It’s hard to let confidence fuel me instead of fear

Ovenstående er et citat fra en af deltagerne i RuPaul’s Drag Race (elsker den serie), og det ramte mig så hårdt. Det har ligget og rumsteret i baghovedet, siden jeg hørte det i programmet, fordi frygten altid har været min stærkeste drivkraft.

Frygten for ikke at være god nok
Frygten for at mislykkes
Frygten for at være ligegyldig
Frygten for at være svag
Frygten for at blive valgt fra
Frygten for ikke at leve “mit bedste liv”
Frygten for at tage dårlige beslutninger
Frygten for andres dømmende blikke og tanker

Jeg kan tro på mig selv i glimt, og jeg kan udadtil virke meget selvsikker. Denne her blog har været et forsøg på at kaste min frygt og usikkerhed ud i det åbne, og dermed forhåbentlig få den til at fylde mindre i mig.

Jeg tror, frygten har fået lov til at få så meget plads på grund af ting, jeg har oplevet gennem mit liv. Den har fået lov til at fylde ekstra meget, fordi jeg endte i en branche, hvor jeg på ingen måde følte mig tilpas og havde et kæmpe behov for at bevise, at jeg godt kunne passe ind alligevel. Jeg kunne ikke se, at frygten fyldte så meget som drivkraft, at der ikke var plads til et gram af selvtillid.

Min terapeut bad mig for nogle måneder siden om at komme i tanke om en hobby, som gjorde mig virkelig glad, og som jeg ikke har prioriteret de sidste par år. Først kunne jeg ikke komme i tanke om noget, men så begyndte jeg at tænke tilbage på tiden mellem 2010-2014, hvor jeg havde en madblog. Jeg startede bloggen under min studietid, og den var sådan et frirum for mig, og helt sikkert også en af grundene til, at jeg senere fik tanken om at starte en mere personlig blog. Jeg elsker at læse blogs med noget på hjertet, og ville gerne selv bidrage til den kategori.

Mad er sådan en glæde for mig. Et godt måltid er den bedste omsorg, og at holde middage for venner er helt oppe på toplisten over ting, jeg elsker. Men de sidste par år har jeg mistet lysten og selvtilliden i køkkenet, hvilket jeg har været ret ked af. Så efter snakken med min terapeut begyndte jeg at lave mad igen, bare for mig selv til at starte med.

Det var overraskende for mig hvor hurtigt jeg fandt tilbage til glæden ved madlavningen, og en idé jeg har haft i baghovedet de sidste par år tog pludselig form, og er blevet til noget konkret. Det føles lige nu som om jeg har fundet hjem. Jeg ved ikke, hvad det ender med, men jeg prøver ihærdigt at tage det et skridt ad gangen. Faktum er i hvert fald at jeg har startet en instagramkonto, der hedder Vegetarisk Hverdag (@vegetariskhverdag), hvor jeg håber på at kunne inspirere med velsmagende vegetarisk hverdagsmad. Kombinationen af madlavning, det kreative i stylingen, fotografering og tekstskrivning passer mig så godt. Og jeg nyder at have et projekt som kun handler om noget glædesfyldt.

Lige nu føler jeg mere selvtillid omkring Vegetarisk Hverdag end frygt, og det er faktisk ret befriende. Og en prioritet for mig! Jeg vil insistere på, at det skal være en selvtillidsprojekt. Det er også en forklaring på, at jeg har taget et skridt væk fra denne her platform for nu, da jeg har brug for at fokusere på det, der gør mig glad for stunden.

Det kunne være hyggeligt, hvis I ville følge med enten på Bloglovin’ eller via instagram. Der er også et website hvor jeg løbende samler opskrifter.

3

Sarah Knight

Der foregår tonsvis i mit hoved, men jeg har svært ved at få det ned på skrift, i hvert fald i en form som er blogvenlig og relevant for andre end mig selv. Generelt har jeg været lidt i tvivl om bloggen på det sidste. Skal jeg fortsætte? Er der overhovedet nogle der læser med? Vil jeg have, at der er nogen der læser med? Eller er det på tide at holde mine private sager for mig selv?

