En alt andet end kedelig mandag

Jeg har gået hele weekenden og glædet mig til mandag. Startede dagen på min nye instagramvenlige nabocafé Arrebo på Nørrebro, hvor jeg spiste morgenmad med en god veninde. Deres cappuccino er perfekt, men morgenmaden er måske lidt i den dyre ende i forhold til, hvad man får. Der er ekstremt pænt og hyggeligt ellers. Havde i hvert fald en fin snak i altid godt selskab. ♡

Meget af dagen har jeg arbejdet med den slags identitetsprojekt, hvor det kribler i fingrene for at komme i gang med det. Et brand med et fantastisk håndværksprodukt, og den sødeste kunde man kan ønske sig. Har måttet holde mig i skindet i weekenden for ikke at komme til at arbejde i min fritid, og glæder mig til at kunne dele det.

Og så har jeg oven i købet endnu et spændende identitetsprojekt med opstart på onsdag at have optur over. Det er så spændende og skræmmende det hele.

Kiggede desuden på virkelig fint kontorfællesskab i dag (tak for tippet, Rikke!) og drak kaffe med en ny instagram-ven. Tak til internettet for ikke kun at have givet mig mine bedste, ældste venner (Åh, Lunarstorm-for-evigt-i-mit-hjerte, RIP), men også at bidrage med nye bekendtskaber. Optursmandag.


Billede af Sini Salminen aka lovingcopenhagen

Rabarbertærte med kokos

En lille rabarberopskrift på en forårssøndag virker passende. Jeg elsker rabarbertærte og bagte denne favorit til middagen i fredags. Syrlig-søde rabarber med sød og sprød kokosdej. Den er desuden meget nem og smager fantastisk med creme fraiche til.

Ingredienser
600 g rabarber
160 g sukker
0,5 tsk vaniljepulver / en halv vaniljestang

130 g blødt smør
130 g sukker
1 æg
100 g kokos
65 g mel
0,5 tsk bagepulver
0,25 tsk fint salt

Skær rabarberne i mindre stykker og bland dem med sukker og vanilje i en skål. Lad stå.

Smørret skal være helt blødt. Man kan evt smelte det lidt i en gryde, hvis det skal gå stærkt.
Smør og sukker piskes sammen (lettest med en elpisker). Herefter tilsættes ægget som piskes sammen med blandingen. Lettest hvis ægget også er rumstempereret.
Tilsæt kokos, mel, bagepulver og salt, og rør det hele sammen til en homogen masse.

Læg rabarberne i bunden af en ildfast form (cirka størrelsen på en klassisk tærteform). Fordel dejen ovenpå i klumper. De behøver ikke dække rabarberne – det er en fordel, hvis der er lidt huller rabarbersaften kan fordampe ud af. Dejen vil automatisk smelte ud og dække det meste.

Bages i en 200 grader varm ovn i 30-40 minutter.

Ha’ en dejlig søndag!

Revanche for den støvede croissant

I torsdags købte jeg en ny lille vase og blomster, som en gave til mig selv. Og i går aftes havde jeg tre gode veninder på besøg, og vi fik drukket prosecco og skålet på den nye virksomhed. Føltes godt at fejre med lidt mere manér end en to år gammel croissant fra fryseren.

Vil også sige tak for fine kommentarer og privatbeskeder siden i tirsdags. Gør mig så inderligt glad, at I giver udtryk for, at I kan genkende jer selv i det jeg skriver om, og får noget ud af læsningen. ♡


Vi lyttede lidt til denne her plade, mens vi kørte rundt i USA, og jeg har genfundet den denne uge og lyttet til den på repeat. Sygt god.

I morges vågnede jeg og følte mig helt sløv og nede. Min mand er i Stockholm og arbejder hele maj, og jeg havde sådan en dag, hvor jeg ikke havde lyst til at være alene, men heller ikke havde lyst til at være sammen med andre end ham. Tristheden tog totalt over, og jeg endte med at ligge på sofaen en time og bare stirre ugideligt ud i luften, ind til jeg højt fik sagt til mig selv, at det kraftedeme ikke kunne være rigtigt og solen skinnede uden for.

Så jeg pakkede en taske og cyklede ud til dyrehaven, som jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle gøre. Det har været min tradition de sidste mange år at cykle ud i midten af maj for at se de nyudsprungne bøgetræer.

