Skåne

Skaane

Jeg elsker Skåne. Vi tog afsted for at spise en middag på Daniel Berlin i Skåne Tranås (hvor jeg ironisk nok kun har et enkelt billede på min instagram fra, men det var godt!) og forlængede turen med et par dage.

Skaane

Idylliske Vik på østkysten. Det bliver ikke meget mere eventyr-nuttet.

Skaane

Der var tydelige overklassebiler i alle indkørsler her. Det er ikke en drøm for almindelige middelklasse-folk at eje et nuttet hus på Österlen. Vi må nøjes med at gå rundt og kigge på dem. 🙂

Skaane

Der er den fineste strand ved Stenshuvud Nationalpark. Vi har været her en gang før for nogle år siden, men har stadig til gode at bade her, for det var lidt for koldt. Jeg elsker den måde skoven vælter ned i stranden på.

Skaane

Vi parkerede ved Knäbäckshusene, som vi ikke havde set før. Det ligner en filmkulisse fra Brødrene Løvehjerte, synes jeg.

Skaane

DSC04917

DSC04912

Skåne er så dansk på mange måder.

Skaane

Nat nummer to overnattede vi ved Ales Stenar i et hyggeligt b&b. Spiste stegt sild og blæksprutte i havnen og vandrede forbi valmuer op til den kendte stensætning på toppen af bakken.

Skaane

Da vi var her for nogle år tilbage var skrænterne fyldt med valmuer, men nu var der kun nogle få på grund af den tørre sommer.

Skaane

Skaane

Et af få billeder af mig fra turen. Sådan er det at stå bag ved kameraet.

Skaane

Skaane

Ikke for at blære mig, men…

Skaane

Får i solnedgang på Skånes sydkyst. ♡

Skaane

Den obligatoriske kæreste-selfie. ☺

Skaane

Dagen efter poserede vi med vores lejebil og badede i en sø.

Skaane

Sommeridyl ved svenske søer og langørede(!) strandkøer i sandet på den anden side.

Skaane

Skaane

André lærte mig at lave små sejlbåde ud af siv og vi konkurrerede om hvis båd der kunne komme længst ud på søen.

Skaane

Vores sidste overnatning havde vi på Trolleberg Bed & Breakfast med Sankt Bernard hunden Mufasa aka “Moffe”. Jeg har aldrig mødt nogen, der savlede så meget.

Stedet lå helt for sig selv midt i en skov. Ingen andre lyde end dyr og vind (og de andre gæster, for indrømmet var der lidt lydt mellem værelserne, hvilket var det eneste som gjorde, at jeg gik med til at checke ud dagen efter).

Skaane

Der var tag-selv-morgenmad i køkkenet, og vi tog vores med ud ved poolen.

Skaane

Lidt røde ribs til yoghurten.

Skaane

Skaane

Sådan her vil jeg bo en dag. Med en overvokset have med blåregn og slidte bambusmøbler.

Skaane

Moffe snorker i søvne. ♡

Skaane

På vejen tilbage til Malmø for at aflevere bilen kørte vi forbi Häckeberga Slott, som ligger utroligt idyllisk midt i en skovsø. Her kan man også bo og spise, hvis man har råd.

Skaane

Fika (kaffe&kage) på Systrarna på Solhjulet kan anbefales. Vi fik i hvert fald en citronkage, der fik hjertet til at slå ekstra hårdt.

Det er mærkeligt at kigge igennem billederne fra turen, for selvom det var idyllisk og fuldt af smukke små oplevelser, var det ikke som jeg havde troet, det ville være. Jeg havde set frem til at komme væk i nogle dage, at være på landet, som jeg elsker og som normalt giver mig ro. Men jeg synes mest, det var svært. Jeg måtte anstrenge mig for at nyde det og være i nuet. Stressen buldrede derudaf, og jeg længtes hjem til mit lille grønne ekstrarum, som nu endelig er færdigt, og er det bedste jeg ved for tiden.

Jeg prøver at acceptere, at det er sådan, det er lige nu. At det jeg drømmer allermest om er at være i et sommerhus med en hængekøje i en vildtvokset have helt alene med en stor stavl bøger, noget Netflix og helpension. Måske så tæt på havet, at man kan høre bølgerne slå. A girl’s gotta dream. Og i mellemtiden må jeg prøve at komme så tæt på jeg kan, med det jeg allerede har.

