Cykeludflugt til Vestvolden

Jeg havde aldrig hørt om Vestvolden før min ven Rasmus snakkede varmt om det næsten 15 km lange, fredede voldanlæg tilbage i starten af sommeren. Jeg elsker at der stadig er områder i byen, jeg kan gå på opdagelse i. Så André og jeg pakkede en picnic-rygsæk og cyklede ud af Jyllingevej en tidlig sommerdag for at se, hvad Vestvolden kunne byde på.

Vestvolden strækker sig mellem Avedøre og Utterslev Mose. Volden blev opført mellem 1888 til 1892, som en del af Københavns befæstning. Under 1. verdenskrig blev Københavns befæstning bemandet med næsten 50.000 soldater for at forsvare hovedstaden, men krigen kom aldrig til Danmark og i 1920 blev Vestvolden nedlagt som forsvarsværk uden at have været anvendt i kamp.

I dag er Vestvolden fredet, men åben for offentligheden. Man kan cykle på en bred asfalteret allé og stoppe op for at kigge på de ret fantastiske gamle militærbygninger. Der skal efter sigende også være underjordiske gange, som man kan udforske.

Et af de gamle krudtmagasiner fra 1. verdenskrig.

Fortryder lidt at vi ikke kørte derned og kiggede. Næste gang!

Midt på volden går der masser af får. ♡

Vi tænkte at denne her høj var et oplagt frokoststed, og det passede perfekt med at skyerne slap solen igennem.

Meen som man måske kunne regne ud var der andre end os som var interesseret i vores madpakke. 🐑

Hej-heej!

Madpakken og picnic-tæppet blev pakket sammen, og vi cyklede videre for at finde et mere fåre-frit frokoststed. 🤷‍♀️

På vejen hjem kørte vi forbi Valbyparken. Jeg har boet på Nørrebro de sidste 11 år, og det er først inden for de sidste par år, at jeg har fået øjnene op for denne fine park. Masser af plads på de store græsplæner, fine gamle træer, Sydhavnstippen med får, havet(!) og rosenhaven, gør det til sådan et fint sommerudflugtsmål.

Besøger altid Rosenhaven, når jeg er her om sommeren.

Mest for duften, er faktisk ikke så meget til udseendet af roser?

Medmindre de vokser op af et smukt hus, det synes jeg er fantastisk fint. Hvis jeg engang får en kolonihave, som jeg drømmer om, vil jeg gerne have en klatrerose på en husvæg. A girl’s gotta dream!

Anbefaler på det stærkeste en cykeludflugt til Vestvolden. I kan jo lige nå det her i den sidste del af sommeren.

Ugens Oprah #7 – Brené Brown


Jeg har ventet lidt med Brené Brown. Hun føltes for god til at skyde af med det samme, men her ved det syvende Oprah-indlæg, tror jeg vi er klar til hende. Jeg har så mange klip bogmærket fra youtube, hvor hun siger kloge ting, så jeg tænker det kan strække sig over flere uger.

Denne uge er temaet sårbarhed, hvilket er den kvalitet jeg værdsætter allermest i mig selv og andre mennesker. Når man tør indrømme, at der er noget man ikke forstår, at der er noget man ikke kan endnu, at man ikke er ok, at man ikke er stærk og perfekt. At turde sige ærligt og højt, hvordan man har det, og at turde bede om hjælp. Det gør livet så meget lettere for en selv, og for menneskene omkring en.

For at være modig, skal man turde være sårbar.

Cykler gennem byen

Efter indlægget i går, hvor jeg skrev om at cykle stærkt gennem byen til god musik begyndte jeg så småt at sammensætte en spilleliste, som jeg har tilføjet numre til i løbet af dagen. Synes den er blevet mega god! Hvis du har samme musiksmag som mig altså.

I dag er der en uge til jeg flytter ind på min nye kontorplads. Glæder mig så meget til at have en arbejdsplads væk fra vores lejlighed. Kan simpelthen ikke administrere at sidde herhjemme. Kommer til at arbejde for længe (specielt nu hvor André er i Stockholm) og det er svært at føle man har helt fri ved bare at gå fra spisebordet til sofaen.

