Efter ferien

Jeg brugte den sidste ferieuge på Bornholm. På at grine med (og af) en 9 måneders baby, kigge på havet, spise softice, tage på udflugter og lytte til klezmermusik i bilen, læse bøger, bade i havet (ok, det blev til et enkelt koldt dyp), vandre på Hammeren, lytte til regnen og spise gode middage. Jeg har drømt drømme om at købe et hus på Bornholm. Slå mig ned på en ø og bare få lov til at være. Jeg føler den største ro, når jeg er i naturen, væk fra byen. Når havet buldrer ind mod klipperne, når kornmarkerne vejrer i vinden eller jeg er på kantareljagt i en skov. Dét elsker jeg. Så er der ikke noget stress som ligger tungt over brystet.

Vi kom hjem til Nørrebro i tirsdags, og det var ikke nemt at komme tilbage til den 50 kvadratmeters lejlighed i byen. Det føltes klaustrofobisk. Drømmer om at flytte til et hus på landet eller i det mindste købe en bil, så vi kan køre på skovudflugter hver weekend. Det lille liv! Spændende at se hvordan det udvikler sig, i mellemtiden prøver jeg på at acceptere, hvor jeg er lige nu, og være tilfreds og taknemmelig over det. Der er trods alt meget at være glad for. Har min første dag tilbage på kontoret i dag, og det føles godt. Jeg er så glad for mit freelanceliv! Håber, håber, håber at jeg kan fortsætte med det, så længe som jeg har lyst. Stadig mit arbejdslivs bedste beslutning at sige det faste job op. Selvom denne nye tilværelse er lidt mere usikker, føler jeg mig også mere fri end jeg nogensinde har gjort.

Lidt billeder fra Bornholm:

De her to mennesker er nogle af de bedste i livet. ♡

Sommerferie

Har arbejdet fuldtid den seneste uge og er helt færdig, men det er ok for nu har jeg to ugers sommerferie! Føles tiltrængt og godt, og jeg tager en pause både fra mit lille firma og bloggen her. Vil fokusere på at koble fra og nyde sommeren. I morgen tager vi til Kalmar og på tirsdag videre fra Sverige til Bornholm, hvor vi skal tilbringe en uges tid.

Rigtig god sommer! Jeg er tilbage i august.

San Diego – rejsens sidste stop

Netop som man troede vi aldrig ville nå til vejs ende, er vi pludselig ved San Diego – byen hvor de sidste fire dage blev tilbragt med tacos, beach bikes og katten Buster.

Vi kørte fra Joshua Tree og overnattede første nat i Cardiff, som havde en ret dramatisk strand.

Frokost på Five Guys!

Vi boede i et lille hus i La Jolla (godt nok ikke det på billedet), et område vi havde fået anbefalet af en bekendt som bor der. Anbefaler på det varmeste at bo der, hvis I skal til byen.

Husene her var så åndssvagt fine og eventyrlige! ♡

Var helt forelsket i denne facade og vegetationen foran.

Vores AirBnb værter var ude og rejse, men vi havde katten Buster som selskab. Rimelig hårdt ydre, men elskede at blive kløet på maven.

Mig og min beach bike. Har sjældent været så cool som i La Jolla. Fire dage var alt for kort tid egentlig.

Tacos og prosecco i plastikglas ved stranden…

Ved havnen havde leopardsæler med deres unger fundet sig til rette. Har muligvis aldrig set noget så nuttet, når de sådan hopper tykt og blødt over sandet og alt blævrer lidt.

Søløverne havde deres territorium længere nede af stranden.

Efter et besøg på de lokale tennisbaner.

Jeg ville ønske rejsen havde fortsat for evigt, men den 27. marts kørte vi mod lufthavnen i Los Angeles og jeg forsøgte desperat og tage billeder af palmer og hav på vejen…

Farvel USA. Vi ses igen. ♡

Joshua Tree National Park

I Joshua Tree boede vi i dette fantastiske hus med Michelle og hendes katte. Vi havde håbet på at besøge Yosemite på rejsen, men der var stadig så meget sne at vi ikke var sikre på at komme ind uden snekæder til bilen, så vi tog en beslutning om at vi må komme tilbage en anden gang. I stedet kørte vi mod Joshua Tree National Park, ørkenen med de filmiske træer og stenformationer i det sydlige Californien.

André havde taget spejder-outfittet på og matchede himlen perfekt.

Vi var blevet anbefalet en lille vandring ved Barker Dam, så det var der vi startede. Det ser virkelig varmt ud på billederne, men der var overraskende koldt i ørkenen i marts, selv med blå himmel og fuld sol.

En gammel brønd lavet af cowboys til deres køer. Hihihi

Vi fandt et perfekt morgen-pause-spot.

