Jeg er nu virksomhedsejer

Har netop færdiggjort registrering af min virksomhed, og det føles så godt! Fejrer med kaffe og en croissant (som desværre viste sig at have ligget lidt for længe i fryseren, øv).

Da jeg sagde mit job op i januar havde jeg ingen anelse om, at det ville tage fire måneder før jeg kunne kalde mig virksomhedsejer, men sådan er livet. Min krop har råbt nej og gjort mig opmærksom på, at jeg ikke var klar, men nu føler jeg endelig, at jeg er ved at være et godt sted. Det går stadig op og ned, men jeg kan endelig sige, at jeg er glad. I øjeblikke sådan helt ind i knoglerne. På den måde hvor jeg nogle gange cykler hjem fra et godt møde og ikke kan lade være med at smile, fordi det bobler indeni.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke igen at havne i en situation, hvor jeg føler mig helt tom indeni. Hvor al lyst og livsglæde er forsvundet, fordi jeg er gået så meget på kompromis med mig selv, at der ikke er mere tilbage.

De sidste par uger har det kun været spørgsmålet om, hvad virksomheden skulle hedde som har holdt mig tilbage, men det har også virkelig været svært at bestemme sig. Ville gerne have et navn, der ikke var for specifikt, så virksomheden kan udvikle sig i takt med, at jeg udvikler mig. Her i starten kommer jeg primært til at beskæftige mig med digitalt design og branding, men drømmer om at udvikle nogle af mine interesser, som fotografi, illustration og at skrive, så det måske også kan blive en del af min virksomhed. Endte med en kombination af mit efternavn og studio. Jeg var først i tvivl om studio, men nu kan jeg virkelig godt lide, at det minder mig om at være legende og nysgerrig. SKOV Studio hedder det altså.

Jeg har allerede to rigtigt sjove identitetsopgaver, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere. Og hvis I kender til et godt kontorfællesskab, så sig til? Jeg er på udkig. 🙂

7 kommentarer til “Jeg er nu virksomhedsejer”

    1. Jeg skulle også skubbes helt ud over kanten, før jeg turde sige op (sagde semi-spontant op midt i et møde med angstanfald, ææh). Hvad man ikke udsætter sig selv for, kan jeg tænke nu, men det er nemt at være bagklog. Og jeg er glad for det sted, det har ført mig hen!
      Har lige været inde og kigge på din blog, er helt vild med Edith Rode bogen. Så fin jo? Og Arkiv for Detaljer’s zines ser utroligt fine ud. <3
      Kontorfællesskab virker mega hyggeligt, men jeg får brug for en plads, hvor der er plads til en ekstern skærm og det ser ud til at knibe lidt med det på billederne?

      1. Det er meget nemt at være bagklog. Alting er indrettet til 37 timers fast job, så det kommer til at virke meget grænseoverskridende at vælge det fra, hvis ikke man bliver skubbet ud i det. Tak! Er også meget glad for den bog og hygger mig med at lave zines og andre udgivelser. I kontorfællesskabet er der et lille rum, som ikke fremgår på billederne. I det rum er der fire pladser med plads til ekstern skærm. Du kan evt. skrive til Louise på kontor[at]meter.gmail.com. Hun giver gerne en rundvisning 🙂

        1. Hej Rikke! Jeg fik vist ikke skrevet til dig, men jeg var forbi og kigge på kontoret og der var så fint, så jeg har sagt ja tak til en plads fra 1. juni. Vi ses nok der før eller siden. 🙂

  1. Hvor er det sejt Camilla, stort tillykke! Måske kunne vi bruge hinanden på et tidspunkt. Ville være hyggeligt at ses til en kaffe en dag. Ha det godt, Kh C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.