(Giv et like)

En digital udfordring i 21 dage

Jeg er stresset. Igen. Ved ærligt talt ikke, om jeg nogensinde kom af med det pis. I over en måned har jeg hver gang jeg sætter mig foran computeren haft svært ved at få vejret. Nogle dage så slemt, at jeg har måttet give op og gå hjem. Andre dage kan jeg presse mig til at få noget lavet, men prisen er, at jeg føler mig udbrændt og deprimeret, og har gjort i lang tid nu.

Jeg går så meget på kompromis med mig selv, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg vil eller har lyst til. Det har jeg ikke kunnet længe. Og jeg sidder lige pt med det mest komplekse projekt, jeg har arbejdet på som selvstændig. Jeg vil så gerne kunne lave det færdigt. Så lige nu prøver jeg at spørge andre om hjælp, så jeg ikke sidder med det helt alene. Og så sætte små delmål frem til sommeren. Lige nu skal jeg bare klare mig frem til et møde i næste uge. Så må jeg vurdere efter det, hvad det næste skridt er.

Jeg har i hvert besluttet mig for at forsøge at ændre på mine digitale vaner for derved forhåbentlig at frigøre lidt ro og energi. Her er mine regler for resten af juni:

1. Jeg må ikke logge på Facebook
2. Jeg skal slå notifikationer fra på Messenger
3. Jeg skal slette Snapchat
4. Min telefon må ikke komme ind i soveværelset
5. Jeg skal købe en clock radio, som skal vække mig med P1 hver morgen
6. Jeg må ikke checke min telefon den første time, efter jeg er stået op
7. Jeg må ikke checke mails før kl 12 hver dag
8. Jeg må kun checke Instagram fire gange om dagen. Om morgenen, ved frokost, efter arbejde og inden jeg går i seng.
9. Jeg skal slette mailappen på min telefon, så jeg kun checker mail på computeren
10. Min telefon skal altid ligge uden for rækkevidde, så jeg ikke kan tage den ubevidst op.

Give me strength.

Nogen der vil være med?

2

I just want a timeout from myself

Jeg tror, det er fremgået af bloggen og min instagram, at jeg går igennem en svær periode. Det er ikke unikt for mig at have det tungt. Jeg føler, at jeg har levet på kanten af depression siden jeg var teenager. Der er en konstant melankoli, som jeg lever med, og som nogle gange tager over.

Jeg tror, jeg har opgivet tanken om, at jeg nogensinde bliver en rigtig glad og tilfreds person. Jeg ved ikke, om det handler om den bagage, jeg har med mig fra mit liv eller om det er noget jeg er født med. Jeg har ønsket mig at være glad lige så længe jeg kan huske. Det er noget, jeg evigt stræber efter. Og det er nok også derfor, jeg bliver så skuffet over mig selv, hver gang jeg mærker tungheden.

Da jeg var yngre troede jeg, at det var noget jeg kunne fixe. At hvis jeg bare blev tynd, flyttede hjemmefra, fik en kæreste, fik gode karakterer, eller bare “tog mig sammen”, SÅ ville jeg blive glad og tilfreds. De tanker tror jeg ikke, jeg er alene med.

Rent objektivt har jeg præcis det liv, som jeg gerne vil have lige nu. Jeg har min egen (succesfulde, set fra et økonomisk perspektiv) virksomhed, jeg har friheden ved at være selvstændig, jeg er gift med den person, som jeg vil leve mit liv med, vi er lige flyttet ind i en skøn lejlighed, og jeg har masser af dejlige venner. Men det er præcis det, som gør det så svært ikke at have det godt. Der er ingen ydre faktorer, jeg kan skyde skylden på. Der er kun mig, og jeg er problemet. Fuck.

Jeg føler mig konfronteret med, at jeg ikke kan fixe det her. Når jeg er nede i en dal, føles det som et faktum, at jeg altid vil have det tungt og svært. Og jeg er så pisse træt af alle kaostanker og mental selvdestruktivitet.

Da jeg startede denne her blog, havde jeg en forventning om, at jeg ville kunne fortælle om en tydelig (positiv) udvikling til glæde og tilfredshed, og det er bare ikke tilfældet. Jeg har arbejdet så sindsygt meget med mig selv det sidste år, og det har virket i perioder. Senest tilbage i januar/februar, hvor det føltes som om det hele nok skulle gå. Jeg var stolt af mig selv og nød livet. Jeg var ægte glad. Det bliver jeg forhåbentlig igen, selvom det ikke føles sådan lige nu.