Og sure enough lige så snart jeg sad på cyklen og mærkede den lune luft i håret blev dagen eksponentielt meget bedre. Cyklede langs havet og ind blandt de smukkeste grønne træer. Denne her tid på året altså…

En glad selfie, mens jeg lytter til min nye podcast-favorit Voksen ABC.

Ugens Oprah #4

Jeg har netop fået øjnene op for, hvor genial Elisabeth Gilbert er. Hun er forfatteren bag bogen “Eat Pray Love” (nu indrømmer jeg det: jeg elsker den. Vil se den igen snart.) og så siger hun nogle virkelig kloge ting.


👆 Den første handler om at være frustreret over ikke at vide, hvad ens passion er, når man bliver opfordret til at “følge sin passion”. Elsker idéen om at følge sin nysgerrighed i stedet.


👆 Om frygt og perfektionisme.


👆 Denne her sidste er så fin. Elsker opgøret med tanken om at vores liv skal være “i balance”. Tanken om at vi skal være totalt zen og positive og helt rolige i hovedet. Det behøver vi slet ikke. Det handler meget mere om at acceptere, at vi er totalt uperfekte. Vi er glade, vi er triste, vi er vrede, vi er stressede, vi er momentvis lykkelige. Og det er altsammen en del af det at være menneske. Det skaber så dårlig samvittighed, hvis målet er at være rolig og glad hele tiden. Det orker man jo ikke. Og som Elisabeth siger: man gider jo for fanden heller ikke være venner med sådan en person.

Det gik op for mig for en måneds tid siden (i forbindelse med at jeg faldt over video’erne med Pema Chodron), at jeg hele mit liv har haft dårlig samvittighed, når jeg har været trist. Jeg har set det som en fejl, et svaghedstegn, noget forkert som skal fixes. Det har ikke været ok at være trist, hvilket, jeg tror, bare har gjort mig endnu mere trist.

Vi skal blive bedre til både at acceptere vores egen tristhed, og også andres. Tristhed er ikke noget, der skal fjernes, det er en del af livet. Og det er ikke altid hjælpsomt at komme med gode råd, nogle gange er det meget bedre at anerkende, hvordan ens ven eller familiemedlem har det og bare lytte og være der og sige “det forstår jeg godt”.

Store, venlige kæmper

Træer så store, at man næsten vælter bagover, når man vender blikket opad for at se toppen af dem. Gamle, kloge, smukke træer, ældre end man kan forestille sig. Nogle af dem fra før vores tidsregning. Man taber vejret lidt, når man går rundt i denne her urskov af bregner og store, venlige kæmper.

Vi overnattede i et AirBnb i Crescent City, Californien med tre menneskevenlige (læs: lækkersultne) geder som vores værter (de rigtige værter var i Myanmar). Der var to andre gæster, som vi spiste morgenmad med inden vi begav os ud i naturreservaterne, og den ene af dem var en ældre gråhåret kvinde som lignede Patti Smith(!). Ville ønske jeg havde et billede af hende. Vi havde den fineste snak om livet og hun snakkede langsomt og blidt, og virkede skrøbelig og ekstremt stærk på samme tid. Hun havde som ældre besluttet sig for at følge sin livslange drøm om at melde sig ind i “Peace Corps”, og rejste to år til et land i Afrika (kan ikke huske hvilket). En fin påmindelse om, at det aldrig er for sent, og at alle ens drømme ikke behøver at blive opfyldt nu. Man har faktisk et helt liv.

Vi kørte af en hullet, smal grusvej ind i midten af Jedediah Smith Redwoods tidligt om morgenen. Det var første dag i en uge uden regn og solen begyndte så småt at kigge frem, mens morgentågen lettede. Første stop var Scout Grove loop trail. En lille vandring som ikke tager mere end en halv time.

Inde midt i Jedediah Smith Redwoods er hovedattraktionen Boy Scout Tree Trail. Og Boy oh boy! Det er et trail hvor man går ud og tilbage samme vej, og vi gik alene hele vejen ud. Eller det vil sige, vi gik næsten hele vejen ud, for der blev meget mudret, og vi ville gerne nå et andet reservat samme dag (typisk optimistisk planlægning), så vi vendte om inden vi nåede hele vejen frem til vendingspunktet.

