele mit liv har haft dårlig samvittighed, når jeg har været trist. Jeg har set det som en fejl, et svaghedstegn, noget forkert som skal fixes. Det har ikke været ok at være trist, hvilket, jeg tror, bare har gjort mig endnu mere trist.

Vi skal blive bedre til både at acceptere vores egen tristhed, og også andres. Tristhed er ikke noget, der skal fjernes, det er en del af livet. Og det er ikke altid hjælpsomt at komme med gode råd, nogle gange er det meget bedre at anerkende, hvordan ens ven eller familiemedlem har det og bare lytte og være der og sige “det forstår jeg godt”.

Jeg er nu virksomhedsejer

Har netop færdiggjort registrering af min virksomhed, og det føles så godt! Fejrer med kaffe og en croissant (som desværre viste sig at have ligget lidt for længe i fryseren, øv).

Da jeg sagde mit job op i januar havde jeg ingen anelse om, at det ville tage fire måneder før jeg kunne kalde mig virksomhedsejer, men sådan er livet. Min krop har råbt nej og gjort mig opmærksom på, at jeg ikke var klar, men nu føler jeg endelig, at jeg er ved at være et godt sted. Det går stadig op og ned, men jeg kan endelig sige, at jeg er glad. I øjeblikke sådan helt ind i knoglerne. På den måde hvor jeg nogle gange cykler hjem fra et godt møde og ikke kan lade være med at smile, fordi det bobler indeni.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke igen at havne i en situation, hvor jeg føler mig helt tom indeni. Hvor al lyst og livsglæde er forsvundet, fordi jeg er gået så meget på kompromis med mig selv, at der ikke er mere tilbage.

De sidste par uger har det kun været spørgsmålet om, hvad virksomheden skulle hedde som har holdt mig tilbage, men det har også virkelig været svært at bestemme sig. Ville gerne have et navn, der ikke var for specifikt, så virksomheden kan udvikle sig i takt med, at jeg udvikler mig. Her i starten kommer jeg primært til at beskæftige mig med digitalt design og branding, men drømmer om at udvikle nogle af mine interesser, som fotografi, illustration og at skrive, så det måske også kan blive en del af min virksomhed. Endte med en kombination af mit efternavn og studio. Jeg var først i tvivl om studio, men nu kan jeg virkelig godt lide, at det minder mig om at være legende og nysgerrig. SKOV Studio hedder det altså.

Jeg har allerede to rigtigt sjove identitetsopgaver, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere. Og hvis I kender til et godt kontorfællesskab, så sig til? Jeg er på udkig. 🙂

Ugens Oprah #3 – Maya Angelou

Ugens klip er med Maya Angelou. Hun var en amerikansk poet, forfatter og aktivist i borgerrettighedsbevægelsen. Hun er så sød og klog i det her klip. Vil have hende som min bedstemor? Hun var Oprah’s store mentor og døde i 2014, 86 år gammel.

Jeg vil så gerne læse noget af det hun har skrevet, er der nogle af jer som har læst noget I kan anbefale?

Fredagens soundtrack er desuden det nye Slowdive album (jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det endnu, elsker singlen Star Roving) og denne her klassiker:

God weekend! I morgen kommer der billeder fra Oregon’s vestkyst.

Fordi jeg har lyst

Der er flere gange i løbet af mit arbejdsliv, hvor kolleger har spurgt mig, om jeg har et sideprojekt, noget jeg gør kun for min egen lyst og kreativitet. Det spørgsmål har givet mig en knugende fornemmelse i maven, for jeg har på ingen måde haft overskud til det, da det har taget al min energi at forsøge at navigere i mit arbejdsliv.

Jeg kan knapt nok huske, hvornår jeg sidst arbejdede med et projekt, og syntes det var ægte sjovt. Og jeg er stadig i tvivl om, hvad mit arbejdsliv skal bestå af, og om jeg nogensinde kommer til at trives med det, jeg har arbejdet med de sidste fem år. Selvom jeg ved, at jeg er rigtig god til det.

Meget lidt af det jeg laver for tiden er gennemtænkt eller velovervejet. Jeg forsøger for første gang i lang tid bare at gøre, hvad jeg har lyst til, og jeg har ingen anelse om, hvor det skal lede mig hen. Som denne her blog for eksempel. Nogle gange krummer jeg tæer over, at jeg har en blog. Mig – en blog? Det føles jo helt ærligt som om blogtoget er kørt.

