Et skridt frem og to tilbage

Glæder mig utroligt til at kunne lægge disse dage bag mig. Sidder med et projekt som er fantastisk sjovt og udfordrende, men som desværre også er en trigger for min angst og stress. Jeg tror heldigvis, at jeg kommer til at kunne kigge tilbage på det og være glad for jeg gjorde det, men det har været så tungt op til en deadline denne uge. Føles som om jeg kæmper mig frem, men sådan er det måske bare, når man er derude, hvor man ikke kan bunde. Næste gang skal jeg planlægge lidt bedre, så de gamle kollegaer jeg ville spørge til råds, ikke er på ferie lige der, hvor jeg allermest kunne bruge feedback.

Oven i det hele tror jeg, jeg har pms, som har strukket sig over tre dage nu. Ville ønske at alle mænd kunne opleve følelsen af pms bare én gang. Når håbløsheden drukner en, og intet føles trygt eller rigtigt. Hjernen eksploderer i negative tanker og paranoia, og kroppen bliver et fængsel for et øjeblik i livet.

Samtidig tror jeg, at det er en af de ting som giver os kvinder større empati og forståelse. Den følelse af total magtesløshed i forhold til hormonerne i kroppen, og hvordan de påvirker ens tankemønstre. Det er skræmmende og fremmedgørende, men giver måske også et forståelse for, at man har ikke altid har magten over ens tanker. Og så er det eneste man kan gøre faktisk at lægge sig under dynen og se the Bachelorette og spise bland selv slik. Eller bare græde lidt og dvæle ved det til det forhåbentlig går over.