Der var en der skrev til mig på instagram den anden dag og fortalte hvor glad hun var for bloggen, og hvordan den havde hjulpet hende til at tage springet og sige op på en dårlig arbejdsplads. Det blev jeg så sindssygt glad for at høre. Så giver det pludselig lidt mening, og det føles mindre som om at jeg råber ud i et tomt, mørkt internet. ♡

Indtil jeg selv lykkes med at skrive noget igen, kan I overveje at se Sarah Knights Ted Talk “The Magic of Not Giving a F***”. Den er god! Jeg lover.

1

Det brækkede ben

DSC05179

Jeg har brugt rigtig meget af de sidste to måneder på at prøve ikke at bebrejde mig selv for mine psykiske udfordringer. Det er svært. Jeg tror de fleste af os kan nikke genkendende til følelsen af at være vores egen værste fjende. Vi synes, vi er for tykke, for kedelige, for dumme, for dovne, for meget, for lidt. Idéen om at skulle tale med sig selv som en god veninde er fin, men også fucking umulig oftest.

Jeg så et klip på youtube i går med en psykolog som lavede den klassiske sammenligning mellem depression og et brækket ben. Analogien om at hvis man havde en nærstående som brækkede et ben, ville man ikke efterlade dem i grøftekanten, og sige at de skulle tage sig sammen. Det kan man til gengæld have en tendens til med mennesker med psykisk sygdom, fordi det er så usynligt og svært at forstå. Specielt for én selv.

Jeg har slået (slår stadig til tider) mig selv oven i hovedet med tanker om, at jeg burde tage mig sammen, hvorfor kan jeg ikke bare få et job og få det til at fungere og hvorfor skal jeg sabotere mit liv for mig selv.

Men jeg forstår også, at min hjerne er skadet, og at jeg skal lære at forstå den bedre. At jeg skal prøve at se på den mere som en muskel, der skal trænes. Som et overbelastet knæ, som langsomt skal genoptrænes. Det kommer til at gøre ondt i et stykke tid endnu, og det er umuligt at sige hvor længe.

Jeg deltager nu i et forskningsprojekt gennem jobcenteret. Det er et tilbud for sygemeldte med stress, angst og depression, og jeg var der første gang for en uge siden for at gennemgå en udredning med en psykiater og en behandler. Et to timer langt interview med standardiserede spørgsmål, som skulle kortlægge, hvorvidt jeg var kvalificeret til at deltage i projektet. Gik derfra med beskeden om, at jeg har en moderat depression og generaliseret angst.

Moderat depression og generaliseret angst. Jeg troede, jeg havde stress. Psykiateren sagde, at de ikke skelner så meget mellem stress og depression, fordi det er lidt af en hønen og ægget situation. Man kan nærmest ikke have det ene uden at have det andet, og det er svært at vide, hvad der kom først. Men i mit tilfælde hældte han altså til, at depressionen var mest fremtrædende.

DSC05173

Det er lidt uklart for mig, hvorfor det føles så forskelligt for mig at sige, at jeg har stress og at sige, jeg er deprimeret. Stress er så tydeligt arbejdsrelateret for mig, hvor depression er en mere generel sygdomstilstand? Måske har jeg tænkt, at hvis man er deprimeret kan man ingenting, man kan knapt stå op om morgenen. Og jeg har trods alt kunnet opleve glimt af glæde undervejs. Jeg er generelt god til at nyde de små ting. Men når jeg læser om depression kan jeg godt se, at jeg har en del af symptomerne, samt hvor tæt symptomerne på depression rent faktisk ligger op ad symptomerne på stress.

Jeg brugte torsdag og fredag på at fordøje beskeden. Nu tror jeg, at det er landet lidt. Jeg tager det ikke på mig som en identitet eller som et label, der definerer mig. Og måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kalder min tilstand stress eller depression, bare jeg anerkender, at den er der, og at jeg skal tage det alvorligt og finde ud af, hvordan jeg ændrer mit liv til det bedre.

Nogle gange ønsker jeg, at der var nogen, der ville sige, at jeg har en serotonin ubalance og “bare” skal tage en pille hver dag, som ville kurere mig og give mig ro i mit hoved. Jeg ved, at det sikkert ikke er så enkelt. Jeg er bare så uendeligt træt af at gå i terapi og prøve at blive ven med min hjerne. Når hjernen er syg, men man selv har ansvaret for at få styr på sine tanker, er det let at bebrejde sig selv for ikke at få det bedre (hvilket selvfølgelig er fuldstændig ukonstruktivt).

