Nu er jeg klar til at snakke om det

Selfie

Jeg har været sygemeldt med stress i over en måned nu. Det er første gang, jeg officielt er sygemeldt med stress, og det var en grænseoverskridende beslutning at tage. Så grænseoverskridende at jeg skubbede mig selv alt for langt, og det krævede en seriøs snak med min læge og en stresscoach, før jeg kunne acceptere, at det var det der skulle ske.

Da jeg sagde mit job op tilbage i januar 2017 skammede jeg mig over at have stress, og jeg ville ikke sygemelde mig “officielt”. Det ville måske blive for virkeligt, hvis jeg gjorde det. Jeg skammer mig ikke på samme måde denne gang, for jeg forstår hvor nødvendigt det er, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke reagerede tidligere.

I januar og februar havde jeg det bedre med mit arbejdsliv, end jeg nogensinde har haft. Jeg underviste på min gamle skole i januar og i februar lavede jeg en designopgave, der passede mig perfekt. Men i starten af marts fik jeg sagt ja til et projekt, som viste sig at være en trigger for alle de gamle stress-symptomer. På tre dage var åndedrætsbesværet, smerten i brystet, mavepinen og gråden tilbage. Jeg nåede ikke engang at forstå, at det var på vej. Min krop husker så meget bedre end mit hovede.

Jeg har ikke fået det godt igen efter det. Gennem de sidste fire måneder har min krop bare fundet på nye måder at fortælle mig, at jeg skal stoppe op. Jeg har forsøgt at lytte. Ved at tage fri, tage til Bornholm og besøge min veninde, tage til Præstø og hilse på min mormors søster. Lave regler for mit digitale forbrug (skal nok komme med en update på, hvordan dét er gået). Gå ture, lave vejrtrækningsøvelser, bede om hjælp. Men det har ikke hjulpet, for det har ikke været nok.

Det er først inden for den sidste uge at svimmelheden og de søvnløse nætter er forsvundet. Hvordan jeg har det varierer fra dag til dag, nogle dage føler jeg mig stadig deprimeret og udbrændt, andre dage har jeg energi og lyst. Jeg har generelt svært ved at være steder, hvor der er mange mennesker, hvilket gør det udfordrende at være i byen (specielt i denne her varme), men jeg har bestemt, at det er helt ok at blive indendørs og drikke iskaffe og lave hvad jeg har lyst til. Der er ingen skam i at være en af dem, der længes til igen at kunne have strømper, jeans og sweater på.

Denne her gang skal være den sidste gang, jeg bliver syg med stress. Jeg har stadig ikke lært at tage mig selv alvorligt, og det bliver nødt til at ændre sig nu.

Jeg er i gang med et forløb hos en stresscoach, og det må næsten blive et indlæg for sig selv (hvis I kunne tænke jer at høre om det?), men den grundlæggende opskrift er en halv times moderat motion og en halv times meditation hver dag og at kun gøre de ting jeg har lyst til. Det er sværere, end jeg troede at lade mig styre af, hvad jeg selv har lyst til frem for, hvad jeg tænker jeg burde have lyst til eller hvad min familie eller venner foreslår. Men jeg tror, at jeg er begyndt at blive en lille smule bedre til det.

4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.