Sandstensformationerne er for fede, det er regnen som skaber de bløde, runde former. Her tager vi cover-fotoet til Andrés debutplade.

Kaktushaven var et højdepunkt for mig. Midt på et stort fladt område med bjerge til alle sider, hvor to typer ørken møder hinanden, findes det perfekte klima for denne her type kaktusser.

Det bedste med at besøge en ørken i marts er, at det er blomstringssæson.

De her kaktusser var helt skøre. Elsker dem.

En blomstrende ørken, hvor fint er det?!

Nu mangler vi bare et indlæg: San Diego.

Mænd mod voldtægt

Jeg kan huske, at jeg som teenager altid var lidt lettet, når jeg skulle cykle hjem fra Greve Station om aftenen og samtidig havde min menstruation. For hvis jeg havde menstruation, var der nok ikke nogen som ville voldtage mig. Den tanke føltes helt naturlig som 14-årig. Min mor havde jo læst i lokalavisen om et par voldtægter nede på stranden, og det ville jeg ikke selv udsættes for. Og som bekendt kan voldtægtsmænd stoppes af det mest frastødende af alt: menstruationsblod.

I mine senere teenageår begyndte de små overgreb. En uvelkommen hånd på røven på Roskilde festival, catcalling på gaderne i København, en fuld, ældre mand i en bar som tog sig friheden at tage et fast greb om min lænd. Det er let at bagatellisere, men det er et faktum, at der er mænd som føler, de har ret til min krop.

Som 20-årig gik jeg på teknisk skole og flirtede en del med en fyr i min klasse. Vi kunne lide det samme musik og delte spillelister og koncertoplevelser. Efter et par måneder mødtes vi meget fulde i byen og blev enige om at tage hjem til mig. Men da vi lå der i sengen og kyssede var der noget, der føltes forkert. Det eneste gode tip min mor har givet mig omkring sex var, at hvis der er det mindste i kroppen som siger nej, så er det nej. Så da jeg lå der og var alt for fuld, men alligevel kunne mærke, at det her ikke var nogen god idé, sagde jeg pænt nej tak. Det blev accepteret i et øjeblik, men efter et stykke tid bevægede hænderne sig alligevel steder hen, hvor jeg ikke ville have dem. Jeg sagde nej flere gange, til jeg til sidst i min fuldskab accepterede, hvor det bar hen af. Det er det værste sex, jeg har haft i mit liv, og jeg fortryder det stadig i dag. Var det en voldtægt? Det har jeg aldrig kaldt det. Men følelsen dagen (og flere år) efter var i hvert fald, at det ikke var ok. Hvorfor accepterede han ikke, at jeg ikke ville? Hvorfor stod jeg ikke fast på mit nej?

Som en snart 30-årig kvinde er jeg stadig nervøs, når jeg går alene i mørket, og jeg ser en mand gå imod mig. For der er altid en risiko. Selvom 2/3 af alle voldtægter begås af en gerningsmand, man kender i forvejen, er det alligevel de ukendte mænd på gaden, man er mest bange for.

Da jeg læste om voldtægten under Håkan Hellströms koncert på Bråvalla fik jeg det næsten fysisk dårligt. Hvordan kan en 15-årig pige blive voldtaget midt i publikumshavet til en koncert uden at nogen griber ind?

Jeg ved ikke, hvad jeg synes om at Bråvallas festivalledelse har valgt at aflyse festivalen til næste år på grund af det her. Et bedre alternativ ville måske være at undersøge, hvordan man kan forebygge at voldtægterne sker. I mellemtiden er der en svensk komiker som er gået ud med idéen om at starte en ren kvindefestival, da det er den eneste måde for kvinder at føle sig trygge på, fordi stort set alle voldtægter begås af mænd.

Jeg vil ikke diskutere om det er en god eller en dårlig idé at lukke Bråvalla, og jeg vil heller ikke diskutere om en kvindefestival er en god eller dårlig idé. Og jeg synes det er ærgerligt, at det er det diskussionen i nyhedsmedierne og på sociale medier er kommet til at handle om.

Til gengæld synes jeg vi skal diskutere, hvorfor vi lever i et samfund, hvor det for nogle er acceptabelt at begå seksuelle overgreb mod kvinder. At seksuelle overgreb desværre er meget almindelige. Det gælder ikke en speciel type (svag) kvinde, eller en speciel type (voldelig) mand. Hvis man er ung (de fleste seksuelle overgreb begås mod kvinder under 25 år) og ude blandt andre mennesker, så sker det. Nogle gange i en form som bare giver en følelse af ubehag i kroppen, nogle gange i en form som kan anmeldes til politiet.

Så kære mænd. Jeg ved I ikke alle begår overgreb, men I er faktisk de eneste som kan stoppe overgreb mod kvinder, da stort set alle seksuelle overgreb begås af mænd (og ja, mænd udsættes også for seksuelle overgreb, men de begås også oftest af mænd).

