Ugens Oprah #7 – Brené Brown


Jeg har ventet lidt med Brené Brown. Hun føltes for god til at skyde af med det samme, men her ved det syvende Oprah-indlæg, tror jeg vi er klar til hende. Jeg har så mange klip bogmærket fra youtube, hvor hun siger kloge ting, så jeg tænker det kan strække sig over flere uger.

Denne uge er temaet sårbarhed, hvilket er den kvalitet jeg værdsætter allermest i mig selv og andre mennesker. Når man tør indrømme, at der er noget man ikke forstår, at der er noget man ikke kan endnu, at man ikke er ok, at man ikke er stærk og perfekt. At turde sige ærligt og højt, hvordan man har det, og at turde bede om hjælp. Det gør livet så meget lettere for en selv, og for menneskene omkring en.

For at være modig, skal man turde være sårbar.

9 årsager til at de bedste medarbejdere siger op

Jeg var ikke på min seneste arbejdsplads længe nok til at se en tydelig tendens, men på mine første to arbejdspladser undrede det mig meget, hvorfor man ikke gjorde mere for at udvikle og støtte de dygtige medarbejdere man havde. I stedet var følelsen, at der var en blind jagt på nye talenter, og at de nuværende medarbejdere blev taget for givet. Resultatet var tydeligt: de dygtige medarbejdere valgte simpelthen at sige op.

Det må jo uden tvivl være mere lønsomt at investere i sine nuværende medarbejdere, end at forsøge at nyansætte. Så hvorfor gør virksomhederne ikke mere ud af det? Specielt i kommunikationsbranchen som umuligt kan ignorere, at der er en svingdørstendens.

For nogle uger siden drak jeg fredagsøl med otte gamle klassekammerater fra Mediehøjskolen. Syv ud af otte havde valgt at blive selvstændige inden for det sidste år. Og den sidste? Han havde netop skiftet fra et reklamebureau til en inhouse afdeling på kundesiden på grund af stress.

Det er selvfølgelig et tegn på en ny arbejdsmarkedskultur med mere flydende ansættelser og nogle klare fordele ved at være selvstændig. Men det er også et tegn på en branche med store problemer, som mange af god grund vælger at forlade.

Jeg læste en svensk artikel om emnet i sidste uge, og jeg synes den er værd at dele her i en oversat version. Jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvor originalversionen kommer fra. De svenske artikler linkede til en profil på linkedin, som er taget ned, men jeg tror originalversionen er fra Forbes.

1. Overarbejdet personale
Talentfulde medarbejdere elsker at bidrage og arbejde meget, men hvis du planlægger at kræve endnu mere af dem, er det vigtigt også at udvide deres ansvarsområde og status. De kommer ikke til at blive, hvis de føler sig kvælt af arbejdsbyrden.

2. Medarbejderne får ingen opmærksomhed eller belønning for sin indsats
Undervurder aldrig effekten af et skulderklap, et tak eller en kommentar om at medarbejderen har gjort et godt stykke arbejde. Det gælder også for de selvstændige og toppræsterende eftersom det er enkelt at tage deres præstationer for givet. Alle elsker bekræftelse og ros, specielt dem som arbejder hårdt.

3. Forkerte personer ansættes og gives opmærksomhed
Hårdt arbejdende medarbejdere vil arbejde med ligesindede professionelle. At fejlansætte en person er en kæmpe demotivation for dem, der skal arbejde med dem. At forfremme en forkert person er endnu værre. Når man arbejder hårdt kun for at se en anden få en forfremmelse, som den person ikke har gjort sig fortjent til, er det en forulempning mod alle medarbejdere.

4. Arbejdsgiveren er ligeglad med sine medarbejdere
Mere end halvdelen af de som forlader deres jobs, gør det på grund af forholdet til deres chef. Chefer som ikke er investerede i deres medarbejdere vil altid have høj personaleomsætning. Smarte virksomheder ansætter og udvikler chefer som kan balancere det at være professionel med at være menneskelig. De gode chefer fejrer en medarbejders success, har empati med medarbejdere som går igennem en hård tid og udfordrer sine ansatte.

5. Arbejdsgiveren mislykkes med at udvikle personalet
Dygtige medarbejdere har et behov for at forbedre og udvikle sine kundskaber, og det er op til cheferne at give de ansatte mulighed for dette. Som chef er det dit ansvar at udfordre og opmuntre dine medarbejdere. Uden udviklingsmuligheder kommer den dygtige medarbejder til at kede sig og se sig omkring efter et andet job.

