San Francisco, jeg elsker dig

Jeg var i San Francisco, da jeg var 6 år gammel, men kunne kun huske noget med sporvogne og søløver. At besøge byen som voksen var så sindssygt fint. Elsker storbyer, som er afslappede og føles små.

Jeg troede faktisk ikke, at jeg tog så mange billeder, mens vi var der, men nu hvor jeg kigger mapperne igennem var der alligevel en hel del.

Vi var der i fire dage, og hver morgen ventede vi på bussen og tog den ind til et nyt kvarter i byen. Vi gik 15-20 km hver dag med ben som stadig var ømme fra redwood-hikes.

Første dag startede i Mission Dolores Park, hvor vi bare sad på en bænk og kiggede på hunde.

Vi er typerne som lige så gerne (måske endda hellere, må jeg nok indrømme) går i et supermarked som på museum. Og Bi-rite er fandme drømmen om et supermarked. En dyr drøm. Åh, suk.

Fandt en denimjakke i en second hand!

Og en butik med de fedeste jakkesæt. Minder mig om The Mask.

Brødnørder på tur skal selvfølgelig til Tartine Bakery. Manden bag det moderne surdejsbrød (og grydebrødet) ejer det her brødparadis.

Nuttet POP med brød.

Der er få, der kan få mig til at grine som ham her.

Der produceres nok ikke orgler her i dag, men tænk engang. ❤️

Fine huse overalt. Her er det vist dem fra Full House.

Vi boede i Noe Valley på den stejleste bakke hos to skolelærere, som utroligt nok havde et helt byhus for sig selv. Bedstefaderen havde bygget det i sin tid og det var stadig i familiens eje.

Vild indretning.

😳

Elsker det her tapet. Hvis jeg engang får en kolonihave eller et sommerhus…

Et Chinatown som rent faktisk føles som om man træder ind i en by i Kina. Vi gik ind af “bagindgangen” og der var nærmest ingen turister, men kun amerikansk-kinesiske indbyggere som snakkede kinesisk og handlede ind.

Orphan Andy’s, en gammel institution i de homoseksuelles kvarter Castro med virkelig gode burgers and fries. Så hyggeligt.

Sjovt nok endte vores tid i San Francisco også ved Dolores Park ligesom den startede der. Jeg har en gammel kollega som nu arbejder på Facebook og bor lige ved parken. Vi mødtes på Saint Patrick’s day til øl og pizza på en bar med hende og hendes kæreste, som også arbejder på Facebook, hendes bror som arbejder for Apple og hendes ven som arbejder for Tesla (😳). San Francisco er virkelig USAs (verdens?) tech-hovedstad. Jeg smagte for første gang i mit liv chicago pizza (google it!) og vi endte aftenen med at købe øl og is i en kiosk og sidde og snakke om livet på deres tag med udsigt over San Francisco. Som en film!

Next up: Santa Cruz

Google’s detour of DOOM, Sonoma og kysten nord for San Francisco

Jeg sidder på et tog mod Stockholm og har endelig nogle timer til at redigere billeder og skrive lidt. Efter jeg startede min virksomhed for et par uger siden er der kommet en del arbejde ind, og jeg skal virkelig passe på med at det ikke bliver for meget, kan jeg mærke. Men det er også pisse hamrende fedt.

Her fortsætter i hvert fald berettelsen af vores USA-tur i marts:

Efter Redwoods overnattede vi i Garberville, halvvejs til vinlandet i Sonoma. Om morgenen da vi skulle checke ruten videre meldte Google om jordskred på motorvejen og foreslog en omvej i stedet.

Den alternative rute viste sig at være en slingrende vej op blandt grønne bjerge og græssende køer. Jeg tog et lækkert bil-billede af André, da vi stadig syntes det hele var smukt og lækkert. Det var inden omvejen forvandlede sig til det vi nu kalder ‘Google’s Detour of Doom’. Efter et stykke tid forvandlede asfaltvejen sig nemlig til en smal, slingrende, hullet grusvej på bjergkant.