Jeg skriver ikke det her for at få gode råd, medlidenhed eller andet. Jeg skriver det, fordi jeg synes, det er vigtigt at sige højt. Specielt fordi jeg ved sådan helt objektivt, at jeg lever et godt og velsignet liv på trods af, at jeg kæmper med mit psyke i perioder. Og det tror jeg, der er mange andre end mig, der gør og som vælger at gå alene med det, fordi det er for skamfuldt at sige højt.

Jeg skriver også om det af den egoistiske årsag, at jeg ved det hjælper mig med at acceptere, at det er sådan her, jeg har det lige nu. Jeg ved af erfaring at accepten af mine egne følelser, er det eneste som kan få mig ud på den anden side. At det er ok at have det dårligt i en periode, at jeg kan lave fine ting, mens jeg har det dårligt. Jeg kan grine sammen med venner, jeg kan tage på udflugt ud i naturen og få noget ud af det, samtidig med at der ligger en tunghed over brystet og jeg måske fælder nogle tårer undervejs. Det er ikke sort-hvidt det her med at føle sig nede.

I eftermiddag skal jeg til terapi, og det glæder jeg mig til. Jeg er priviligeret på den måde, at jeg har råd til at betale for det. Det ved jeg at mange andre som behøver det ikke har, og køerne med en henvisning er lange. Det bedste man kan gøre uanset om man har råd til psykolog eller ej, er at snakke med nogen. Snak med dine venner, din familie, dine kolleger. Og prøv at husk på, at det er så sindssygt normalt i perioder at føle at alt er tungt og svært, også selvom solen skinner.

Og så vil jeg bare minde om det her, hvis du kender nogen som har det svært:

10

Maj, giv mig styrke

Vi er flyttet til en ny lejlighed for et par uger siden, og først vil jeg bare sige, at det er helt fantastisk. Vi har fået 33 ekstra kvadratmeter og fire vinduer med sol (luksus når man har boet i stuen i 10 år) uden den helt store månedlige udgiftsstigning. Har drømt om det her siden vi flyttede hjem fra Stockholm for fire år siden, og jeg havde ærligt opgivet, at det ville lykkes for en freelance designer og en fysisk skuespiller i dette håbløse københavnske boligmarked. Men så dukkede der pludselig et tilbud ind på mail via venteliste i en lille andelsforening, jeg havde skrevet mig op på for nogle år siden. Tre dage efter min 30 års fødselsdag var det den bedste fødselsdagsgave, jeg har fået i år.

Det betyder også, at vi har brugt uendeligt meget tid de sidste par måneder omkring køb og salg og maling af både lofter og vægge i hele vores nye lejlighed. Soveværelset blev endda malet to gange, fordi den farve vi malede først så helt forkert ud, da vi så den i rummet. Noooooo.

Så jeg er træt. Og det er svært at føle sig inspireret og motiveret, nu hvor jeg er kommet tilbage på kontoret. Stressen ligger og ulmer lidt, og i virkeligheden burde jeg bare holde fri og lade op. Det er i hvert fald det min terapeut har bedt mig om. Så jeg kigger på sommerhuse på Airbnb og drømmer om et par dage på landet. Helst ved havet. Kigger lige nu på langeland, og der er overraskende mange drømmehuse. Her er et lille udvalg:

Mit sidste år i tyverne

DSC00327

Jeg kan blive helt rundtosset af at tænke på alt der er sket i mit sidste år i tyverne. Lige inden min 29 års fødselsdag for et år siden, sagde jeg mit job op midt i et angstanfald på arbejdet. Resten af vinteren og det første af foråret gik udelukkende med at lære at trække vejret ordentligt igen.

Jeg har været mere forvirret end nogensinde, jeg har skammet mig over min egen uformåenhed. Men jeg har også forsøgt at tale skammen ihjel. Jeg har delt mit inderste med alle som ville lytte, og det har været det mest frygtindgydende, men også det stærkeste.

