En fredag i september

Efterårstrætheden ramte mig i mandags, og jeg vil helst bare sove hele tiden. I stedet drikker jeg kaffe og nyder sløvheden på kontoret.

I sidste uge var jeg i sommerhus og besøge min veninde, der har hjernerystelse. Vi gik en lang tur langs med havet og forbi nogle køer på vej hjem. Jeg ville ønske jeg havde råd til at købe et sommerhus og bruge mere tid på landet, det er så rart.

På grund af hjernerystelsen, må min veninde slet ikke kigge på skærme. Hvis hun scroller ned gennem sit instagramfeed, får hun med det samme voldsom hovedpine. Det er ikke gået op for mig før nu, hvor meget energi hjernen må bruge på at bearbejde al den information, som jeg fylder den med hver dag. Det er skræmmende at tænke på, hvor meget jeg sidder ved skærmen i kraft af mit arbejde PLUS hvor meget jeg opsøger skærmtid og checker Facebook og Instagram i løbet af en dag. Og det allersygeste er jo, at jeg checker de sociale medier for at koble af? Som en overspringshandling fra arbejdet.

Jeg synes umiddelbart Facebook er det, som tager mest og giver mindst. Det algoritme-kuraterede nyhedsfeed, der bombarderer mig med nyheder og artikler, jeg skal tage stilling til, giver mig helt ærligt ingenting. Så jeg loggede ud af Facebook i starten af måneden som et eksperiment. Hele september skal være Facebook-feed fri. Savner det ikke endnu.

Det er specielt efter jeg er logget ud, at det er gået op for mig, hvor mange gange om dagen jeg skriver “f” i min browser (ja, den forstår hvor den skal hen bare ved “f”…). Jeg havner nu på den udloggede Facebookforside, som fjendtligt viser mig, at jeg har notifikationer der venter på mig, hvis jeg bare liige logger ind og checker. Før ville jeg sikkert have brugt 5-20 minutter på at scrolle gennem newsfeedet og lige læse en artikel og se en video.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg begrænser min brug af instagram til max tre gange om dagen. Dét bliver et meget sværere projekt. Nogle gode idéer?

For at være mindre på nyhedssites har jeg for første gang i 8 år købt mig et avisabonnement. Det stod mellem Politiken og Weekendavisen, og valget faldt på sidstnævnte, da jeg har haft den før og man kun får den én gang om ugen. Politiken kommer både fredag, lørdag og søndag og det kan jeg ikke rumme. Ved det bare bliver dårlig samvittighed og en kæmpe stabel der skal i papircontaineren.

Fik min første avis i morges og var så hyggeligt at sidde lidt længere med kaffekoppen og en avis en fredag morgen.

For mine daglige internationale nyheder abonnerer jeg på podcasten “The Daily” fra New York Times. En 20 minutters podcast med de vigtigste nyheder fra dagen. Den kan jeg lige lytte til på vej til/fra arbejde. I dag gik jeg til kontoret i efterårssolen med nyheder i ørerne.

Når jeg får en impuls til at gå ind på dr.dk i løbet af dagen for at overspringshandle prøver jeg at vænne mig til at kigge ud i luften og trække vejret dybt et par gange i stedet. Jeg har nok i virkeligheden mest brug for at kede mig mere.

Nu er det virkelig efterår ifølge solhattene.

Rigtig god weekend!

Snart er det efterår, og jeg elsker det

I søndags cyklede jeg til Landbohøjskolens Have for at se, hvordan blomsterbedene ser ud for tiden. Solen skinnede, men det var friskt i luften, og jeg tænkte på, at det snart er sweatertid.

Denne tid på året er min bedste tid. Hvor alt blomstrer over og luften er frisk, og jeg kan have en striktrøje på, når jeg cykler til kontoret om morgenen. Sommeren stiller så store krav til lykke og solskin, og jeg er typen som bedst kan lide at sidde i skyggen og bestemt ikke formår at være lykkelig hele tiden.

Det tidlige efterår er lidt mere tilgivende. De solrige dage er som bonusser, som man ikke tager for givet, og den friske luft gør godt. Det er som en nystart men uden de samme forventninger som det nye kalenderår bringer.

Kalenderen er så småt ved at blive fyldt op med opgaver for september, og det er så dejligt fortsat at blive bekræftet i at livet som selvstændig godt kan lade sig gøre.

Jeg læste denne artikel den anden dag, som jeg vil anbefale. Den handler om at acceptere alle følelserne, som jeg også har skrevet om her tidligere.

At vores liv ikke skal optimeres, så vi kan blive lykkelige. Balance og et lykkeligt liv er idéer vi skal opgive, da det bare gør os ulykkelige at stræbe efter det. Vi kan absolut opleve det i øjeblikke, men ikke på kommando.