Men den primære idé med denne her blog er at finde tilbage til, hvad jeg synes er sjovt. Og at undervejs på den rejse, at forsøge at formulere nogle af de tanker jeg går rundt med. Primært for min egen skyld. Og når jeg husker på, at jeg gør det her for mig uden nogen plan eller et mål, så er det faktisk virkelig sjovt? Jeg tror, det er første gang i fem år, jeg har et projekt som udelukkende er lystdrevet. Og hurra for det. At I læser, og giver udtryk for, at I får noget ud af det, er bare en bonus (og selvfølgelig en god en af slagsen).

For tre uger siden var jeg længere nede, end jeg har været på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Og i denne her uge har jeg haft det bedre, end på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Det er så skørt med denne her rutsjebanetur. Men de sidste par uger har jeg prøvet endelig at acceptere, at det her år kommer til at være et af de mere forvirrede i løbet af mit liv. Og at det er ok at være forvirret og famle sig frem. At erkende, at jeg er forvirret og off track i stedet for at kæmpe mig stædigt fremad i et arbejdsliv, der grundlæggende har føltes helt forkert, er måske noget af det stærkeste, jeg har gjort i mit liv.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange der har henvendt sig til mig med deres historier om både stress og depression. Det er overvældende. Min veninde delte denne artikel med mig for nogle uger siden, og jeg føler den handler om mig. Måske handler den også om dig?

Ugens Oprah #2 – Oprah Winfrey

Der er to måder at gøre det her på. Den lange version for oven (den er en hel time, I know 😛), eller højdepunkterne i mindre klip herunder. Hvis du har en time at give til den lange version, er den godt givet ud, men jeg så også selv de korte klip først.

Det sidste klip er min klare favorit. Har haft det bogmærket i flere måneder med titlen “Oprah siger det”.

Ugens Oprah #1 – Pema Chodron

Oprah er min heltinde. Det kunne jeg skrige fra en bjergtop. Den kvinde er så fuld af liv og klogskab og drivkraft, og alt det hun har opnået i hendes liv er så utroligt inspirerende. Efter jeg sagde op brugte jeg timer på at se Oprah-klip med spirituelle livsråd på Youtube. Elsker når hun siger “Ooh! That’s good.” til sætninger som giver hende et AHA-moment, og gør selv hende klogere på livet.

Denne uges Oprah er fra et interview med Pema Chodron, en tibetansk nonne, som jeg faldt over i weekenden (ej, men det er så føle-agtigt, jeg ved det godt, men prøv at se dem, der er nogle rigtigt fine budskaber at hente).

¨

The Do-it-yourself Guide to fighting the Big Motherfuckin’ Sad

I en drøm af en boghandel i Portland (mere om USA kommer) faldt jeg over en lille orange bog med ovenstående fængende titel. Den er på 60 sider og man kan læse den på en eftermiddag. Nu har jeg slugt den to gange og overvejer altid at have den i tasken, så jeg lige kan læse et par sider, hvis det føles tungt.

Der er så mange peptalk-oneliners og livsråd.

Denne sætning er virkelig blevet hos mig efter anden gennemlæsning. Fik et Oprah-aha-moment af at læse det (mere om mit forhold til Oprah bliver uundgåeligt et tema her før eller siden). “There’s no meaning of life but there is meaning and life, and it’s there waiting for you”. Oh man.

Hvis du har en ven, som har det svært, så prøv at tænke på ovenstående.

Jeg har fundet bogen på Amazon og skal bestille nogle ekstra eksemplarer, samt to supplerende mini-bøger forfatteren Adam Gnade også står bag. Bor du i København og vil du have et eksemplar med? Så laver jeg gerne en samlet bestilling. Den koster 50 kr og jeg bestiller på mandag.

Podcast-tip til en gåtur

Mit yndlings vægmaleri i København er det fine Inger Christensen digt. Går så tit forbi med en podcast i ørerne.