I midten af februar for et år siden tilbragte jeg nogle dage alene i sommerhus i Nordsjælland. Det var vådt og gråt og ensomt. Jeg skrev mit første blogindlæg “Når det ikke bliver, som man har tænkt sig”.

DSC00347-1

Et par uger efter skrev jeg om skammen og følelsen af at alt kommer til at gå ad helvedes til.

DSC00058

Jeg havde svært ved at komme ud af sengen og sofaen, men tvang mig selv til at gå ud mindst en gang hver dag. Satte podcasts på for at tankerne ikke skulle fylde for meget, og gik forbi Inger Christensens digt på Nørrebro som virkede beroligende.

DSC00506

At vi havde købt billetter til USA i en rødvinsbrandert i januar viste sig at være den bedste beslutning. En hverdagsflugt var meget tiltrængt i marts (se evt under kategorien Rejser).

oregon-coast

Jeg ville ønske, at vi kunne tage på denne rejse om og om igen. Også selvom jeg måtte erkende, at det ikke var nogen helbredelse af alt der var svært, da vi kom hjem igen i april, hvor jeg havde en af de værste nedture på året. En nedtur der var nødvendig for at komme op igen.

Redwoods

I slutningen af april kom jeg i gang med træningen igen i verdens bedste træningscenter. Og i starten af maj startede jeg min egen virksomhed.

syren

Den sidste halvdel af maj var jeg lykkeligere, end jeg har været i flere år.

29-bedste-ven

Jeg var i Stockholm og besøge André som arbejdede der hele måneden og mødes med gamle kollegaer.

09-rosendal-blomster

I juni blev jeg selvstændig på fuld tid og oversatte en svensk artikel om hvorfor de bedste medarbejdere siger op.

01-budapest

Og vi fløj til Budapest for at spise chicken paprikash og besøge gamle spabade. Jeg skrev en miniguide til byen.

I juli skrev jeg et indlæg om “Mænd mod voldtægt” inden #metoo var en ting.

00-hammershus

I august var vi på Bornholm og jeg skrev noget om at forsøge at acceptere, at jeg stadig var forvirret over mit arbejdsliv.

efterarsblomster-4

Jeg bød efteråret velkommen og skrev om at forsøge at leve et rodet liv med alle følelserne.

I september loggede jeg ud af Facebook og fik avisabonnement.

DSC03546

Vi rejste til Apulien i Italien i slut september/start oktober med Andrés ene søster og hendes kæreste, og det var magisk som Italien altid er for mig.

Resten af 2017 blev jeg nødt til at glemme bloggen for en stund og fokusere på nogle krævende freelanceopgaver og et privatliv, der mildt sagt var kaotisk og svært. Men 2018 er startet med overskud, og jeg er så småt i gang med skriveriet og billedredigeringen igen og får endelig afsluttet berettelsen fra Italien (se under rejser).

Camilla Skov

I fredags vågnede jeg på hotel Astoria og var 30 år. Jeg havde den bedste fødselsdag man kan tænke sig. Fejrede med André og venner, uendelige mængder naturvin (av), tapas og livets dansegulv.

Jeg har aldrig følt mig stærkere, sundere og mere tilfreds end jeg gør lige nu, og det er helt fantastisk.

Jeg ved med mig selv, at den selvsikkerhed kommer i perioder, og at jeg ligeså godt kan føle mig elendig igen om en uge, så jeg prøver at nyde det i fulde drag, så længe det varer. This too shall pass er mit mantra i livet, og det hjælper med til at være taknemmelig for de gode og acceptere de dårlige perioder.

Det der er helt sikkert er, at jeg kender mig selv bedre, end jeg nogensinde har gjort. Jeg er meget mere accepterende over for mine svagheder, end jeg har været før. Også selvom jeg på ingen måde er perfekt eller afbalanceret. Jeg er så sindssygt stolt over de valg, jeg har taget i mit liv det seneste år, og lige nu er jeg gladere for mit arbejdsliv, end jeg turde drømme om at være. Hurra for et nyt årti!

En fredag i september

Efterårstrætheden ramte mig i mandags, og jeg vil helst bare sove hele tiden. I stedet drikker jeg kaffe og nyder sløvheden på kontoret.

I sidste uge var jeg i sommerhus og besøge min veninde, der har hjernerystelse. Vi gik en lang tur langs med havet og forbi nogle køer på vej hjem. Jeg ville ønske jeg havde råd til at købe et sommerhus og bruge mere tid på landet, det er så rart.