Vi forholder os optimistiske, men må efter et stykke tid erkende, at det sgu nok bare fortsætter sådan. Det føles trods alt bedre at fortsætte end at køre tilbage, og håbet om, at asfalten kommer tilbage, holder os i gang. To timer efter kan vi endelig ånde ud og er tilbage på hovedvejen, men det var sgu en hardcore oplevelse. Google for fanden.

Ekstremt velfortjente burgere på In-n-Out.

Vi ankom først til Sonoma sent på eftermiddagen og nåede en enkelt lidt kedelig vinsmagning inden vingårdene lukkede for dagen.

Sjældent har jeg været så glad for et fint hotel og 25 graders varme og sol.

Dagen efter ville vi køre ud til den Californiske kyst nord for San Francisco, men bilen synes vi skulle en tur på værksted for at få checket dæktryk. Det viste sig at det var blevet repareret dårligt tidligere og meget vel kunne være punkteret på bjergskrænten dagen inden midt ude i ingenting. Så pisse heldigt.

Kysten ved den lille by Jenner var så fin og frokost på restauranten “River’s End” anbefales!

Tidsoptimist som jeg er, var jeg overbevist om at vi godt liige kunne nå Point Reyes inden San Francisco, men vi måtte give op på halvvejen ud til det berømte fyrtårn for at nå ind til San Francisco inden det blev mørkt. Endte med at time kørslen over Golden Gate Bridge til den smukkeste solnedgang.

Next up: San Francisco

Store, venlige kæmper

Træer så store, at man næsten vælter bagover, når man vender blikket opad for at se toppen af dem. Gamle, kloge, smukke træer, ældre end man kan forestille sig. Nogle af dem fra før vores tidsregning. Man taber vejret lidt, når man går rundt i denne her urskov af bregner og store, venlige kæmper.

Vi overnattede i et AirBnb i Crescent City, Californien med tre menneskevenlige (læs: lækkersultne) geder som vores værter (de rigtige værter var i Myanmar). Der var to andre gæster, som vi spiste morgenmad med inden vi begav os ud i naturreservaterne, og den ene af dem var en ældre gråhåret kvinde som lignede Patti Smith(!). Ville ønske jeg havde et billede af hende. Vi havde den fineste snak om livet og hun snakkede langsomt og blidt, og virkede skrøbelig og ekstremt stærk på samme tid. Hun havde som ældre besluttet sig for at følge sin livslange drøm om at melde sig ind i “Peace Corps”, og rejste to år til et land i Afrika (kan ikke huske hvilket). En fin påmindelse om, at det aldrig er for sent, og at alle ens drømme ikke behøver at blive opfyldt nu. Man har faktisk et helt liv.

Vi kørte af en hullet, smal grusvej ind i midten af Jedediah Smith Redwoods tidligt om morgenen. Det var første dag i en uge uden regn og solen begyndte så småt at kigge frem, mens morgentågen lettede. Første stop var Scout Grove loop trail. En lille vandring som ikke tager mere end en halv time.

Inde midt i Jedediah Smith Redwoods er hovedattraktionen Boy Scout Tree Trail. Og Boy oh boy! Det er et trail hvor man går ud og tilbage samme vej, og vi gik alene hele vejen ud. Eller det vil sige, vi gik næsten hele vejen ud, for der blev meget mudret, og vi ville gerne nå et andet reservat samme dag (typisk optimistisk planlægning), så vi vendte om inden vi nåede hele vejen frem til vendingspunktet.

På tilbagevejen mødte vi flere forskellige vandrere som spurgte “Did you see the waterfall?” og “How was the Boy Scout Tree? Wasn’t it AMAZING?”. Viste sig selvfølgelig, at der var et 2.500 år gammelt EPIC TREE, som vi ikke fik set.

Fortryder selvfølgelig, at vi ikke gik hele vejen, men så alligevel. Det var en fuldstændig magisk oplevelse at gå igennem denne her skov. Der var så stille og råt og følelsen i kroppen var ubeskrivelig. Stoppede op og trak vejret dybt flere gange og forsøgte at gemme oplevelsen et trygt sted.