Maj – måneden over alle måneder

Det føles som om, at hele København dufter af syren. Den der sødlige, parfumerede duft af frihed og sommerferie. ELSKER. Cyklede gennem byen her til aften og Kongens have var fuld af unge gymnasieelever, der så ud som om de var trådt lige ud af SKAM. Lagde specielt mærke til et par som gik på Gothersgade og kyssede og lignede Even og Isak. ♡

Jeg indstiller Kristi Himmelfart i morgen, for jeg bliver faktisk nødt til at arbejde. Pludselig er der kommet en del opgaver, og jeg står lige på tærsklen af at sige farvel til dagpengene. GYS + virkelig dejligt. Jeg er stadig rigtig glad, føles som om jeg er kommet ud på den anden side af en tåge og alt er meget mere klart. Samtidig får jeg stadig let stress i kroppen og skal passe på med, hvor meget jeg kaster mig over. Den skide krop altså. Som jeg jo holder meget af også, og gerne vil passe på.

På min Discover Weekly på Spotify denne uge faldt jeg over dette nummer, som jeg har hørt på repeat de sidste dage. Elsker denne type numre, som man kan cykle stærkt gennem byen til, mens man bopper hovedet lidt frem og tilbage og kommer til at synge højt med på cykelstien (æh, ups). Perfekt til en roadtrip-spilleliste!


På musiktemaet har jeg så mega optur over, at Slowdive spiller i koncerthuset til september! Et af de bands som jeg har på min liste over bands jeg vil se live, inden jeg dør. På den liste har My Bloody Valentine også stået (ja, shoegaze er min all-time-favoritgenre), dem så jeg på Roskilde i 2008, og det er til dato den bedste koncertoplevelse, jeg har haft. Elsker bands som man tror aldrig kommer til at blive genforenede, og som så alligevel overrasker. Mangler bare The Smiths, men der kan jeg nok blive ved med at drømme… 😬

Denne single går også ind på “cykler gennem byen”-spillelisten. Måske burde jeg lave sådan en?


Skal prøve at redigere billeder fra Stockholm snart og skrive lidt om min weekend i byen.

Ugens Oprah #5


Ugens Oprah er i den lidt mere sjove ende. Det er et klip fra tilbage i 2010, hvor producerne på The Oprah Show overrasker Oprah med, hvad der dengang stadig var helt utroligt: en flash mob! Jeg fandt det efter jeg havde lyttet til podcasten Making Oprah, som jeg anbefaler varmt, hvis du ikke allerede har lyttet til den.

Og så passer den der Black Eyed Peace altså stadig rigtig godt på en fredag. Jeg er ikke bleg for at hoppe rundt til den efter et par øl.

Rigtig god weekend!

Revanche for den støvede croissant

I torsdags købte jeg en ny lille vase og blomster, som en gave til mig selv. Og i går aftes havde jeg tre gode veninder på besøg, og vi fik drukket prosecco og skålet på den nye virksomhed. Føltes godt at fejre med lidt mere manér end en to år gammel croissant fra fryseren.

Vil også sige tak for fine kommentarer og privatbeskeder siden i tirsdags. Gør mig så inderligt glad, at I giver udtryk for, at I kan genkende jer selv i det jeg skriver om, og får noget ud af læsningen. ♡


Vi lyttede lidt til denne her plade, mens vi kørte rundt i USA, og jeg har genfundet den denne uge og lyttet til den på repeat. Sygt god.

I morges vågnede jeg og følte mig helt sløv og nede. Min mand er i Stockholm og arbejder hele maj, og jeg havde sådan en dag, hvor jeg ikke havde lyst til at være alene, men heller ikke havde lyst til at være sammen med andre end ham. Tristheden tog totalt over, og jeg endte med at ligge på sofaen en time og bare stirre ugideligt ud i luften, ind til jeg højt fik sagt til mig selv, at det kraftedeme ikke kunne være rigtigt og solen skinnede uden for.

Så jeg pakkede en taske og cyklede ud til dyrehaven, som jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle gøre. Det har været min tradition de sidste mange år at cykle ud i midten af maj for at se de nyudsprungne bøgetræer.

Og sure enough lige så snart jeg sad på cyklen og mærkede den lune luft i håret blev dagen eksponentielt meget bedre. Cyklede langs havet og ind blandt de smukkeste grønne træer. Denne her tid på året altså…

En glad selfie, mens jeg lytter til min nye podcast-favorit Voksen ABC.