Sig til din kollega, at det ikke er ok, når han råber sexistiske kommentarer til en kvinde efter for mange øl på konferencen. Sig fra når du hører en ven prale med, at han tog en kvinde på røven i baren. Fortæl jeres sønner, at sex kun er sex, når begge siger ja. Fortæl jeres venner, at et nej ikke kan laves om til et ja ved lidt overtalelse. Fortæl at voldtægt også er, når sex som egentlig var et “ja” ændrer sig til at være et “nej”, og du nægter at stoppe. Fortæl at man ikke kan have sex med en person som er for beruset til at være til stede. Fortæl at intet en kvinde har på, siger eller udstråler kan retfærdiggøre et seksuelt overgreb. Sørg for at behandle alle mennesker lige og respektfuldt. Og når ulykken er ude, så kan man lytte på sin kæreste/søster/veninde og finde ud af, hvilken hjælp hun behøver.

For der er ingen af os som vil have et samfund uden mænd. Til gengæld vil vi gerne have et samfund uden seksuelle krænkelser, og I bliver nødt til at være aktive i det arbejde.

San Antonio & Paso Robles

Ægteparret vi boede hos i San Francisco gav os et tip til en alternativ rute, nu hvor Big Sur var afspærret. De var blevet gift i et gammelt missionshus i et stort militærområde øst for Big Sur, og da vi havde god tid besluttede vi os for en omvej fra Monterey til Paso Robles.

Det føltes specielt at køre ind langs med militærbaser, sammen med diverse militærkøretøjer, men naturen var super fin med Big Sur’s kuperede landskab og smukke græsmarker til alle sider.

Selve missionshuset lå midt ude i ingenting med fine gamle detaljer.

Mission San Antonio de Padua, etableret af franciskanere i 1771.

Vi tog en selfie.

Kan godt forstå man gerne vil giftes i dette smukke kirkerum.

Turen fortsatte og ved frokosttid ankom vi til Paso Robles. Eftersom vores tid i Sonoma blev så kort følte vi ikke vi var færdig med vinsmagning og Paso Robles er et lidt mindre kendt område end Napa og Sonoma.

Efter vi havde spist burritos på torvet googlede vi “paso robles coffee roaster” som ledte os til det lokale hipstersted. Her spurgte vi, hvilke vingårde vi burde tage til og var så heldige, at der var en ung vinguide i køen som havde alle de gode tips. Yees.

Det blev til tre vinsmagninger i alt, og jeg kan desværre ikke huske, hvad vingårdene hed, men her er vi i hvert fald på en af de største og flotteste. André er sygt god til at se professionel ud, når han smager vin (ok, han poserer lidt ekstra her). Virkelig god vin var det. Bedre end vores oplevelse i Sonoma! Jeg ved ikke om det var naturvin, men det var i hvert fald lige så interessant.

På vej tilbage til bilen… Æh. Vi (læs: André) kørte sindssygt forsigtigt. Jeg var fuld.

Kan du forestille dig en bedre aktivitet end at tage til byens western store, når man er vinsmagningsfuld? Ååh, sendte mit livs snapchats herfra. I ved ikke hvad I er gået glip af.

Efter en overdådig morgenmadsbuffet hos vores Airbnb-værter Bill & JJ med både vafler og friske bær, kørte vi så langt op mod Big Sur sydfra som vi kunne inden vejspærringen. Der var også pænt.

Der var søelefanter på stranden ved kysten, og det var godt vi havde paraplyer med.

Next up: Santa Barbara, Ventura & Redlands

Follow my blog with Bloglovin

Ugens Oprah #8 – Caroline Myss

Er så ubeskriveligt glad over at denne uge er ovre. Stressen nåede virkelig nye højder pga usikkerheden i det projekt jeg arbejder med. Men jeg nåede min deadline og fejrede med hawaii pizza (yes, jeg indrømmer det glædeligt) og en rest funky georgisk vin fra køleskabet. De næste par uger står der redigering af min brors bryllupsbilleder, opdatering af portfolio og bare nyde sommeren på skemaet. Mindre angstfyldt helt enkelt. Pyh.

Dette klip med Caroline Myss er så vigtigt. Nyd det og god weekend!

Et skridt frem og to tilbage

Glæder mig utroligt til at kunne lægge disse dage bag mig. Sidder med et projekt som er fantastisk sjovt og udfordrende, men som desværre også er en trigger for min angst og stress. Jeg tror heldigvis, at jeg kommer til at kunne kigge tilbage på det og være glad for jeg gjorde det, men det har været så tungt op til en deadline denne uge. Føles som om jeg kæmper mig frem, men sådan er det måske bare, når man er derude, hvor man ikke kan bunde. Næste gang skal jeg planlægge lidt bedre, så de gamle kollegaer jeg ville spørge til råds, ikke er på ferie lige der, hvor jeg allermest kunne bruge feedback.