En vandsmagsprøve.

Vi spiste frokost i Snack Shack (burgers ‘n’ fries, but of course) og snakkede med et amerikansk par, hvor den ene havde boet i Stockholm i hans ungdom, men stadig troede at København var Amsterdam… 🤷‍♀️

Optimistisk tænkte jeg vi liige kunne nå en vandring i Prairie Creek Redwoods State Park inden vi skulle køre videre mod vores overnatningsstop. Jeg spurgte om hjælp i informationen til 1-1,5 times hikes, og den søde dame udpegede nogle trails på et kort, og så gik vi ellers afsted. Endte selvfølgelig med at overtale André til at gå bare liidt længere. 2,5 time senere… Var en sindssygt fin vandring dog, men hvis man har tid til det ville jeg nok bruge to dage til at udforske reservaterne. At vandre 25 km i kuperet terræn var mere end rigeligt for en dag.

Jeg vil huske skovens råhed og ro for evigt. Der er få ting, der kan få mig til at føle mig så ydmyg som stor natur.

Next up: Omvejen fra helvede, Sonoma og San Francisco.

Oregon’s vestkyst

8-oregon-cliffs

Det var som en drøm at køre ned langs vestkysten i Oregon. Fyrretræsskove med de største træer som vælter ned mod havet, vulkanstrande, tåge og havgus, regn og blæst.

Drømmen for mig er at bo et sted med både hav og bjerge, hvilket kan blive lidt svært i Danmark. Men så har jeg en undskyldning for at rejse ud i verden.

1-cannon-beach-dogs-3

Cannon beach ligger 40 min syd for Astoria og er en strand med en enkelt meget markant klippe ude i havet.

1-cannon-beach-dogs-2
1-cannon-beach-dogs

De her hunde havde en fest (jeg er så hundeskruk, at hvis muligheden byder sig, ved jeg ikke, om jeg kan holde mig fra at adoptere en…).


oregon-volcano-beach

Vi kørte strækningen over to dage med en overnatning i Newport, og der var så mange steder på vejen som tog vejret fra en.

2-oregon-coastline-white-sand

2-oregon-windy-rocks

Det blæste så meget her, at man kunne læne sig mod vinden uden at falde.

oregon-forest

En kort vandretur for at strække benene, blandt høje tynde træer.

3-seagulls

3-harbour

En hurtig kop kaffe på en virkelig fin lille havne-diner. Maden så rigtig god ud, så det var lidt ærgeligt, at vi allerede havde spist frokost.

oregon-coast
oregon-coastline

oregon-sisters-rock

Færøerne i Oregon? Klippen hedder Sister’s rock.

Astoria, Oregon

Efter Portland og vores vandfaldsudflugt kørte vi mod Astoria, Oregon for en enkelt overnatning. Astoria er en lille hipsterdrøm af en by placeret på USA’s vestkyst, hvor Columbia River møder Stillehavet. Her er alt hvad man har brug for, såsom smukke villa villakulla’er, et filmmuseum, bryggeri, hyggelige caféer og diverse små specialbutikker. En af de der byer, man drømmer om at tage med hjem og slå sig ned i sammen med alle sine venner.

Vi ankom om eftermiddagen og couch-surfede hos Ivan Sultan (fedeste navn jo?!) og hans tykke kat Leo. Ivan var den mest gæstfrie og venlige vært, som tog os med ud og spise sygt god pizza og øl på Fort George om aftenen.

Regnen og tågen fulgte trofast efter os fra Portland, men vi trodsede vejret og gik en tur rundt i byen om morgenen.

Når selv skraldespandene er smukke, så er der ingen tvivl om, at man kan høre hjemme som den æstetiker man nu engang er.

Vi spiste morgenmad på Street Fourteen Café og det var godt, men også for dyrt. Hvis du kommer forbi Astoria ville jeg nok prøve Columbian Café i stedet, den var jeg i hvert fald lidt lun på.

