At acceptere forvirringen

Jeg følger stadig skoleåret på den måde, at det er sommerferien som deler året op for mig. August føles meget mere som en nystart end det nye kalenderår i januar.

Jeg går rundt med sådan en kompleks følelse af forvirring og usikkerhed i kroppen for tiden. Jeg ved, jeg kan lide livet som selvstændig. Jeg elsker virkelig friheden ved det (tog f.eks. fri i onsdags fordi det var godt vejr og det derfor var federe at tage til La Banchina og drikke vin 🐒), men til gengæld er usikkerheden om, at jeg fortsat kommer til at tjene nok til at betale sin egen løn og ferie og pension and all that jazz ikke pisse fed. Man skal virkelig være god til at stole på, at det nok skal gå.

Egentlig er det ikke det, forvirringen handler om, men at jeg stadig ikke føler mig tilpas med arbejdet som designer. Jeg ved på en måde ikke rigtig, hvad jeg vil med det? Prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg ved, at jeg ikke har nogle svar til mig selv lige nu. Tvivlen må være min faste følgesvend i stedet. I hvert fald lidt endnu. Det gælder nok mange i deres (arbejds)liv.

I går var jeg i tivoli med turpas for første gang i måske ti år? Prøvede både det gyldne tårn (adrenalin og rystende ben), det flyvende tæppe (frygteligt… Aldrig igen) og Dæmonen (SÅ sjovt) – jeg er åbenbart blevet en vovehals nu hvor 20erne synger på deres sidste vers.

Min yndlings-t-shirt for tiden:

Nøgne yogadamer ftw!

Efter ferien

Jeg brugte den sidste ferieuge på Bornholm. På at grine med (og af) en 9 måneders baby, kigge på havet, spise softice, tage på udflugter og lytte til klezmermusik i bilen, læse bøger, bade i havet (ok, det blev til et enkelt koldt dyp), vandre på Hammeren, lytte til regnen og spise gode middage. Jeg har drømt drømme om at købe et hus på Bornholm. Slå mig ned på en ø og bare få lov til at være. Jeg føler den største ro, når jeg er i naturen, væk fra byen. Når havet buldrer ind mod klipperne, når kornmarkerne vejrer i vinden eller jeg er på kantareljagt i en skov. Dét elsker jeg. Så er der ikke noget stress som ligger tungt over brystet.

Vi kom hjem til Nørrebro i tirsdags, og det var ikke nemt at komme tilbage til den 50 kvadratmeters lejlighed i byen. Det føltes klaustrofobisk. Drømmer om at flytte til et hus på landet eller i det mindste købe en bil, så vi kan køre på skovudflugter hver weekend. Det lille liv! Spændende at se hvordan det udvikler sig, i mellemtiden prøver jeg på at acceptere, hvor jeg er lige nu, og være tilfreds og taknemmelig over det. Der er trods alt meget at være glad for. Har min første dag tilbage på kontoret i dag, og det føles godt. Jeg er så glad for mit freelanceliv! Håber, håber, håber at jeg kan fortsætte med det, så længe som jeg har lyst. Stadig mit arbejdslivs bedste beslutning at sige det faste job op. Selvom denne nye tilværelse er lidt mere usikker, føler jeg mig også mere fri end jeg nogensinde har gjort.

Lidt billeder fra Bornholm:

De her to mennesker er nogle af de bedste i livet. ♡

Mænd mod voldtægt

Jeg kan huske, at jeg som teenager altid var lidt lettet, når jeg skulle cykle hjem fra Greve Station om aftenen og samtidig havde min menstruation. For hvis jeg havde menstruation, var der nok ikke nogen som ville voldtage mig. Den tanke føltes helt naturlig som 14-årig. Min mor havde jo læst i lokalavisen om et par voldtægter nede på stranden, og det ville jeg ikke selv udsættes for. Og som bekendt kan voldtægtsmænd stoppes af det mest frastødende af alt: menstruationsblod.

I mine senere teenageår begyndte de små overgreb. En uvelkommen hånd på røven på Roskilde festival, catcalling på gaderne i København, en fuld, ældre mand i en bar som tog sig friheden at tage et fast greb om min lænd. Det er let at bagatellisere, men det er et faktum, at der er mænd som føler, de har ret til min krop.