Vi skal stadig forsøge at ændre de dele af vores liv, der ikke fungerer og som gør os direkte ulykkelige. Vi skal have modet til at sige vores arbejde op, og til at forlade en destruktiv relation.

Men vi skal ikke tro, at vi kan ændre vores liv på en måde, der gør os rolige og lykkelige. Uanset hvad er livet rodet og komplekst og fyldt med uretfærdigheder. Livet som selvstændig er for eksempel ikke lykkeligt og angstfrit, tværtimod, men samtidig har jeg aldrig været gladere for mit arbejdsliv.

Jeg vil hellere leve det rodede liv med alle følelserne, et liv hvor jeg tør noget, end et enkelt og trygt liv. Det skal jeg skrive mere om, når jeg er klar til det.

Med alt det sagt vil jeg snart begive mig ud i solen og drikke et glas naturvin. Livet som selvstændig!

At acceptere forvirringen

Jeg følger stadig skoleåret på den måde, at det er sommerferien som deler året op for mig. August føles meget mere som en nystart end det nye kalenderår i januar.

Jeg går rundt med sådan en kompleks følelse af forvirring og usikkerhed i kroppen for tiden. Jeg ved, jeg kan lide livet som selvstændig. Jeg elsker virkelig friheden ved det (tog f.eks. fri i onsdags fordi det var godt vejr og det derfor var federe at tage til La Banchina og drikke vin 🐒), men til gengæld er usikkerheden om, at jeg fortsat kommer til at tjene nok til at betale sin egen løn og ferie og pension and all that jazz ikke pisse fed. Man skal virkelig være god til at stole på, at det nok skal gå.

Egentlig er det ikke det, forvirringen handler om, men at jeg stadig ikke føler mig tilpas med arbejdet som designer. Jeg ved på en måde ikke rigtig, hvad jeg vil med det? Prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg ved, at jeg ikke har nogle svar til mig selv lige nu. Tvivlen må være min faste følgesvend i stedet. I hvert fald lidt endnu. Det gælder nok mange i deres (arbejds)liv.

I går var jeg i tivoli med turpas for første gang i måske ti år? Prøvede både det gyldne tårn (adrenalin og rystende ben), det flyvende tæppe (frygteligt… Aldrig igen) og Dæmonen (SÅ sjovt) – jeg er åbenbart blevet en vovehals nu hvor 20erne synger på deres sidste vers.

Min yndlings-t-shirt for tiden:

Nøgne yogadamer ftw!

Efter ferien

Jeg brugte den sidste ferieuge på Bornholm. På at grine med (og af) en 9 måneders baby, kigge på havet, spise softice, tage på udflugter og lytte til klezmermusik i bilen, læse bøger, bade i havet (ok, det blev til et enkelt koldt dyp), vandre på Hammeren, lytte til regnen og spise gode middage. Jeg har drømt drømme om at købe et hus på Bornholm. Slå mig ned på en ø og bare få lov til at være. Jeg føler den største ro, når jeg er i naturen, væk fra byen. Når havet buldrer ind mod klipperne, når kornmarkerne vejrer i vinden eller jeg er på kantareljagt i en skov. Dét elsker jeg. Så er der ikke noget stress som ligger tungt over brystet.

Vi kom hjem til Nørrebro i tirsdags, og det var ikke nemt at komme tilbage til den 50 kvadratmeters lejlighed i byen. Det føltes klaustrofobisk. Drømmer om at flytte til et hus på landet eller i det mindste købe en bil, så vi kan køre på skovudflugter hver weekend. Det lille liv! Spændende at se hvordan det udvikler sig, i mellemtiden prøver jeg på at acceptere, hvor jeg er lige nu, og være tilfreds og taknemmelig over det. Der er trods alt meget at være glad for. Har min første dag tilbage på kontoret i dag, og det føles godt. Jeg er så glad for mit freelanceliv! Håber, håber, håber at jeg kan fortsætte med det, så længe som jeg har lyst. Stadig mit arbejdslivs bedste beslutning at sige det faste job op. Selvom denne nye tilværelse er lidt mere usikker, føler jeg mig også mere fri end jeg nogensinde har gjort.

Lidt billeder fra Bornholm:

De her to mennesker er nogle af de bedste i livet. ♡

Mænd mod voldtægt

Jeg kan huske, at jeg som teenager altid var lidt lettet, når jeg skulle cykle hjem fra Greve Station om aftenen og samtidig havde min menstruation. For hvis jeg havde menstruation, var der nok ikke nogen som ville voldtage mig. Den tanke føltes helt naturlig som 14-årig. Min mor havde jo læst i lokalavisen om et par voldtægter nede på stranden, og det ville jeg ikke selv udsættes for. Og som bekendt kan voldtægtsmænd stoppes af det mest frastødende af alt: menstruationsblod.