Ugens Oprah #4

Jeg har netop fået øjnene op for, hvor genial Elisabeth Gilbert er. Hun er forfatteren bag bogen “Eat Pray Love” (nu indrømmer jeg det: jeg elsker den. Vil se den igen snart.) og så siger hun nogle virkelig kloge ting.


👆 Den første handler om at være frustreret over ikke at vide, hvad ens passion er, når man bliver opfordret til at “følge sin passion”. Elsker idéen om at følge sin nysgerrighed i stedet.


👆 Om frygt og perfektionisme.


👆 Denne her sidste er så fin. Elsker opgøret med tanken om at vores liv skal være “i balance”. Tanken om at vi skal være totalt zen og positive og helt rolige i hovedet. Det behøver vi slet ikke. Det handler meget mere om at acceptere, at vi er totalt uperfekte. Vi er glade, vi er triste, vi er vrede, vi er stressede, vi er momentvis lykkelige. Og det er altsammen en del af det at være menneske. Det skaber så dårlig samvittighed, hvis målet er at være rolig og glad hele tiden. Det orker man jo ikke. Og som Elisabeth siger: man gider jo for fanden heller ikke være venner med sådan en person.

Det gik op for mig for en måneds tid siden (i forbindelse med at jeg faldt over video’erne med Pema Chodron), at jeg hele mit liv har haft dårlig samvittighed, når jeg har været trist. Jeg har set det som en fejl, et svaghedstegn, noget forkert som skal fixes. Det har ikke været ok at være trist, hvilket, jeg tror, bare har gjort mig endnu mere trist.

Vi skal blive bedre til både at acceptere vores egen tristhed, og også andres. Tristhed er ikke noget, der skal fjernes, det er en del af livet. Og det er ikke altid hjælpsomt at komme med gode råd, nogle gange er det meget bedre at anerkende, hvordan ens ven eller familiemedlem har det og bare lytte og være der og sige “det forstår jeg godt”.

Mit nye træningscenter

På romaskinen i går sad jeg ved siden af en ældre kvinde, som duftede lidt af bedstemor. En far-lignende type stod på en elliptical trainer i kortærmet hawaii-skjorte, shorts og fodformede sandaler. En mor og datter konditionstrænede med deres barn/barnebarn chillende i sin autostol. Et par ældre herrer fik sig en pause og en samtale, mens de støttede sig til deres stokke. Og jeg blev helt rørt over, hvor usædvanligt det er at se en så varieret gruppe af mennesker træne sammen i et træningscenter.

Jeg har de sidste mange år været medlem i Fitness World og har været så umotiveret og træt af konstant at blive konfronteret med plakater med titlen “Er du klar til sommer?” med tynde, muskuløse modelpiger, der har sveddråberne løbende ned over vaskebrættet og en proteindrik i hånden.

I mit nye træningscenter er der ikke fokus på skønhedsidealer og bikini-kroppe, men derimod at træne sig til kroppe som er stærke og sunde. Kroppe der kan noget. I mit nye træningscenter smiler man til hinanden og kigger hinanden i øjnene, når man passerer hinanden. Det er helt ok at spørge om hjælp, hvis man er i tvivl om noget. Og man siger “hej” når man møder op til hold eller bare har valgt et skab ved siden af hinanden. Hold kæft, hvor er det fint.

Ugens Oprah #3 – Maya Angelou

Ugens klip er med Maya Angelou. Hun var en amerikansk poet, forfatter og aktivist i borgerrettighedsbevægelsen. Hun er så sød og klog i det her klip. Vil have hende som min bedstemor? Hun var Oprah’s store mentor og døde i 2014, 86 år gammel.

Jeg vil så gerne læse noget af det hun har skrevet, er der nogle af jer som har læst noget I kan anbefale?

Fredagens soundtrack er desuden det nye Slowdive album (jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det endnu, elsker singlen Star Roving) og denne her klassiker:

God weekend! I morgen kommer der billeder fra Oregon’s vestkyst.

Ugens Oprah #2 – Oprah Winfrey

Der er to måder at gøre det her på. Den lange version for oven (den er en hel time, I know 😛), eller højdepunkterne i mindre klip herunder. Hvis du har en time at give til den lange version, er den godt givet ud, men jeg så også selv de korte klip først.

Det sidste klip er min klare favorit. Har haft det bogmærket i flere måneder med titlen “Oprah siger det”.