Som 20-årig gik jeg på teknisk skole og flirtede en del med en fyr i min klasse. Vi kunne lide det samme musik og delte spillelister og koncertoplevelser. Efter et par måneder mødtes vi meget fulde i byen og blev enige om at tage hjem til mig. Men da vi lå der i sengen og kyssede var der noget, der føltes forkert. Det eneste gode tip min mor har givet mig omkring sex var, at hvis der er det mindste i kroppen som siger nej, så er det nej. Så da jeg lå der og var alt for fuld, men alligevel kunne mærke, at det her ikke var nogen god idé, sagde jeg pænt nej tak. Det blev accepteret i et øjeblik, men efter et stykke tid bevægede hænderne sig alligevel steder hen, hvor jeg ikke ville have dem. Jeg sagde nej flere gange, til jeg til sidst i min fuldskab accepterede, hvor det bar hen af. Det er det værste sex, jeg har haft i mit liv, og jeg fortryder det stadig i dag. Var det en voldtægt? Det har jeg aldrig kaldt det. Men følelsen dagen (og flere år) efter var i hvert fald, at det ikke var ok. Hvorfor accepterede han ikke, at jeg ikke ville? Hvorfor stod jeg ikke fast på mit nej?

Som en snart 30-årig kvinde er jeg stadig nervøs, når jeg går alene i mørket, og jeg ser en mand gå imod mig. For der er altid en risiko. Selvom 2/3 af alle voldtægter begås af en gerningsmand, man kender i forvejen, er det alligevel de ukendte mænd på gaden, man er mest bange for.

Da jeg læste om voldtægten under Håkan Hellströms koncert på Bråvalla fik jeg det næsten fysisk dårligt. Hvordan kan en 15-årig pige blive voldtaget midt i publikumshavet til en koncert uden at nogen griber ind?

Jeg ved ikke, hvad jeg synes om at Bråvallas festivalledelse har valgt at aflyse festivalen til næste år på grund af det her. Et bedre alternativ ville måske være at undersøge, hvordan man kan forebygge at voldtægterne sker. I mellemtiden er der en svensk komiker som er gået ud med idéen om at starte en ren kvindefestival, da det er den eneste måde for kvinder at føle sig trygge på, fordi stort set alle voldtægter begås af mænd.

Jeg vil ikke diskutere om det er en god eller en dårlig idé at lukke Bråvalla, og jeg vil heller ikke diskutere om en kvindefestival er en god eller dårlig idé. Og jeg synes det er ærgerligt, at det er det diskussionen i nyhedsmedierne og på sociale medier er kommet til at handle om.

Til gengæld synes jeg vi skal diskutere, hvorfor vi lever i et samfund, hvor det for nogle er acceptabelt at begå seksuelle overgreb mod kvinder. At seksuelle overgreb desværre er meget almindelige. Det gælder ikke en speciel type (svag) kvinde, eller en speciel type (voldelig) mand. Hvis man er ung (de fleste seksuelle overgreb begås mod kvinder under 25 år) og ude blandt andre mennesker, så sker det. Nogle gange i en form som bare giver en følelse af ubehag i kroppen, nogle gange i en form som kan anmeldes til politiet.

Så kære mænd. Jeg ved I ikke alle begår overgreb, men I er faktisk de eneste som kan stoppe overgreb mod kvinder, da stort set alle seksuelle overgreb begås af mænd (og ja, mænd udsættes også for seksuelle overgreb, men de begås også oftest af mænd).

Sig til din kollega, at det ikke er ok, når han råber sexistiske kommentarer til en kvinde efter for mange øl på konferencen. Sig fra når du hører en ven prale med, at han tog en kvinde på røven i baren. Fortæl jeres sønner, at sex kun er sex, når begge siger ja. Fortæl jeres venner, at et nej ikke kan laves om til et ja ved lidt overtalelse. Fortæl at voldtægt også er, når sex som egentlig var et “ja” ændrer sig til at være et “nej”, og du nægter at stoppe. Fortæl at man ikke kan have sex med en person som er for beruset til at være til stede. Fortæl at intet en kvinde har på, siger eller udstråler kan retfærdiggøre et seksuelt overgreb. Sørg for at behandle alle mennesker lige og respektfuldt. Og når ulykken er ude, så kan man lytte på sin kæreste/søster/veninde og finde ud af, hvilken hjælp hun behøver.

For der er ingen af os som vil have et samfund uden mænd. Til gengæld vil vi gerne have et samfund uden seksuelle krænkelser, og I bliver nødt til at være aktive i det arbejde.