Det er en fejltagelse at gå ud fra at dygtige medarbejdere selv kan tage ansvar for deres udvikling. Alle medarbejdere har brug for følelsen af at blive set, og det er op til chefen kontinuerligt at finde områder, hvor medarbejderen kan udvikle deres kompetencesæt. De talentfulde medarbejdere ønsker udviklende feedback i højere grad end mindre talentfulde medarbejdere.

6. De ansatte hindres i at være kreative
Dygtige medarbejdere formår at forbedre alt de beskæftiger sig med og er stolte over det de skaber. Hvis muligheden for at forandre og forbedre fjernes, fordi chefen er tilfreds med status quo, kommer den ansatte til at afsky sit arbejde. Begræns ikke medarbejdernes behov for at skabe, det begrænser også virksomheden.

7. De ansatte bliver ikke udfordrede intellektuelt
En god chef opfordrer sine ansatte til at klare ting, der først virker umulige. De skubber medarbejderne ud af deres komfortzone, og de hjælper og inspirerer medarbejderen til at lykkes.

8. Arbejdsgiveren holder ikke, hvad de lover
Integritet og ærlighed er to egenskaber som enhver medarbejder forventer sig af sine chefer. Det må ikke bare være tom snak, når du siger, du skal gøre noget. At du holder dit ord og dine forpligtelser siger meget om dig som leder, og det får de ansatte til at stole på dig. Og det omvendte kan fuldstændigt ødelægge en relation.

9. Arbejdsgiveren lader ikke medarbejderen dyrke sin passion
Mange chefer kan godt lide at sætte folk i kasser, og frygter at produktiviteten vil dykke, hvis man lader de ansatte udvide deres fokusområde og følge deres passion. Men tværtimod kan det skabe produktivitet at arbejde med noget man er passioneret omkring, da man opnår kreativt flow. Dygtige medarbejdere er passionerede og har brug for arbejdsgivere, som kan give dem udfordringer, der passer deres passion. Det kræver, at man som chef lytter til og observerer sine medarbejdere for at forstå, hvad der gør dem passionerede.

Afsluttende bemærkninger
Hvis de bedste medarbejdere skal blive, må man tænke grundigt over, hvordan man behandler dem. Gode, talentfulde medarbejdere har masser af muligheder, og virksomhederne bliver nødt til at gøre noget mere ud af at beholde og udvikle de medarbejdere, de allerede har, frem for at tage dem for givet og blindt fokusere på nyansættelser. Hvis medarbejderne får følelsen af, at de bliver opfattet som en puslespilsbrik, der bare kan skiftes ud, er der meget kort til en opsigelse.

Af de ovenstående punkter har jeg personligt oplevet punkt 2,3,5,7,8 og 9, og de resterende punkter er absolut ikke fremmede for mig. Så der er måske ikke så meget at sige til, at jeg har nogle opsigelser bag mig og stress i kroppen.

Hvordan gik det her så hurtigt?

Holy shit, maj. Det havde jeg sgu ikke lige regnet med. Både vejret og alt der er sket den sidste måned. Jeg har i dag meldt mig ud af jobcenteret og kastet mig hovedkulds ud i livet som fuldtids-selvstændig. Forstår slet ikke, hvordan det pludselig gik så hurtigt, men det er fedt! Ikke mere registrere jobs, jeg ikke vil have og ikke flere jobsamtaler om jobs, jeg ikke vil have.

Jeg har helt enkelt for meget arbejde til at blive på dagpengene, og det kan jo kun være en god ting. Medmindre selvfølgelig, at det gør mig stresset at enten arbejde for meget eller arbejde for lidt og blive fattig, men der må tiden vise, hvad der sker. Jeg må prøve at planlægge min tid så struktureret og luftigt som jeg kan.

Jeg må ikke gå på kompromis med mine gåture, yogaen, at spise ordentligt og kunne tage en dag fri, hvis der er brug for det. Så meget ved jeg. Jeg tror umiddelbart det sværeste bliver at turde sige nej til opgaver, fordi jeg ikke har tid. Specielt hvis man skal sige nej til noget man faktisk har lyst til.

I mandags var jeg på photoshoot med min første og bedste kunde. Lisbeth og jeg har arbejdet sammen tidligere, og jeg har indtil videre hjulpet hende med logo og andre grafiske opgaver for hendes virksomhed Lillerød.

Lillerød producerer håndflettede kurve i birk – en produktion som går helt tilbage til 1890. Så sindssygt fint produkt, som jeg skal skrive et helt indlæg om senere, når de kan købes. Følg projektet på deres Instagram eller på Facebook så længe.

Forlænget weekend nordpå

Jeg har befundet mig i Stockholm siden i torsdags og sidder nu og venter på et forsinket fly i Arlanda lufthavn. Min mand er her hele måneden for at repetere en ny forestilling, så vi havde ikke set hinanden i to uger. Og nu er der halvanden uge til han er hjemme i København igen. Længslen!

Så fin, når han dufter til hägg (hvad hedder det her træ på dansk?) – konkurrerer kraftigt med duften af syren!

Jeg kommer til at skrive et indlæg om byen snart. Det er tre år siden, jeg boede her, og det er første gang siden da, at jeg ikke føler, at jeg kommer hjem til min anden hjemby, men bare er på besøg. Det er lidt mærkeligt, men også meget rart ikke længere at have den der følelse af at være splittet mellem to byer.

De næste to dage skal jeg freelance på bureau i København, og det er jeg lidt spændt på. Håber jeg når hjem og får en god nats søvn.

En alt andet end kedelig mandag

Jeg har gået hele weekenden og glædet mig til mandag. Startede dagen på min nye instagramvenlige nabocafé Arrebo på Nørrebro, hvor jeg spiste morgenmad med en god veninde. Deres cappuccino er perfekt, men morgenmaden er måske lidt i den dyre ende i forhold til, hvad man får. Der er ekstremt pænt og hyggeligt ellers. Havde i hvert fald en fin snak i altid godt selskab. ♡

Meget af dagen har jeg arbejdet med den slags identitetsprojekt, hvor det kribler i fingrene for at komme i gang med det. Et brand med et fantastisk håndværksprodukt, og den sødeste kunde man kan ønske sig. Har måttet holde mig i skindet i weekenden for ikke at komme til at arbejde i min fritid, og glæder mig til at kunne dele det.

Og så har jeg oven i købet endnu et spændende identitetsprojekt med opstart på onsdag at have optur over. Det er så spændende og skræmmende det hele.

Kiggede desuden på virkelig fint kontorfællesskab i dag (tak for tippet, Rikke!) og drak kaffe med en ny instagram-ven. Tak til internettet for ikke kun at have givet mig mine bedste, ældste venner (Åh, Lunarstorm-for-evigt-i-mit-hjerte, RIP), men også at bidrage med nye bekendtskaber. Optursmandag.


Billede af Sini Salminen aka lovingcopenhagen

Ugens Oprah #4

Jeg har netop fået øjnene op for, hvor genial Elisabeth Gilbert er. Hun er forfatteren bag bogen “Eat Pray Love” (nu indrømmer jeg det: jeg elsker den. Vil se den igen snart.) og så siger hun nogle virkelig kloge ting.


👆 Den første handler om at være frustreret over ikke at vide, hvad ens passion er, når man bliver opfordret til at “følge sin passion”. Elsker idéen om at følge sin nysgerrighed i stedet.


👆 Om frygt og perfektionisme.


👆 Denne her sidste er så fin. Elsker opgøret med tanken om at vores liv skal være “i balance”. Tanken om at vi skal være totalt zen og positive og helt rolige i hovedet. Det behøver vi slet ikke. Det handler meget mere om at acceptere, at vi er totalt uperfekte. Vi er glade, vi er triste, vi er vrede, vi er stressede, vi er momentvis lykkelige. Og det er altsammen en del af det at være menneske. Det skaber så dårlig samvittighed, hvis målet er at være rolig og glad hele tiden. Det orker man jo ikke. Og som Elisabeth siger: man gider jo for fanden heller ikke være venner med sådan en person.

Det gik op for mig for en måneds tid siden (i forbindelse med at jeg faldt over video’erne med Pema Chodron), at jeg hele mit liv har haft dårlig samvittighed, når jeg har været trist. Jeg har set det som en fejl, et svaghedstegn, noget forkert som skal fixes. Det har ikke været ok at være trist, hvilket, jeg tror, bare har gjort mig endnu mere trist.

Vi skal blive bedre til både at acceptere vores egen tristhed, og også andres. Tristhed er ikke noget, der skal fjernes, det er en del af livet. Og det er ikke altid hjælpsomt at komme med gode råd, nogle gange er det meget bedre at anerkende, hvordan ens ven eller familiemedlem har det og bare lytte og være der og sige “det forstår jeg godt”.

Jeg er nu virksomhedsejer

Har netop færdiggjort registrering af min virksomhed, og det føles så godt! Fejrer med kaffe og en croissant (som desværre viste sig at have ligget lidt for længe i fryseren, øv).

