Han er jo ikke din ven, vel?

Sidste år skulle jeg drikke en netværkskaffe med en perifær bekendt fra branchen. Inden havde jeg en snak med en veninde om, hvor meget jeg skulle fortælle om min situation. Skulle jeg fortælle, at jeg havde sagt op på grund af stress? Skulle jeg fortælle, at jeg holdt fri, fordi jeg egentlig burde være sygemeldt?

Min veninde argumenterede stærkt for, at jeg skulle fortælle den pæne side af historien og sagde “han er jo ikke din ven, vel?”. Det er uden tvivl nemmere at fortælle en historie om, at man lige tager et par selvbetalte måneders pause med en indbagt roadtrip til USA for lige at finde ud af, hvad næste skridt er.

Jeg har tænkt meget over den sætning siden da. For nej, han er ikke min ven. Men skal vi kun være sande mod os selv over for dem, der kender os godt? Jeg tror, det skaber en masse rod, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi går og sammenligner vores eget indre med andres ydre, og fortæller den “gode historie” for ikke at være svage eller til besvær. Men det er også noget af et pres at lægge på os selv og andre at skulle være ovenpå hele tiden.

Jeg tror det, jeg havde sværest ved i mit arbejde på bureau, var det sociale spil. Nogle gange var det ligesom at gå i folkeskolen og forsøge at mase sig in i den seje klike. I den mandsdomineret bromance kultur, der har været de steder jeg har arbejdet, er det ikke nemt at komme ind i de seje 30+ fyres klub. Man skal helst ryge, så man bliver inviteret med op på tagterassen i rygerklubben og kan overhøre chefernes insiderviden om nye, fede projekter, som man så kan lægge billet ind på. Hvis man går med op alligevel føler man lidt, man er et forstyrrende element i en etableret orden.

Problemet for mig er, at jeg oprigtigt gerne vil være venner med mine kollegaer. Det handler både om, at jeg er typen som helst vil have at alle kan lide mig, men også at jeg faktisk godt kan lide de fleste andre mennesker. Det er måske naivt at tænke, at man kan være venner med sine branchekolleger, men jeg synes så sandeligt også, det er ærgerligt, hvis man ikke kan være det. Jeg har i hvert fald taget et aktivt valg i mit liv om at hellere være naiv, ærlig og uperfekt, end at forholde mig mistroisk til verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *