En fredag i september

Efterårstrætheden ramte mig i mandags, og jeg vil helst bare sove hele tiden. I stedet drikker jeg kaffe og nyder sløvheden på kontoret.

I sidste uge var jeg i sommerhus og besøge min veninde, der har hjernerystelse. Vi gik en lang tur langs med havet og forbi nogle køer på vej hjem. Jeg ville ønske jeg havde råd til at købe et sommerhus og bruge mere tid på landet, det er så rart.

På grund af hjernerystelsen, må min veninde slet ikke kigge på skærme. Hvis hun scroller ned gennem sit instagramfeed, får hun med det samme voldsom hovedpine. Det er ikke gået op for mig før nu, hvor meget energi hjernen må bruge på at bearbejde al den information, som jeg fylder den med hver dag. Det er skræmmende at tænke på, hvor meget jeg sidder ved skærmen i kraft af mit arbejde PLUS hvor meget jeg opsøger skærmtid og checker Facebook og Instagram i løbet af en dag. Og det allersygeste er jo, at jeg checker de sociale medier for at koble af? Som en overspringshandling fra arbejdet.

Jeg synes umiddelbart Facebook er det, som tager mest og giver mindst. Det algoritme-kuraterede nyhedsfeed, der bombarderer mig med nyheder og artikler, jeg skal tage stilling til, giver mig helt ærligt ingenting. Så jeg loggede ud af Facebook i starten af måneden som et eksperiment. Hele september skal være Facebook-feed fri. Savner det ikke endnu.

Det er specielt efter jeg er logget ud, at det er gået op for mig, hvor mange gange om dagen jeg skriver “f” i min browser (ja, den forstår hvor den skal hen bare ved “f”…). Jeg havner nu på den udloggede Facebookforside, som fjendtligt viser mig, at jeg har notifikationer der venter på mig, hvis jeg bare liige logger ind og checker. Før ville jeg sikkert have brugt 5-20 minutter på at scrolle gennem newsfeedet og lige læse en artikel og se en video.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg begrænser min brug af instagram til max tre gange om dagen. Dét bliver et meget sværere projekt. Nogle gode idéer?

For at være mindre på nyhedssites har jeg for første gang i 8 år købt mig et avisabonnement. Det stod mellem Politiken og Weekendavisen, og valget faldt på sidstnævnte, da jeg har haft den før og man kun får den én gang om ugen. Politiken kommer både fredag, lørdag og søndag og det kan jeg ikke rumme. Ved det bare bliver dårlig samvittighed og en kæmpe stabel der skal i papircontaineren.

Fik min første avis i morges og var så hyggeligt at sidde lidt længere med kaffekoppen og en avis en fredag morgen.

For mine daglige internationale nyheder abonnerer jeg på podcasten “The Daily” fra New York Times. En 20 minutters podcast med de vigtigste nyheder fra dagen. Den kan jeg lige lytte til på vej til/fra arbejde. I dag gik jeg til kontoret i efterårssolen med nyheder i ørerne.

Når jeg får en impuls til at gå ind på dr.dk i løbet af dagen for at overspringshandle prøver jeg at vænne mig til at kigge ud i luften og trække vejret dybt et par gange i stedet. Jeg har nok i virkeligheden mest brug for at kede mig mere.

Nu er det virkelig efterår ifølge solhattene.

Rigtig god weekend!