I mine senere teenageår begyndte de små overgreb. En uvelkommen hånd på røven på Roskilde festival, catcalling på gaderne i København, en fuld, ældre mand i en bar som tog sig friheden at tage et fast greb om min lænd. Det er let at bagatellisere, men det er et faktum, at der er mænd som føler, de har ret til min krop.

Som 20-årig gik jeg på teknisk skole og flirtede en del med en fyr i min klasse. Vi kunne lide det samme musik og delte spillelister og koncertoplevelser. Efter et par måneder mødtes vi meget fulde i byen og blev enige om at tage hjem til mig. Men da vi lå der i sengen og kyssede var der noget, der føltes forkert. Det eneste gode tip min mor har givet mig omkring sex var, at hvis der er det mindste i kroppen som siger nej, så er det nej. Så da jeg lå der og var alt for fuld, men alligevel kunne mærke, at det her ikke var nogen god idé, sagde jeg pænt nej tak. Det blev accepteret i et øjeblik, men efter et stykke tid bevægede hænderne sig alligevel steder hen, hvor jeg ikke ville have dem. Jeg sagde nej flere gange, til jeg til sidst i min fuldskab accepterede, hvor det bar hen af. Det er det værste sex, jeg har haft i mit liv, og jeg fortryder det stadig i dag. Var det en voldtægt? Det har jeg aldrig kaldt det. Men følelsen dagen (og flere år) efter var i hvert fald, at det ikke var ok. Hvorfor accepterede han ikke, at jeg ikke ville? Hvorfor stod jeg ikke fast på mit nej?

Som en snart 30-årig kvinde er jeg stadig nervøs, når jeg går alene i mørket, og jeg ser en mand gå imod mig. For der er altid en risiko. Selvom 2/3 af alle voldtægter begås af en gerningsmand, man kender i forvejen, er det alligevel de ukendte mænd på gaden, man er mest bange for.

Da jeg læste om voldtægten under Håkan Hellströms koncert på Bråvalla fik jeg det næsten fysisk dårligt. Hvordan kan en 15-årig pige blive voldtaget midt i publikumshavet til en koncert uden at nogen griber ind?

Jeg ved ikke, hvad jeg synes om at Bråvallas festivalledelse har valgt at aflyse festivalen til næste år på grund af det her. Et bedre alternativ ville måske være at undersøge, hvordan man kan forebygge at voldtægterne sker. I mellemtiden er der en svensk komiker som er gået ud med idéen om at starte en ren kvindefestival, da det er den eneste måde for kvinder at føle sig trygge på, fordi stort set alle voldtægter begås af mænd.

Jeg vil ikke diskutere om det er en god eller en dårlig idé at lukke Bråvalla, og jeg vil heller ikke diskutere om en kvindefestival er en god eller dårlig idé. Og jeg synes det er ærgerligt, at det er det diskussionen i nyhedsmedierne og på sociale medier er kommet til at handle om.

Til gengæld synes jeg vi skal diskutere, hvorfor vi lever i et samfund, hvor det for nogle er acceptabelt at begå seksuelle overgreb mod kvinder. At seksuelle overgreb desværre er meget almindelige. Det gælder ikke en speciel type (svag) kvinde, eller en speciel type (voldelig) mand. Hvis man er ung (de fleste seksuelle overgreb begås mod kvinder under 25 år) og ude blandt andre mennesker, så sker det. Nogle gange i en form som bare giver en følelse af ubehag i kroppen, nogle gange i en form som kan anmeldes til politiet.

Så kære mænd. Jeg ved I ikke alle begår overgreb, men I er faktisk de eneste som kan stoppe overgreb mod kvinder, da stort set alle seksuelle overgreb begås af mænd (og ja, mænd udsættes også for seksuelle overgreb, men de begås også oftest af mænd).

Sig til din kollega, at det ikke er ok, når han råber sexistiske kommentarer til en kvinde efter for mange øl på konferencen. Sig fra når du hører en ven prale med, at han tog en kvinde på røven i baren. Fortæl jeres sønner, at sex kun er sex, når begge siger ja. Fortæl jeres venner, at et nej ikke kan laves om til et ja ved lidt overtalelse. Fortæl at voldtægt også er, når sex som egentlig var et “ja” ændrer sig til at være et “nej”, og du nægter at stoppe. Fortæl at man ikke kan have sex med en person som er for beruset til at være til stede. Fortæl at intet en kvinde har på, siger eller udstråler kan retfærdiggøre et seksuelt overgreb. Sørg for at behandle alle mennesker lige og respektfuldt. Og når ulykken er ude, så kan man lytte på sin kæreste/søster/veninde og finde ud af, hvilken hjælp hun behøver.

For der er ingen af os som vil have et samfund uden mænd. Til gengæld vil vi gerne have et samfund uden seksuelle krænkelser, og I bliver nødt til at være aktive i det arbejde.