Der er efter sigende en del film, som er indspillede i Oregon, så de har deres helt eget lille filmmuseum i det gamle fængsel.

Hvor fint er det ikke med instrument-reparationsbutik i en lille bitte by på USAs vestkyst? Så sødt jo.

Next up: Oregon’s vestkyst og Newport

Portland, Oregon

DSC00506

Det er svært at føle, at livet er meningsløst, når man kører fra nord til syd på USAs vestkyst, og hver dag fyldes ud med at spise godt og kigge på noget af det smukkeste natur, jeg har set i mit liv. Jeg oplevede for første gang i lang tid glimt af inspiration, og fik spirende idéer til projekter, jeg drømmer om at føre ud i livet.

Nu har jeg været hjemme igen i en måned, og den velkendte trykken over brystet og åndedrætsbesværet melder sig jævnligt på banen. Og jeg må erkende at tre uger i USA ikke var kuren, som jeg havde håbet. At følelsen af frihed og klarhed jeg havde, mens jeg var der, i første omgang ikke fulgte med hjem. Av. Når det er sagt, er det virkelig bekræftende at vide, at der er lyst, som ligger derinde og lurer et sted. Og mens vi venter på at inspirationen indfinder sig, kan jeg jo passende dele lidt billeder fra turen, mens jeg sidder herhjemme og lytter til Drake, hvis nyeste album altid vil minde mig om at cruise gennem USA.


Vi fløj til Portland som det første. Jeg har villet besøge byen i rigtig mange år, måske på grund af Portlandia? Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvornår fascinationen startede. Men der er rigeligt der tiltaler mig, som by-slogan’et “Keep Portland weird”, foodtrucks, hipstercykler, vægmalerier, nørdede kaffebarer, craft beer og god mad.

Det regnede non-stop i de tre dage vi var der, og vi havde jetlag, så det var noget af en grå og mentalt tåget oplevelse. Jeg kunne virkelig godt lide byen dog, og tænker at der er helt fantastisk om sommeren. Vi købte dagsbilletter til offentlig transport, så vi kunne udnytte busnettet og køre gennem byen på kryds og tværs. Elsker at sidde og kigge på de lokale, overhøre samtaler mellem passagererne og bare opleve byen gennem busvinduet.

Nogle af højdepunkterne for mig var at bladre i bøger hos Powell’s Books, hvor jeg blandt andet købte denne bog, at vandre langs Mississippi Avenue, på Hawthorne Street og i China Town og kigge i diverse specialbutikker, og så ville jeg ønske, jeg kunne spise sliders og mac ‘n’ cheese fra Tasty ‘n’ Sons all day, every day.

Når nu man går og kæmper mod jetlag er det heldigt, at Portland er fyldt til randen med kaffebarer og coffee roasters. Vi var blandt andet forbi Coava Coffee Roasters, Water Avenue Coffee og Stumptown Coffee Roasters, som alle anbefales. Et generelt rejsetip er faktisk at google “coffee roasters” i de byer man besøger og så tage til den nærmeste, købe en kaffe og spørge dem om tips til byen. De er typisk hipster-livsnydere, der kan anbefale gode spisesteder, kulturelle arrangementer og ikke mindst andre kaffebarer.

Søde og skøre huse over det hele, og jeg tog slet ikke nok billeder af dem.

Avalon har en gammel biograf, og vi flygtede fra regnen, købte popcorn og så Moana (se den!). Bagefter hang vi lidt ud i deres store hal med spillemaskiner. Drømmested!

Efter et par dage i Portland lejede vi bil og kørte en omvej til et naturområde mod øst. Her er Historic Columbia River Highway, der slingrer sig mellem mosklædte træer og klipper, over gamle broer, med en række betagende vandfald, der kan tage vejret fra en.

Smukke, smukke broer og mosklædte træer.

Denne her klippe?! 😳

Next up: Astoria og Oregon’s vestkyst.