På grund af hjernerystelsen, må min veninde slet ikke kigge på skærme. Hvis hun scroller ned gennem sit instagramfeed, får hun med det samme voldsom hovedpine. Det er ikke gået op for mig før nu, hvor meget energi hjernen må bruge på at bearbejde al den information, som jeg fylder den med hver dag. Det er skræmmende at tænke på, hvor meget jeg sidder ved skærmen i kraft af mit arbejde PLUS hvor meget jeg opsøger skærmtid og checker Facebook og Instagram i løbet af en dag. Og det allersygeste er jo, at jeg checker de sociale medier for at koble af? Som en overspringshandling fra arbejdet.

Jeg synes umiddelbart Facebook er det, som tager mest og giver mindst. Det algoritme-kuraterede nyhedsfeed, der bombarderer mig med nyheder og artikler, jeg skal tage stilling til, giver mig helt ærligt ingenting. Så jeg loggede ud af Facebook i starten af måneden som et eksperiment. Hele september skal være Facebook-feed fri. Savner det ikke endnu.

Det er specielt efter jeg er logget ud, at det er gået op for mig, hvor mange gange om dagen jeg skriver “f” i min browser (ja, den forstår hvor den skal hen bare ved “f”…). Jeg havner nu på den udloggede Facebookforside, som fjendtligt viser mig, at jeg har notifikationer der venter på mig, hvis jeg bare liige logger ind og checker. Før ville jeg sikkert have brugt 5-20 minutter på at scrolle gennem newsfeedet og lige læse en artikel og se en video.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg begrænser min brug af instagram til max tre gange om dagen. Dét bliver et meget sværere projekt. Nogle gode idéer?

For at være mindre på nyhedssites har jeg for første gang i 8 år købt mig et avisabonnement. Det stod mellem Politiken og Weekendavisen, og valget faldt på sidstnævnte, da jeg har haft den før og man kun får den én gang om ugen. Politiken kommer både fredag, lørdag og søndag og det kan jeg ikke rumme. Ved det bare bliver dårlig samvittighed og en kæmpe stabel der skal i papircontaineren.

Fik min første avis i morges og var så hyggeligt at sidde lidt længere med kaffekoppen og en avis en fredag morgen.

For mine daglige internationale nyheder abonnerer jeg på podcasten “The Daily” fra New York Times. En 20 minutters podcast med de vigtigste nyheder fra dagen. Den kan jeg lige lytte til på vej til/fra arbejde. I dag gik jeg til kontoret i efterårssolen med nyheder i ørerne.

Når jeg får en impuls til at gå ind på dr.dk i løbet af dagen for at overspringshandle prøver jeg at vænne mig til at kigge ud i luften og trække vejret dybt et par gange i stedet. Jeg har nok i virkeligheden mest brug for at kede mig mere.

Nu er det virkelig efterår ifølge solhattene.

Rigtig god weekend!

Snart er det efterår, og jeg elsker det

I søndags cyklede jeg til Landbohøjskolens Have for at se, hvordan blomsterbedene ser ud for tiden. Solen skinnede, men det var friskt i luften, og jeg tænkte på, at det snart er sweatertid.

Denne tid på året er min bedste tid. Hvor alt blomstrer over og luften er frisk, og jeg kan have en striktrøje på, når jeg cykler til kontoret om morgenen. Sommeren stiller så store krav til lykke og solskin, og jeg er typen som bedst kan lide at sidde i skyggen og bestemt ikke formår at være lykkelig hele tiden.

Det tidlige efterår er lidt mere tilgivende. De solrige dage er som bonusser, som man ikke tager for givet, og den friske luft gør godt. Det er som en nystart men uden de samme forventninger som det nye kalenderår bringer.

Kalenderen er så småt ved at blive fyldt op med opgaver for september, og det er så dejligt fortsat at blive bekræftet i at livet som selvstændig godt kan lade sig gøre.

Jeg læste denne artikel den anden dag, som jeg vil anbefale. Den handler om at acceptere alle følelserne, som jeg også har skrevet om her tidligere.

At vores liv ikke skal optimeres, så vi kan blive lykkelige. Balance og et lykkeligt liv er idéer vi skal opgive, da det bare gør os ulykkelige at stræbe efter det. Vi kan absolut opleve det i øjeblikke, men ikke på kommando.