Da jeg sagde mit job op i januar havde jeg ingen anelse om, at det ville tage fire måneder før jeg kunne kalde mig virksomhedsejer, men sådan er livet. Min krop har råbt nej og gjort mig opmærksom på, at jeg ikke var klar, men nu føler jeg endelig, at jeg er ved at være et godt sted. Det går stadig op og ned, men jeg kan endelig sige, at jeg er glad. I øjeblikke sådan helt ind i knoglerne. På den måde hvor jeg nogle gange cykler hjem fra et godt møde og ikke kan lade være med at smile, fordi det bobler indeni.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke igen at havne i en situation, hvor jeg føler mig helt tom indeni. Hvor al lyst og livsglæde er forsvundet, fordi jeg er gået så meget på kompromis med mig selv, at der ikke er mere tilbage.

De sidste par uger har det kun været spørgsmålet om, hvad virksomheden skulle hedde som har holdt mig tilbage, men det har også virkelig været svært at bestemme sig. Ville gerne have et navn, der ikke var for specifikt, så virksomheden kan udvikle sig i takt med, at jeg udvikler mig. Her i starten kommer jeg primært til at beskæftige mig med digitalt design og branding, men drømmer om at udvikle nogle af mine interesser, som fotografi, illustration og at skrive, så det måske også kan blive en del af min virksomhed. Endte med en kombination af mit efternavn og studio. Jeg var først i tvivl om studio, men nu kan jeg virkelig godt lide, at det minder mig om at være legende og nysgerrig. SKOV Studio hedder det altså.

Jeg har allerede to rigtigt sjove identitetsopgaver, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere. Og hvis I kender til et godt kontorfællesskab, så sig til? Jeg er på udkig. 🙂

Ugens Oprah #3 – Maya Angelou

Ugens klip er med Maya Angelou. Hun var en amerikansk poet, forfatter og aktivist i borgerrettighedsbevægelsen. Hun er så sød og klog i det her klip. Vil have hende som min bedstemor? Hun var Oprah’s store mentor og døde i 2014, 86 år gammel.

Jeg vil så gerne læse noget af det hun har skrevet, er der nogle af jer som har læst noget I kan anbefale?

Fredagens soundtrack er desuden det nye Slowdive album (jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det endnu, elsker singlen Star Roving) og denne her klassiker:

God weekend! I morgen kommer der billeder fra Oregon’s vestkyst.

Fordi jeg har lyst

Der er flere gange i løbet af mit arbejdsliv, hvor kolleger har spurgt mig, om jeg har et sideprojekt, noget jeg gør kun for min egen lyst og kreativitet. Det spørgsmål har givet mig en knugende fornemmelse i maven, for jeg har på ingen måde haft overskud til det, da det har taget al min energi at forsøge at navigere i mit arbejdsliv.

Jeg kan knapt nok huske, hvornår jeg sidst arbejdede med et projekt, og syntes det var ægte sjovt. Og jeg er stadig i tvivl om, hvad mit arbejdsliv skal bestå af, og om jeg nogensinde kommer til at trives med det, jeg har arbejdet med de sidste fem år. Selvom jeg ved, at jeg er rigtig god til det.

Meget lidt af det jeg laver for tiden er gennemtænkt eller velovervejet. Jeg forsøger for første gang i lang tid bare at gøre, hvad jeg har lyst til, og jeg har ingen anelse om, hvor det skal lede mig hen. Som denne her blog for eksempel. Nogle gange krummer jeg tæer over, at jeg har en blog. Mig – en blog? Det føles jo helt ærligt som om blogtoget er kørt.

Men den primære idé med denne her blog er at finde tilbage til, hvad jeg synes er sjovt. Og at undervejs på den rejse, at forsøge at formulere nogle af de tanker jeg går rundt med. Primært for min egen skyld. Og når jeg husker på, at jeg gør det her for mig uden nogen plan eller et mål, så er det faktisk virkelig sjovt? Jeg tror, det er første gang i fem år, jeg har et projekt som udelukkende er lystdrevet. Og hurra for det. At I læser, og giver udtryk for, at I får noget ud af det, er bare en bonus (og selvfølgelig en god en af slagsen).

For tre uger siden var jeg længere nede, end jeg har været på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Og i denne her uge har jeg haft det bedre, end på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Det er så skørt med denne her rutsjebanetur. Men de sidste par uger har jeg prøvet endelig at acceptere, at det her år kommer til at være et af de mere forvirrede i løbet af mit liv. Og at det er ok at være forvirret og famle sig frem. At erkende, at jeg er forvirret og off track i stedet for at kæmpe mig stædigt fremad i et arbejdsliv, der grundlæggende har føltes helt forkert, er måske noget af det stærkeste, jeg har gjort i mit liv.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange der har henvendt sig til mig med deres historier om både stress og depression. Det er overvældende. Min veninde delte denne artikel med mig for nogle uger siden, og jeg føler den handler om mig. Måske handler den også om dig?