Så jeg har altså et brækket ben. Bortset fra at det er min hjerne. Og det må jeg finde ud af, hvordan jeg lever med.

2

Ugen der gik

DSC05176

Jeg fokuserer ekstremt meget på at følge min lyst og mit overskud for tiden. Noget jeg bliver bedre og bedre til, og jeg kan endelig mærke, at det hjælper, og ærligt sige at det går bedre.

Jeg har været sygemeldt i to måneder nu, hvilket føles helt vanvittigt. Jeg troede virkelig, at jeg ville være klar til at arbejde igen nu, men jeg har brug for mere tid. Det er først inden for de sidste par uger, at jeg er begyndt at få lidt energi tilbage. Det er så rart ikke at have følelsen af at skulle tvinge sig selv til at gøre de mest basale ting. Jeg har stadig et ekstremt behov for alenetid og for at være hjemme, men jeg har mere mod på at gå ud i verden nu, og både krop og hoved føles lidt mere rolige.

De lidt køligere temperaturer gør altså også sit for, at jeg føler mig lidt mere som mig selv. Sommergarderoben og klistrede knæhaser har aldrig været lig med overskud for mig.

IMG_2789

I søndags cyklede vi til Frederiksberg Have, og det var første gang i lang tid, jeg havde lange bukser og en rullekrave på. Elskede det. Glemte det gode kamera, men tog lidt mobilbilleder undervejs.

IMG_6319-1

Blandt andet måtte jeg forevige, at jeg ikke kunne lade være med at smile over den friske luft og duften af regn i luften. André synes jeg må være gal, når jeg glæder mig over efterårets komme, Hvis det stod til ham var det sommer året rundt.

IMG_2815

Der er en bænk med udsigt til dette zen-spot og det er et af mine yndlingssteder i haven. Måske jeg tager tilbage med en bog i løbet af ugen, hvis vejret er til det.

DSC05164

Vi skulle egentlig have introduceret vores nye australske venner til Dyrehaven men pga den våde vejrudsigt bagte vi i stedet hver vores kage og spillede brætspil hos os hele eftermiddagen. Den bedste søndagsopskrift! André kan egentlig slet ikke lide brætspil, så jeg har selv svært ved at overtale ham, men her var det 3 mod 1, hehe. Vi spillede Ticket to Ride, hvor man skal bygge togvogne gennem Europa, og det var så sjovt! Håber på flere brætspilssøndage fremover. Og flere kager. Altid flere kager.

DSC05177

I onsdags sad jeg og læste lidt i Landbohøjskolens Have, samt tog lidt billeder af blomsterne ved caféen. Blomster gør mig glad, specielt sådan et flammehav som her, det er det perfekte billede på sensommeren. Planlægger at lave et drømmeindlæg om hvordan min have ville se ud, hvis jeg havde en.

DSC05169

Tunge solsikker, der også snart er klar til efterår.

IMG_3243

I torsdags havde André og jeg været sammen i 9 år. Jeg bliver altid så skide nostalgisk og mør på årsdage, tænk at være sammen med en person så længe og have det så godt, selv i en periode, hvor vi begge er udfordrede. Det er jeg fanme taknemmelig for.

Vi fejrede det med en flaske naturvin og middag på Omar. Udmærket mad, men ikke fantastisk. Jeg savner Wascator som okkuperede lokalerne før. Fantastisk service dog skal siges.

DSC05190-2

I dag har været en stille lørdag med vasketøj, boglæsning og omplantning af diverse stiklinger. Jeg nyder livet lige nu, selvom det stadig er hårdt og fremtiden er ret uvis. Men bare det går bedre. Pyh.

0

Mit sommerhus

Lejlighed

Brugte eftermiddagen i mit sommerhus i går. Her er så fint nu! Det lille grønne rum i vores lejlighed giver mig så meget glæde.