På tilbagevejen mødte vi flere forskellige vandrere som spurgte “Did you see the waterfall?” og “How was the Boy Scout Tree? Wasn’t it AMAZING?”. Viste sig selvfølgelig, at der var et 2.500 år gammelt EPIC TREE, som vi ikke fik set.

Fortryder selvfølgelig, at vi ikke gik hele vejen, men så alligevel. Det var en fuldstændig magisk oplevelse at gå igennem denne her skov. Der var så stille og råt og følelsen i kroppen var ubeskrivelig. Stoppede op og trak vejret dybt flere gange og forsøgte at gemme oplevelsen et trygt sted.

En vandsmagsprøve.

Vi spiste frokost i Snack Shack (burgers ‘n’ fries, but of course) og snakkede med et amerikansk par, hvor den ene havde boet i Stockholm i hans ungdom, men stadig troede at København var Amsterdam… 🤷‍♀️

Optimistisk tænkte jeg vi liige kunne nå en vandring i Prairie Creek Redwoods State Park inden vi skulle køre videre mod vores overnatningsstop. Jeg spurgte om hjælp i informationen til 1-1,5 times hikes, og den søde dame udpegede nogle trails på et kort, og så gik vi ellers afsted. Endte selvfølgelig med at overtale André til at gå bare liidt længere. 2,5 time senere… Var en sindssygt fin vandring dog, men hvis man har tid til det ville jeg nok bruge to dage til at udforske reservaterne. At vandre 25 km i kuperet terræn var mere end rigeligt for en dag.

Jeg vil huske skovens råhed og ro for evigt. Der er få ting, der kan få mig til at føle mig så ydmyg som stor natur.

Next up: Omvejen fra helvede, Sonoma og San Francisco.

Jeg er nu virksomhedsejer

Har netop færdiggjort registrering af min virksomhed, og det føles så godt! Fejrer med kaffe og en croissant (som desværre viste sig at have ligget lidt for længe i fryseren, øv).

Da jeg sagde mit job op i januar havde jeg ingen anelse om, at det ville tage fire måneder før jeg kunne kalde mig virksomhedsejer, men sådan er livet. Min krop har råbt nej og gjort mig opmærksom på, at jeg ikke var klar, men nu føler jeg endelig, at jeg er ved at være et godt sted. Det går stadig op og ned, men jeg kan endelig sige, at jeg er glad. I øjeblikke sådan helt ind i knoglerne. På den måde hvor jeg nogle gange cykler hjem fra et godt møde og ikke kan lade være med at smile, fordi det bobler indeni.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke igen at havne i en situation, hvor jeg føler mig helt tom indeni. Hvor al lyst og livsglæde er forsvundet, fordi jeg er gået så meget på kompromis med mig selv, at der ikke er mere tilbage.

De sidste par uger har det kun været spørgsmålet om, hvad virksomheden skulle hedde som har holdt mig tilbage, men det har også virkelig været svært at bestemme sig. Ville gerne have et navn, der ikke var for specifikt, så virksomheden kan udvikle sig i takt med, at jeg udvikler mig. Her i starten kommer jeg primært til at beskæftige mig med digitalt design og branding, men drømmer om at udvikle nogle af mine interesser, som fotografi, illustration og at skrive, så det måske også kan blive en del af min virksomhed. Endte med en kombination af mit efternavn og studio. Jeg var først i tvivl om studio, men nu kan jeg virkelig godt lide, at det minder mig om at være legende og nysgerrig. SKOV Studio hedder det altså.

Jeg har allerede to rigtigt sjove identitetsopgaver, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere. Og hvis I kender til et godt kontorfællesskab, så sig til? Jeg er på udkig. 🙂

Mit nye træningscenter

På romaskinen i går sad jeg ved siden af en ældre kvinde, som duftede lidt af bedstemor. En far-lignende type stod på en elliptical trainer i kortærmet hawaii-skjorte, shorts og fodformede sandaler. En mor og datter konditionstrænede med deres barn/barnebarn chillende i sin autostol. Et par ældre herrer fik sig en pause og en samtale, mens de støttede sig til deres stokke. Og jeg blev helt rørt over, hvor usædvanligt det er at se en så varieret gruppe af mennesker træne sammen i et træningscenter.

Jeg har de sidste mange år været medlem i Fitness World og har været så umotiveret og træt af konstant at blive konfronteret med plakater med titlen “Er du klar til sommer?” med tynde, muskuløse modelpiger, der har sveddråberne løbende ned over vaskebrættet og en proteindrik i hånden.

