Når det ikke bliver, som man har tænkt sig

Sidder i min venindes sommerhus. Jeg har lånt det et par dage og er taget herop alene. Jeg har glemt min mobiloplader, så jeg har hverken telefon eller internet. Det er totalt syret. Fuck, hvor bruger jeg meget tid på min telefon. Spiller two dots og checker instagram, hver gang jeg har brug for at aflede min opmærksomhed (det er pinligt at indrømme). Jeg keder mig helt vildt. Har læst en bog på to dage + store dele af de to andre bøger, jeg har med. Er gået lange ture på stranden og på heden. I går kedede jeg mig så meget, at jeg gik i seng kl 21.

Det er også fint at blive tvunget til at fokusere. Jeg mediterer, laver gode pastaretter til aftensmad, dyrker yoga et par gange om dagen og lytter til P8 Jazz (balancen er genetableret efter ovenstående udtalelse om min telefonafhængighed nu ikke?).

For en måned siden sagde jeg mit job op. Det er grænseoverskridende og ømt at snakke om offentligt, men jeg bliver nødt til ikke at feje det ind under gulvtæppet, så her kommer det. Det blev gjort i et møde med min HR-chef og en projektleder, hvor jeg følte mig så presset, at jeg fik et angstanfald. Ukontrollabel gråd og følelsen af ikke at kunne få vejret. Min grænse var nået og overskredet. Et job, der virkede spændende og praktisk perfekt på papiret, havde vist sig at have en ganske anden virkelighed.

Jeg havde overvejet at sige op i flere måneder, men havde ikke turdet. Jeg har været stresset. Brudt sammen på arbejdet flere gange, sovet dårligt, haft ondt i maven og trykken over brystet, samt svært ved at trække vejret. Stress-bøvser (SÅ charmerende…).

Min drøm om en arbejdsplads, hvor jeg kunne fordybe mig i mit fag, bristede allerede en måneds tid efter, jeg startede. Intern politik, skarpe albuer, inkompetence og en manglende følelse af kontrol over min egen situation gav mig hurtigt de første stresstegn.

Jeg har for mange gange i løbet af de kun seks måneder, jeg var på min seneste arbejdsplads, stillet mig selv spørgsmålet “Er det sådan her jeg vil have mit arbejdsliv skal være?” (nej). Og jeg har i flere måneder forsøgt at snakke med kollegaer og chefer for at ændre situationen, men det er ikke lykkedes.

Jeg burde måske have meldt mig syg, men fik at vide at “en sygemelding ikke er en løsning på noget”. Jeg følte, at det at sige op var den eneste måde, jeg stadig kunne beholde kontrollen over situationen. Måske ville det også betyde at jeg ikke var syg af stress. Kombineret med at jeg har tænkt på at blive selvstændig de sidste par år, passede det mig fint at blive presset ud i beslutningen.

Jeg har arbejdet som digital designer i fem år, på tre meget forskellige arbejdspladser. Og jeg har været så forvirret. Nogle gange elsker jeg mit arbejde. ELSKER. Og andre gange føles det så frygteligt meningsløst. Ud fra samtaler med mine jævnaldrende omkring de 30, er jeg ikke den eneste, der famler sig lidt frem i arbejdslivet.

Jeg har følelsen af at have mistet mig selv lidt igennem de sidste par år. Jeg føler mig brugt og savner energi og passion. Jeg vil ikke gå igennem mit arbejdsliv og være pligtopfyldende. Jeg vil fandme synes, det er sjovt at arbejde. Så jeg tænker den næste periode handler om at komme væk fra det brus mine seneste ansættelser har skabt for mig, så jeg (forhåbentlig) kan begynde at lytte lidt mere til min mavefornemmelse og lade den styre mig hen imod et mere meningsfuldt arbejdsliv. Det er drømmen.

Jeg har startet en blog, fordi jeg vil skrive mere. Tage fotografier. Skrive mig frem til, hvad det er som driver mig. Mere end det har jeg egentlig ikke overvejet det. Og jeg vælger aktivt ikke at have en tydelig plan nu, men at gå mere efter min mavefornemmelse, og det jeg føler, jeg har lyst til.

  • Kæreste Camilla.
    Jeg er netop nu faldet over din blog efter at have set din update på Facebook.
    Det er en stærk beslutning, du har taget. Og dejligt at du tør dele dine tanker her.
    Jeg glæder mig til at læse med!
    Knus fra Sara.

    • camillapop

      Tak, Sara <3