Jeg starter hver dag herinde med meditation. Jeg abonnerer på Headspace igen, de har virkelig fat i noget med deres 30-dages serier. At jeg kan følge med i min fremgang og se hvor mange dage jeg har mediteret i træk, gør at jeg holder fast i at få mediteret hver dag. Også selvom jeg indrømmet synes meditation er virkelig kedeligt – hvilket måske er pointen?

Lejlighed

Fik taget lidt billeder af, hvordan vi har fået indrettet rummet. Fra gangen kigger man ind på en arvet kommode og et litografi med birketræer, som jeg elsker.

Lejlighed

Til venstre, når man kommer ind i rummet har vi hængt en knagerække op, så gæster kan hænge lidt tøj op og indrette sig, når de overnatter.

Lejlighed

Og til højre for døren er der en lille hylde med sommerbøger, duftlys, et billede af Bubber, en elefant, min mor og jeg i cirkus Arena (står bagerst), en tegning af André og lidt små vaser med lavendel og plads til andre sommerblomster. Spejlet fandt vi på et loppemarked i Skåne, et rundt gammeldags et fra 40erne.

Lejlighed

Sovesofaen er fra Ikea og hedder Tarva. Den kan hives ud til en dobbeltseng, så vi kan have to sovende gæster, er i fyrretræ og tog hundrede år at samle. Jeg elsker heldigvis at samle Ikea-møbler.

Lejlighed

Min paletblad vokser som ukrudt og har fået blomster! Små og blå, næsten orkidélignende. Jeg har to – både en her og en i stuen. De er virkelig nemme at tage stiklinger af, så hvis i falder over en I kan lide skal I endelig spørge om I må klippe en lille baby af.

Lejlighed

Lå her og lyttede til podcasts i går. Farvekomboen mellem puder, t-shirt og læbestift var on point! (havde altså ikke taget læbestift på for billedets skyld, men var ude i verden på loppemarked om formiddagen, hehe)

Jeg har lyttet til en del gode podcasts denne sommer, og i går lyttede jeg til Tårekanalens sommer-special om sommertristhed, hvilket er noget jeg altid oplever om sommeren. Specielt denne sommer, hvor jeg kan endnu mindre end normalt. Der er så meget dårlig samvittighed over ikke at kunne rumme solen og alt det sociale man burde deltage i. Jeg anbefaler virkelig at give den podcast et lyt.

Forresten var jeg så lykkelig over at tage strømper(!) og en sweater på i går aftes, fordi det endelig var køligt i lejligheden. Længes efter sensommer/efterår, skammer mig ikke over at sige det.

Andre podcasts jeg har lyttet til og gerne vil anbefale er:

Et langsomt mord fra P1
Adrian leder efter svar på, hvorfor hans far blev fundet død i en vaskekælder i udkanten af Svendborg tilbage i 1991. Et mord der aldrig blev opklaret, og en far som er forblevet et mysterie.

Hvorfor har jeg ikke en kæreste?
Selvom jeg har været i et forhold i næsten 9 år, synes jeg også, at jeg kunne lære noget af denne podcastserie om Stine og Rikke, som med hjælp fra forskellige eksperter forsøger at komme frem til, hvorfor de ikke har en kæreste. Forhold og kærlighed holder aldrig op med at være spændende!

The Empire Film podcast – Christopher McQuarrie
Hvis du ikke har været i biografen og se Mission Impossible Fallout, så skynd dig afsted. Den er så sindssyg og virkelig underholdende. Det er fuldstændig utroligt at tænke på, at de laver alle stunts selv. Skuespilleren Tom Cruise er for vild, man kan synes hvad man vil om ham som privatperson, men i de her film forguder jeg ham virkelig. Hatten af.
Podcasten her er et spoilerfyldt 3 timer langt interview med instruktøren og der kommer en anden del, hvor de snakker videre. Film nerd alert!

Lejlighed

Vi har også endelig fået ordnet en slags tavlevæg i stuen og fået malet i gangen, så nu er der ikke mange projekter tilbage i lejligheden. Vi kunne ikke bestemme os for en farve i gangen, så der er blevet gråt som i stuen så længe.

Lejlighed

Og en plakat i soveværelset er det også blevet til. Fra en forestilling André var koreograf og lysdesigner på i Stockholm. It’s all coming together.

0

Den digitale udfordring – en opfølgning

Jeg har en rigtig lortedag i dag. Orker ingenting. De seneste dage er jeg kommet til at kaste mig over for meget, og sige ja til for meget socialt. Det endte med, at jeg måtte flygte fra friluftsbio i Kongens Have i går pga total overstimulering. Mange mennesker og høj ensformig salsamusik i en time var lidt mere end mine sanser kunne klare, og jeg græd hele vejen hjem på cyklen.

Jeg ville egentlig helst være hjemme hele dagen i dag, men tog ud for at prøve at finde en plante til badeværelset med André. Nu har jeg lige skældt ham ud over, at han også spurgte, om jeg ville med videre ud og plukke brombær. Wife of the year. For mig føltes det bare som om han spurgte, om jeg ville med ud og løbe et marathon med et brækket ben.

Jeg har svært ved at tro på, at jeg får det godt igen i dag. Det er hårdt. Og jeg ved godt, jeg ikke burde være hård mod mig selv og prøve at stole på, at jeg får det bedre, men det er ikke altid let.

lejlighed

Mit happy place. Bor helst herhjemme i det lille grønne rum for tiden.

I starten af juni satte jeg mig for at ændre på mine digitale vaner i håb om, at det kunne tage toppen af den overvældende stress, jeg følte. Jeg tænkte ikke så meget på, at mit overforbrug måske mere var et symptom på min arbejdsrelaterede stress, end den var en katalysator for mine stress-symptomer, men lad nu det ligge. Her er historien om, hvordan det gik:

1. Jeg må ikke logge på Facebook
Dette overholdt jeg i et par uger før jeg begyndte at logge mig ind igen. Nu er jeg tilbage til at checke flere gange om dagen som en del af den ureflekterede SoMe-runde. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er så svært at slette min facebook-profil, for jeg føler ikke jeg får noget ud af at have den (good old FOMO?). 95% af indholdet er uinteressant, og det er efterhånden en sjældenhed, at jeg bliver inviteret til privatfester der. Jeg vil til gengæld indrømme, at jeg elsker de årlige fødselsdagshilsener, også fra dem jeg aldrig ser eller snakker med. Elsker fødselsdag.

2. Jeg skal slå notifikationer fra på Messenger
Denne har jeg faktisk overholdt! Og det fungerer rigtig godt, så det kan jeg anbefale. Jeg har dog stadig den lille røde notifikation på app-ikonet, så jeg kan se om der er noget, når jeg kigger på min home screen.

3. Jeg skal slette Snapchat
Gjort! Savner det kun lidt, men synes egentlig instagram dækker behovet.

4. Min telefon må ikke komme ind i soveværelset
Det her overholdt jeg i tre ugers tid, men nu har den altså forvildet sig derind alligevel.

5. Jeg skal købe en clock radio, som skal vække mig med P1 hver morgen
Dette har jeg ikke fået gjort, men det er essentielt for at gennemføre punkt 4. Om ikke andet må jeg ønske mig en i julegave.

6. Jeg må ikke checke min telefon den første time, efter jeg er stået op
Overholdt dette i de samme tre uger som telefonen ikke boede i soveværelset om natten (og gjorde faktisk det samme i timen, inden jeg skulle sove). Jeg tror det kunne være en rigtig god vane, så det har jeg en intention om at forsøge mig med igen på et tidspunkt.

7. Jeg må ikke checke mails før kl 12 hver dag
Det her klarede jeg ikke så godt, men jeg fjernede arbejdsmail fra min telefon, og det anbefaler jeg alle!

8. Jeg må kun checke Instagram fire gange om dagen. Om morgenen, ved frokost, efter arbejde og inden jeg går i seng.
Dette lykkedes jeg ALDRIG med. Overgiver mig.

9. Jeg skal slette mailappen på min telefon, så jeg kun checker mail på computeren
Jeg fandt ud af, at jeg ofte skal bruge information som ligger i min mailboks, så det fungerer slet ikke, ikke at have mail på telefonen. Men jeg har som sagt slettet min arbejdsmail.