I mit nye træningscenter er der ikke fokus på skønhedsidealer og bikini-kroppe, men derimod at træne sig til kroppe som er stærke og sunde. Kroppe der kan noget. I mit nye træningscenter smiler man til hinanden og kigger hinanden i øjnene, når man passerer hinanden. Det er helt ok at spørge om hjælp, hvis man er i tvivl om noget. Og man siger “hej” når man møder op til hold eller bare har valgt et skab ved siden af hinanden. Hold kæft, hvor er det fint.

Oregon’s vestkyst

8-oregon-cliffs

Det var som en drøm at køre ned langs vestkysten i Oregon. Fyrretræsskove med de største træer som vælter ned mod havet, vulkanstrande, tåge og havgus, regn og blæst.

Drømmen for mig er at bo et sted med både hav og bjerge, hvilket kan blive lidt svært i Danmark. Men så har jeg en undskyldning for at rejse ud i verden.

1-cannon-beach-dogs-3

Cannon beach ligger 40 min syd for Astoria og er en strand med en enkelt meget markant klippe ude i havet.

1-cannon-beach-dogs-2
1-cannon-beach-dogs

De her hunde havde en fest (jeg er så hundeskruk, at hvis muligheden byder sig, ved jeg ikke, om jeg kan holde mig fra at adoptere en…).


oregon-volcano-beach

Vi kørte strækningen over to dage med en overnatning i Newport, og der var så mange steder på vejen som tog vejret fra en.

2-oregon-coastline-white-sand

2-oregon-windy-rocks

Det blæste så meget her, at man kunne læne sig mod vinden uden at falde.

oregon-forest

En kort vandretur for at strække benene, blandt høje tynde træer.

3-seagulls

3-harbour

En hurtig kop kaffe på en virkelig fin lille havne-diner. Maden så rigtig god ud, så det var lidt ærgeligt, at vi allerede havde spist frokost.

oregon-coast
oregon-coastline

oregon-sisters-rock

Færøerne i Oregon? Klippen hedder Sister’s rock.

Ugens Oprah #3 – Maya Angelou

Ugens klip er med Maya Angelou. Hun var en amerikansk poet, forfatter og aktivist i borgerrettighedsbevægelsen. Hun er så sød og klog i det her klip. Vil have hende som min bedstemor? Hun var Oprah’s store mentor og døde i 2014, 86 år gammel.

Jeg vil så gerne læse noget af det hun har skrevet, er der nogle af jer som har læst noget I kan anbefale?

Fredagens soundtrack er desuden det nye Slowdive album (jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det endnu, elsker singlen Star Roving) og denne her klassiker:

God weekend! I morgen kommer der billeder fra Oregon’s vestkyst.

Astoria, Oregon

Efter Portland og vores vandfaldsudflugt kørte vi mod Astoria, Oregon for en enkelt overnatning. Astoria er en lille hipsterdrøm af en by placeret på USA’s vestkyst, hvor Columbia River møder Stillehavet. Her er alt hvad man har brug for, såsom smukke villa villakulla’er, et filmmuseum, bryggeri, hyggelige caféer og diverse små specialbutikker. En af de der byer, man drømmer om at tage med hjem og slå sig ned i sammen med alle sine venner.

Vi ankom om eftermiddagen og couch-surfede hos Ivan Sultan (fedeste navn jo?!) og hans tykke kat Leo. Ivan var den mest gæstfrie og venlige vært, som tog os med ud og spise sygt god pizza og øl på Fort George om aftenen.

Regnen og tågen fulgte trofast efter os fra Portland, men vi trodsede vejret og gik en tur rundt i byen om morgenen.

Når selv skraldespandene er smukke, så er der ingen tvivl om, at man kan høre hjemme som den æstetiker man nu engang er.

Vi spiste morgenmad på Street Fourteen Café og det var godt, men også for dyrt. Hvis du kommer forbi Astoria ville jeg nok prøve Columbian Café i stedet, den var jeg i hvert fald lidt lun på.

Der er efter sigende en del film, som er indspillede i Oregon, så de har deres helt eget lille filmmuseum i det gamle fængsel.

Hvor fint er det ikke med instrument-reparationsbutik i en lille bitte by på USAs vestkyst? Så sødt jo.

Next up: Oregon’s vestkyst og Newport