På det seneste har jeg lyttet til en svensk podcast, der hedder Framgångspodden, hvor forskellige succesrige (primært) svenskere bliver interviewet omkring deres tilgang til livet. Jeg synes selve interview-delen er rigtig interessant og inspirerende, men at indpakningen af podcasten er totalt over the top med storladen musik og overdreven præsentation af en amerikansk speaker. Jeg tror til dels, det er en joke, men det falder også lidt til jorden, når podcasten ellers er ret seriøs.

Oh well, det jeg ville frem til er, at jeg lyttede til et afsnit med Petter Stordalen i dag. En norsk milliardær som ejer en masse hoteller og har sygt god stil (please google ham). Et meget inspirerende afsnit. Petter er virkelig sympatisk og taler meget langsomt og tydeligt norsk.

Et opløftende citat, som ramte mig ekstra meget:

“Følg drømmen. Acceptér aldrig de mennesker, som siger, du ikke kan klare det. Hvis du ikke lykkes første gang, prøv igen. Og husk: verden er gået glip af ufattelig mange ting, fordi der var nogen som fik nogen til at give op. Så vær selv en som opfordrer andre til at lykkes. Kom med positive kommentarer, støt andre og de vil støtte dig.”

Og når Alexander spørger Petter om tips for at få et lykkeligt liv:

“Lev i nuet. Vær tilfreds. Hvis der er noget, du ikke er tilfreds med, så gør noget for at ændre det. Hvis du ikke er glad for din chef: sig op. Hvis du ikke er tilfreds med dit arbejde: sig op. Hvis du ikke kan lide kulturen på dit arbejde: sig op. Begynd noget nyt. Gør det du har lyst til. Hvis du har lyst til at blive kunstner, bliv kunstner. Jeg er sikker på, at din familie og dine børn vil sige: Følg din drøm!
De fleste mennesker ender med at brokke sig, når de arbejder et sted, som har en dårlig kultur. Quit more often!”

Petter siger i øvrigt, at det vigtigste her i livet er at arbejde for at efterlade planeten i lidt bedre stand, end man fandt den. Og at det ikke er så vigtigt præcis, hvad man laver, bare man husker at leve. Amen to that.

Jobnet 🙄

Ej men seriøst, hvordan holder I det ud, alle jer på dagpenge? Det er jo helt fucked. Frygtelige digitale løsninger og så skal man udføre præcis det samme flere gange. Som f.eks. at både jobnet og a-kassen vil have, at man opretter CV på deres respektive sider. På trods af, at a-kassen godt kan se mit CV på jobnet? Hvorfor kan man ikke bare linke til sin Linkedin profil? Ååååååh. 💩

Sidder seriøst og overvejer, om jeg overhovedet gider at søge om dagpenge. Det kan jo bare godt tage lidt tid inden jeg får freelance-arbejde, og jeg ved ikke hvordan min stress udvikler sig, når jeg starter op igen.

Tanken om sygedagpenge giver mig også ondt i maven, så lad os helst ikke snakke om det…

Nu er jeg arbejdsløs

Indtil nu har jeg været fritstillet i min opsigelsesperiode. Men i dag er det marts, det er “forår”, og jeg har besøgt jobnet for første gang i mit liv. 😬

Det er en lidt mærkelig følelse, må jeg indrømme. Jeg bryder mig ikke om at være arbejdsløs, og jeg er ikke vild med tanken om dagpenge. For det første fordi jeg gerne vil kunne klare mig selv, men også fordi jeg tænker, det er et demoraliserende miljø at befinde sig i. Et miljø hvor man skal overvåges og bedømmes. Håber lidt på, at jeg kommer til at kunne freelance fra april i stedet for.

Da jeg lige havde sagt op for halvanden måned siden, bestemte min mand og jeg os for at købe billetter til USA i en rødvinsbrandert. Nu er det på mandag vi skal afsted, og det føles som verdens bedste beslutning. Vi flyver til Portland og skal køre ned langs kysten med afstikkere ind i landet for at se Yosemite og nogle af de andre naturreservater. Så fra i næste uge kommer jeg til at spamme jer med billeder fra staterne. Har I nogle tips til vestkysten? Smid en kommentar! 🇺🇸🍔

Bonusinfo: Jeg har fået en ny skjorte til tøjbyttedag med mine veninder, og den får mig til at føle mig som barnet af en suffragette og en ismand. Det er jo alligevel ikke en helt dårlig kombination.