10. Min telefon skal altid ligge uden for rækkevidde, så jeg ikke kan tage den ubevidst op.
Jeg overholder sjældent dette, men har gjort det aktivt nogle gange, hvor jeg for eksempel har villet fokusere på en bog, og det virker! Så det er et godt trick, hvis man vil koncentrere sig.

Generelt kan man måske sige, at det ikke gik skide godt med at overholde de regler, jeg havde fået defineret. Det kan egentlig også være ret befriende at omfavne sin uperfekte menneskelighed og slippe den dårlige samvittighed. Det kan også være en sund øvelse en gang i mellem.

1

Skåne

Skaane

Jeg elsker Skåne. Vi tog afsted for at spise en middag på Daniel Berlin i Skåne Tranås (hvor jeg ironisk nok kun har et enkelt billede på min instagram fra, men det var godt!) og forlængede turen med et par dage.

Skaane

Idylliske Vik på østkysten. Det bliver ikke meget mere eventyr-nuttet.

Skaane

Der var tydelige overklassebiler i alle indkørsler her. Det er ikke en drøm for almindelige middelklasse-folk at eje et nuttet hus på Österlen. Vi må nøjes med at gå rundt og kigge på dem. 🙂

Skaane

Der er den fineste strand ved Stenshuvud Nationalpark. Vi har været her en gang før for nogle år siden, men har stadig til gode at bade her, for det var lidt for koldt. Jeg elsker den måde skoven vælter ned i stranden på.

Skaane

Vi parkerede ved Knäbäckshusene, som vi ikke havde set før. Det ligner en filmkulisse fra Brødrene Løvehjerte, synes jeg.

Skaane

DSC04917

DSC04912

Skåne er så dansk på mange måder.

Skaane

Nat nummer to overnattede vi ved Ales Stenar i et hyggeligt b&b. Spiste stegt sild og blæksprutte i havnen og vandrede forbi valmuer op til den kendte stensætning på toppen af bakken.

Skaane

Da vi var her for nogle år tilbage var skrænterne fyldt med valmuer, men nu var der kun nogle få på grund af den tørre sommer.

Skaane

Skaane

Et af få billeder af mig fra turen. Sådan er det at stå bag ved kameraet.

Skaane

Skaane

Ikke for at blære mig, men…

Skaane

Får i solnedgang på Skånes sydkyst. ♡

Skaane

Den obligatoriske kæreste-selfie. ☺

Skaane

Dagen efter poserede vi med vores lejebil og badede i en sø.

Skaane

Sommeridyl ved svenske søer og langørede(!) strandkøer i sandet på den anden side.

Skaane

Skaane

André lærte mig at lave små sejlbåde ud af siv og vi konkurrerede om hvis båd der kunne komme længst ud på søen.

Skaane

Vores sidste overnatning havde vi på Trolleberg Bed & Breakfast med Sankt Bernard hunden Mufasa aka “Moffe”. Jeg har aldrig mødt nogen, der savlede så meget.

Stedet lå helt for sig selv midt i en skov. Ingen andre lyde end dyr og vind (og de andre gæster, for indrømmet var der lidt lydt mellem værelserne, hvilket var det eneste som gjorde, at jeg gik med til at checke ud dagen efter).

Skaane

Der var tag-selv-morgenmad i køkkenet, og vi tog vores med ud ved poolen.

Skaane

Lidt røde ribs til yoghurten.

Skaane

Skaane

Sådan her vil jeg bo en dag. Med en overvokset have med blåregn og slidte bambusmøbler.

Skaane

Moffe snorker i søvne. ♡

Skaane

På vejen tilbage til Malmø for at aflevere bilen kørte vi forbi Häckeberga Slott, som ligger utroligt idyllisk midt i en skovsø. Her kan man også bo og spise, hvis man har råd.

Skaane

Fika (kaffe&kage) på Systrarna på Solhjulet kan anbefales. Vi fik i hvert fald en citronkage, der fik hjertet til at slå ekstra hårdt.

Det er mærkeligt at kigge igennem billederne fra turen, for selvom det var idyllisk og fuldt af smukke små oplevelser, var det ikke som jeg havde troet, det ville være. Jeg havde set frem til at komme væk i nogle dage, at være på landet, som jeg elsker og som normalt giver mig ro. Men jeg synes mest, det var svært. Jeg måtte anstrenge mig for at nyde det og være i nuet. Stressen buldrede derudaf, og jeg længtes hjem til mit lille grønne ekstrarum, som nu endelig er færdigt, og er det bedste jeg ved for tiden.