Oven i det hele tror jeg, jeg har pms, som har strukket sig over tre dage nu. Ville ønske at alle mænd kunne opleve følelsen af pms bare én gang. Når håbløsheden drukner en, og intet føles trygt eller rigtigt. Hjernen eksploderer i negative tanker og paranoia, og kroppen bliver et fængsel for et øjeblik i livet.

Samtidig tror jeg, at det er en af de ting som giver os kvinder større empati og forståelse. Den følelse af total magtesløshed i forhold til hormonerne i kroppen, og hvordan de påvirker ens tankemønstre. Det er skræmmende og fremmedgørende, men giver måske også et forståelse for, at man har ikke altid har magten over ens tanker. Og så er det eneste man kan gøre faktisk at lægge sig under dynen og se the Bachelorette og spise bland selv slik. Eller bare græde lidt og dvæle ved det til det forhåbentlig går over.

Santa Cruz og (næsten) Big Sur

Efter et par afstikkere til Stockholm og Budapest er det på tide at komme tilbage til rejseberettelsen fra USA. It ain’t over yet!

Elsker at kigge igennem og redigere billederne fra rejsen. Så kan man sidde i denne kolde juni-måned og drømme sig væk til et Californien, som til og med bød på mere varme end den danske sommer helt tilbage i marts.

Efter fire dage i San Francisco kørte vi sydpå langs highway 1 og havde en enkelt overnatning tæt ved Santa Cruz. Da vi ankom til byen gik vi en tur ud på molen og kiggede på søløver og gik derefter igennem Santa Cruz Boardwalk, en ikonisk forlystelsespark på stranden. Vi købte quesadillas i et meget suspekt skur, som viste sig at være de bedste på hele turen. Med masser af ost, guacamole og friske spirer, samt de bedste salsas. Åååh. Take me back!

Har dog mega optur over at La Neta i samarbejde med Mikkeller åbner på Nørrebrogade på fredag – deres quesedillas er også to die for! Specielt den med frijoles (var et af mine frokost-stamsteder i Stockholm).

Vi boede ikke i byen, men hos Nancy Lynn, en krimiforfatter som havde det mest fantastiske hus oppe i bjergene (bakkerne?) uden for byen. Forestiller mig hvordan det må være at bo alene oppe blandt fyrretræerne, isoleret for enden af en lang vej og skrive krimier om en ejendomsmægler som skal opklare brutale mord i området. 😳

Dette airbnb var et af de bedste på rejsen, og Nancy var den sødeste vært.

Vi startede morgenen med at drikke en god kop kaffe på Verve Coffee på Seabright (anbefales!) før vi kørte videre sydpå. Big Sur var lukket pga jordskred, men vi ville køre så langt ned vi kunne for at stille vores nysgerrighed omkring, hvordan kysten så ud der.

Og boy oh boy, hvor var vi glad for at vi gjorde det. Jeg vil lade billederne stå for sig selv.

Så fin en oplevelse. Er sikker på at Big Sur er endnu mere fantastisk, men det må blive på en anden rejse senere i livet. Der er stadig lukket her tre måneder senere, hvilket siger noget om omfanget på skaderne fra jordskredet.

Vi tog en pause i Carmel-by-the-Sea som var så smuk og hyggelig, og havde de mest fantastiske huse og træer, samt en meget tydelig overklasse-vibe.

På vej tilbage til Monterey betalte vi for at køre på 17 mile drive og havde følelsen af, at det var lidt en turistfælde. Virker så skørt at nogle af de dyreste huse i USA ligger her, når turisterne kører i karavane uden for forhaven. Det var fint, men vi fik mere ud af kysten mellem Carmel og Big Sur.

Next up: Et missionshus midt i et militærområde og fuldskab i Paso Robles.

Ugens Oprah #7 – Brené Brown


Jeg har ventet lidt med Brené Brown. Hun føltes for god til at skyde af med det samme, men her ved det syvende Oprah-indlæg, tror jeg vi er klar til hende. Jeg har så mange klip bogmærket fra youtube, hvor hun siger kloge ting, så jeg tænker det kan strække sig over flere uger.

Denne uge er temaet sårbarhed, hvilket er den kvalitet jeg værdsætter allermest i mig selv og andre mennesker. Når man tør indrømme, at der er noget man ikke forstår, at der er noget man ikke kan endnu, at man ikke er ok, at man ikke er stærk og perfekt. At turde sige ærligt og højt, hvordan man har det, og at turde bede om hjælp. Det gør livet så meget lettere for en selv, og for menneskene omkring en.

For at være modig, skal man turde være sårbar.