Vi skal stadig forsøge at ændre de dele af vores liv, der ikke fungerer og som gør os direkte ulykkelige. Vi skal have modet til at sige vores arbejde op, og til at forlade en destruktiv relation.

Men vi skal ikke tro, at vi kan ændre vores liv på en måde, der gør os rolige og lykkelige. Uanset hvad er livet rodet og komplekst og fyldt med uretfærdigheder. Livet som selvstændig er for eksempel ikke lykkeligt og angstfrit, tværtimod, men samtidig har jeg aldrig været gladere for mit arbejdsliv.

Jeg vil hellere leve det rodede liv med alle følelserne, et liv hvor jeg tør noget, end et enkelt og trygt liv. Det skal jeg skrive mere om, når jeg er klar til det.

Med alt det sagt vil jeg snart begive mig ud i solen og drikke et glas naturvin. Livet som selvstændig!

At acceptere forvirringen

Jeg følger stadig skoleåret på den måde, at det er sommerferien som deler året op for mig. August føles meget mere som en nystart end det nye kalenderår i januar.

Jeg går rundt med sådan en kompleks følelse af forvirring og usikkerhed i kroppen for tiden. Jeg ved, jeg kan lide livet som selvstændig. Jeg elsker virkelig friheden ved det (tog f.eks. fri i onsdags fordi det var godt vejr og det derfor var federe at tage til La Banchina og drikke vin 🐒), men til gengæld er usikkerheden om, at jeg fortsat kommer til at tjene nok til at betale sin egen løn og ferie og pension and all that jazz ikke pisse fed. Man skal virkelig være god til at stole på, at det nok skal gå.

Egentlig er det ikke det, forvirringen handler om, men at jeg stadig ikke føler mig tilpas med arbejdet som designer. Jeg ved på en måde ikke rigtig, hvad jeg vil med det? Prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg ved, at jeg ikke har nogle svar til mig selv lige nu. Tvivlen må være min faste følgesvend i stedet. I hvert fald lidt endnu. Det gælder nok mange i deres (arbejds)liv.

I går var jeg i tivoli med turpas for første gang i måske ti år? Prøvede både det gyldne tårn (adrenalin og rystende ben), det flyvende tæppe (frygteligt… Aldrig igen) og Dæmonen (SÅ sjovt) – jeg er åbenbart blevet en vovehals nu hvor 20erne synger på deres sidste vers.

Min yndlings-t-shirt for tiden:

Nøgne yogadamer ftw!

Efter ferien

Jeg brugte den sidste ferieuge på Bornholm. På at grine med (og af) en 9 måneders baby, kigge på havet, spise softice, tage på udflugter og lytte til klezmermusik i bilen, læse bøger, bade i havet (ok, det blev til et enkelt koldt dyp), vandre på Hammeren, lytte til regnen og spise gode middage. Jeg har drømt drømme om at købe et hus på Bornholm. Slå mig ned på en ø og bare få lov til at være. Jeg føler den største ro, når jeg er i naturen, væk fra byen. Når havet buldrer ind mod klipperne, når kornmarkerne vejrer i vinden eller jeg er på kantareljagt i en skov. Dét elsker jeg. Så er der ikke noget stress som ligger tungt over brystet.

Vi kom hjem til Nørrebro i tirsdags, og det var ikke nemt at komme tilbage til den 50 kvadratmeters lejlighed i byen. Det føltes klaustrofobisk. Drømmer om at flytte til et hus på landet eller i det mindste købe en bil, så vi kan køre på skovudflugter hver weekend. Det lille liv! Spændende at se hvordan det udvikler sig, i mellemtiden prøver jeg på at acceptere, hvor jeg er lige nu, og være tilfreds og taknemmelig over det. Der er trods alt meget at være glad for. Har min første dag tilbage på kontoret i dag, og det føles godt. Jeg er så glad for mit freelanceliv! Håber, håber, håber at jeg kan fortsætte med det, så længe som jeg har lyst. Stadig mit arbejdslivs bedste beslutning at sige det faste job op. Selvom denne nye tilværelse er lidt mere usikker, føler jeg mig også mere fri end jeg nogensinde har gjort.

Lidt billeder fra Bornholm:

De her to mennesker er nogle af de bedste i livet. ♡