Jeg prøver at acceptere, at det er sådan, det er lige nu. At det jeg drømmer allermest om er at være i et sommerhus med en hængekøje i en vildtvokset have helt alene med en stor stavl bøger, noget Netflix og helpension. Måske så tæt på havet, at man kan høre bølgerne slå. A girl’s gotta dream. Og i mellemtiden må jeg prøve at komme så tæt på jeg kan, med det jeg allerede har.

3

En digital udfordring i 21 dage

Jeg er stresset. Igen. Ved ærligt talt ikke, om jeg nogensinde kom af med det pis. I over en måned har jeg hver gang jeg sætter mig foran computeren haft svært ved at få vejret. Nogle dage så slemt, at jeg har måttet give op og gå hjem. Andre dage kan jeg presse mig til at få noget lavet, men prisen er, at jeg føler mig udbrændt og deprimeret, og har gjort i lang tid nu.

Jeg går så meget på kompromis med mig selv, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg vil eller har lyst til. Det har jeg ikke kunnet længe. Og jeg sidder lige pt med det mest komplekse projekt, jeg har arbejdet på som selvstændig. Jeg vil så gerne kunne lave det færdigt. Så lige nu prøver jeg at spørge andre om hjælp, så jeg ikke sidder med det helt alene. Og så sætte små delmål frem til sommeren. Lige nu skal jeg bare klare mig frem til et møde i næste uge. Så må jeg vurdere efter det, hvad det næste skridt er.

Jeg har i hvert besluttet mig for at forsøge at ændre på mine digitale vaner for derved forhåbentlig at frigøre lidt ro og energi. Her er mine regler for resten af juni:

1. Jeg må ikke logge på Facebook
2. Jeg skal slå notifikationer fra på Messenger
3. Jeg skal slette Snapchat
4. Min telefon må ikke komme ind i soveværelset
5. Jeg skal købe en clock radio, som skal vække mig med P1 hver morgen
6. Jeg må ikke checke min telefon den første time, efter jeg er stået op
7. Jeg må ikke checke mails før kl 12 hver dag
8. Jeg må kun checke Instagram fire gange om dagen. Om morgenen, ved frokost, efter arbejde og inden jeg går i seng.
9. Jeg skal slette mailappen på min telefon, så jeg kun checker mail på computeren
10. Min telefon skal altid ligge uden for rækkevidde, så jeg ikke kan tage den ubevidst op.

Give me strength.

Nogen der vil være med?

2

I just want a timeout from myself

Jeg tror, det er fremgået af bloggen og min instagram, at jeg går igennem en svær periode. Det er ikke unikt for mig at have det tungt. Jeg føler, at jeg har levet på kanten af depression siden jeg var teenager. Der er en konstant melankoli, som jeg lever med, og som nogle gange tager over.

Jeg tror, jeg har opgivet tanken om, at jeg nogensinde bliver en rigtig glad og tilfreds person. Jeg ved ikke, om det handler om den bagage, jeg har med mig fra mit liv eller om det er noget jeg er født med. Jeg har ønsket mig at være glad lige så længe jeg kan huske. Det er noget, jeg evigt stræber efter. Og det er nok også derfor, jeg bliver så skuffet over mig selv, hver gang jeg mærker tungheden.

Da jeg var yngre troede jeg, at det var noget jeg kunne fixe. At hvis jeg bare blev tynd, flyttede hjemmefra, fik en kæreste, fik gode karakterer, eller bare “tog mig sammen”, SÅ ville jeg blive glad og tilfreds. De tanker tror jeg ikke, jeg er alene med.

Rent objektivt har jeg præcis det liv, som jeg gerne vil have lige nu. Jeg har min egen (succesfulde, set fra et økonomisk perspektiv) virksomhed, jeg har friheden ved at være selvstændig, jeg er gift med den person, som jeg vil leve mit liv med, vi er lige flyttet ind i en skøn lejlighed, og jeg har masser af dejlige venner. Men det er præcis det, som gør det så svært ikke at have det godt. Der er ingen ydre faktorer, jeg kan skyde skylden på. Der er kun mig, og jeg er problemet. Fuck.

