Det brækkede ben

DSC05179

Jeg har brugt rigtig meget af de sidste to måneder på at prøve ikke at bebrejde mig selv for mine psykiske udfordringer. Det er svært. Jeg tror de fleste af os kan nikke genkendende til følelsen af at være vores egen værste fjende. Vi synes, vi er for tykke, for kedelige, for dumme, for dovne, for meget, for lidt. Idéen om at skulle tale med sig selv som en god veninde er fin, men også fucking umulig oftest.

Jeg så et klip på youtube i går med en psykolog som lavede den klassiske sammenligning mellem depression og et brækket ben. Analogien om at hvis man havde en nærstående som brækkede et ben, ville man ikke efterlade dem i grøftekanten, og sige at de skulle tage sig sammen. Det kan man til gengæld have en tendens til med mennesker med psykisk sygdom, fordi det er så usynligt og svært at forstå. Specielt for én selv.

Jeg har slået (slår stadig til tider) mig selv oven i hovedet med tanker om, at jeg burde tage mig sammen, hvorfor kan jeg ikke bare få et job og få det til at fungere og hvorfor skal jeg sabotere mit liv for mig selv.

Men jeg forstår også, at min hjerne er skadet, og at jeg skal lære at forstå den bedre. At jeg skal prøve at se på den mere som en muskel, der skal trænes. Som et overbelastet knæ, som langsomt skal genoptrænes. Det kommer til at gøre ondt i et stykke tid endnu, og det er umuligt at sige hvor længe.

Jeg deltager nu i et forskningsprojekt gennem jobcenteret. Det er et tilbud for sygemeldte med stress, angst og depression, og jeg var der første gang for en uge siden for at gennemgå en udredning med en psykiater og en behandler. Et to timer langt interview med standardiserede spørgsmål, som skulle kortlægge, hvorvidt jeg var kvalificeret til at deltage i projektet. Gik derfra med beskeden om, at jeg har en moderat depression og generaliseret angst.

Moderat depression og generaliseret angst. Jeg troede, jeg havde stress. Psykiateren sagde, at de ikke skelner så meget mellem stress og depression, fordi det er lidt af en hønen og ægget situation. Man kan nærmest ikke have det ene uden at have det andet, og det er svært at vide, hvad der kom først. Men i mit tilfælde hældte han altså til, at depressionen var mest fremtrædende.

DSC05173

Det er lidt uklart for mig, hvorfor det føles så forskelligt for mig at sige, at jeg har stress og at sige, jeg er deprimeret. Stress er så tydeligt arbejdsrelateret for mig, hvor depression er en mere generel sygdomstilstand? Måske har jeg tænkt, at hvis man er deprimeret kan man ingenting, man kan knapt stå op om morgenen. Og jeg har trods alt kunnet opleve glimt af glæde undervejs. Jeg er generelt god til at nyde de små ting. Men når jeg læser om depression kan jeg godt se, at jeg har en del af symptomerne, samt hvor tæt symptomerne på depression rent faktisk ligger op ad symptomerne på stress.

Jeg brugte torsdag og fredag på at fordøje beskeden. Nu tror jeg, at det er landet lidt. Jeg tager det ikke på mig som en identitet eller som et label, der definerer mig. Og måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kalder min tilstand stress eller depression, bare jeg anerkender, at den er der, og at jeg skal tage det alvorligt og finde ud af, hvordan jeg ændrer mit liv til det bedre.

Nogle gange ønsker jeg, at der var nogen, der ville sige, at jeg har en serotonin ubalance og “bare” skal tage en pille hver dag, som ville kurere mig og give mig ro i mit hoved. Jeg ved, at det sikkert ikke er så enkelt. Jeg er bare så uendeligt træt af at gå i terapi og prøve at blive ven med min hjerne. Når hjernen er syg, men man selv har ansvaret for at få styr på sine tanker, er det let at bebrejde sig selv for ikke at få det bedre (hvilket selvfølgelig er fuldstændig ukonstruktivt).

Så jeg har altså et brækket ben. Bortset fra at det er min hjerne. Og det må jeg finde ud af, hvordan jeg lever med.

2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.