Jeg føler mig konfronteret med, at jeg ikke kan fixe det her. Når jeg er nede i en dal, føles det som et faktum, at jeg altid vil have det tungt og svært. Og jeg er så pisse træt af alle kaostanker og mental selvdestruktivitet.

Da jeg startede denne her blog, havde jeg en forventning om, at jeg ville kunne fortælle om en tydelig (positiv) udvikling til glæde og tilfredshed, og det er bare ikke tilfældet. Jeg har arbejdet så sindsygt meget med mig selv det sidste år, og det har virket i perioder. Senest tilbage i januar/februar, hvor det føltes som om det hele nok skulle gå. Jeg var stolt af mig selv og nød livet. Jeg var ægte glad. Det bliver jeg forhåbentlig igen, selvom det ikke føles sådan lige nu.

Jeg skriver ikke det her for at få gode råd, medlidenhed eller andet. Jeg skriver det, fordi jeg synes, det er vigtigt at sige højt. Specielt fordi jeg ved sådan helt objektivt, at jeg lever et godt og velsignet liv på trods af, at jeg kæmper med mit psyke i perioder. Og det tror jeg, der er mange andre end mig, der gør og som vælger at gå alene med det, fordi det er for skamfuldt at sige højt.

Jeg skriver også om det af den egoistiske årsag, at jeg ved det hjælper mig med at acceptere, at det er sådan her, jeg har det lige nu. Jeg ved af erfaring at accepten af mine egne følelser, er det eneste som kan få mig ud på den anden side. At det er ok at have det dårligt i en periode, at jeg kan lave fine ting, mens jeg har det dårligt. Jeg kan grine sammen med venner, jeg kan tage på udflugt ud i naturen og få noget ud af det, samtidig med at der ligger en tunghed over brystet og jeg måske fælder nogle tårer undervejs. Det er ikke sort-hvidt det her med at føle sig nede.

I eftermiddag skal jeg til terapi, og det glæder jeg mig til. Jeg er priviligeret på den måde, at jeg har råd til at betale for det. Det ved jeg at mange andre som behøver det ikke har, og køerne med en henvisning er lange. Det bedste man kan gøre uanset om man har råd til psykolog eller ej, er at snakke med nogen. Snak med dine venner, din familie, dine kolleger. Og prøv at husk på, at det er så sindssygt normalt i perioder at føle at alt er tungt og svært, også selvom solen skinner.

Og så vil jeg bare minde om det her, hvis du kender nogen som har det svært:

10

Maj, giv mig styrke

Vi er flyttet til en ny lejlighed for et par uger siden, og først vil jeg bare sige, at det er helt fantastisk. Vi har fået 33 ekstra kvadratmeter og fire vinduer med sol (luksus når man har boet i stuen i 10 år) uden den helt store månedlige udgiftsstigning. Har drømt om det her siden vi flyttede hjem fra Stockholm for fire år siden, og jeg havde ærligt opgivet, at det ville lykkes for en freelance designer og en fysisk skuespiller i dette håbløse københavnske boligmarked. Men så dukkede der pludselig et tilbud ind på mail via venteliste i en lille andelsforening, jeg havde skrevet mig op på for nogle år siden. Tre dage efter min 30 års fødselsdag var det den bedste fødselsdagsgave, jeg har fået i år.

Det betyder også, at vi har brugt uendeligt meget tid de sidste par måneder omkring køb og salg og maling af både lofter og vægge i hele vores nye lejlighed. Soveværelset blev endda malet to gange, fordi den farve vi malede først så helt forkert ud, da vi så den i rummet. Noooooo.

Så jeg er træt. Og det er svært at føle sig inspireret og motiveret, nu hvor jeg er kommet tilbage på kontoret. Stressen ligger og ulmer lidt, og i virkeligheden burde jeg bare holde fri og lade op. Det er i hvert fald det min terapeut har bedt mig om. Så jeg kigger på sommerhuse på Airbnb og drømmer om et par dage på landet. Helst ved havet. Kigger lige nu på langeland, og der er overraskende mange drømmehuse. Her er et lille udvalg: