Maj – måneden over alle måneder

Det føles som om, at hele København dufter af syren. Den der sødlige, parfumerede duft af frihed og sommerferie. ELSKER. Cyklede gennem byen her til aften og Kongens have var fuld af unge gymnasieelever, der så ud som om de var trådt lige ud af SKAM. Lagde specielt mærke til et par som gik på Gothersgade og kyssede og lignede Even og Isak. ♡

Jeg indstiller Kristi Himmelfart i morgen, for jeg bliver faktisk nødt til at arbejde. Pludselig er der kommet en del opgaver, og jeg står lige på tærsklen af at sige farvel til dagpengene. GYS + virkelig dejligt. Jeg er stadig rigtig glad, føles som om jeg er kommet ud på den anden side af en tåge og alt er meget mere klart. Samtidig får jeg stadig let stress i kroppen og skal passe på med, hvor meget jeg kaster mig over. Den skide krop altså. Som jeg jo holder meget af også, og gerne vil passe på.

På min Discover Weekly på Spotify denne uge faldt jeg over dette nummer, som jeg har hørt på repeat de sidste dage. Elsker denne type numre, som man kan cykle stærkt gennem byen til, mens man bopper hovedet lidt frem og tilbage og kommer til at synge højt med på cykelstien (æh, ups). Perfekt til en roadtrip-spilleliste!


På musiktemaet har jeg så mega optur over, at Slowdive spiller i koncerthuset til september! Et af de bands som jeg har på min liste over bands jeg vil se live, inden jeg dør. På den liste har My Bloody Valentine også stået (ja, shoegaze er min all-time-favoritgenre), dem så jeg på Roskilde i 2008, og det er til dato den bedste koncertoplevelse, jeg har haft. Elsker bands som man tror aldrig kommer til at blive genforenede, og som så alligevel overrasker. Mangler bare The Smiths, men der kan jeg nok blive ved med at drømme… 😬

Denne single går også ind på “cykler gennem byen”-spillelisten. Måske burde jeg lave sådan en?


Skal prøve at redigere billeder fra Stockholm snart og skrive lidt om min weekend i byen.

Forlænget weekend nordpå

Jeg har befundet mig i Stockholm siden i torsdags og sidder nu og venter på et forsinket fly i Arlanda lufthavn. Min mand er her hele måneden for at repetere en ny forestilling, så vi havde ikke set hinanden i to uger. Og nu er der halvanden uge til han er hjemme i København igen. Længslen!

Så fin, når han dufter til hägg (hvad hedder det her træ på dansk?) – konkurrerer kraftigt med duften af syren!

Jeg kommer til at skrive et indlæg om byen snart. Det er tre år siden, jeg boede her, og det er første gang siden da, at jeg ikke føler, at jeg kommer hjem til min anden hjemby, men bare er på besøg. Det er lidt mærkeligt, men også meget rart ikke længere at have den der følelse af at være splittet mellem to byer.

De næste to dage skal jeg freelance på bureau i København, og det er jeg lidt spændt på. Håber jeg når hjem og får en god nats søvn.

San Francisco, jeg elsker dig

Jeg var i San Francisco, da jeg var 6 år gammel, men kunne kun huske noget med sporvogne og søløver. At besøge byen som voksen var så sindssygt fint. Elsker storbyer, som er afslappede og føles små.

Jeg troede faktisk ikke, at jeg tog så mange billeder, mens vi var der, men nu hvor jeg kigger mapperne igennem var der alligevel en hel del.

Vi var der i fire dage, og hver morgen ventede vi på bussen og tog den ind til et nyt kvarter i byen. Vi gik 15-20 km hver dag med ben som stadig var ømme fra redwood-hikes.

Første dag startede i Mission Dolores Park, hvor vi bare sad på en bænk og kiggede på hunde.

Vi er typerne som lige så gerne (måske endda hellere, må jeg nok indrømme) går i et supermarked som på museum. Og Bi-rite er fandme drømmen om et supermarked. En dyr drøm. Åh, suk.

Fandt en denimjakke i en second hand!

Og en butik med de fedeste jakkesæt. Minder mig om The Mask.

Brødnørder på tur skal selvfølgelig til Tartine Bakery. Manden bag det moderne surdejsbrød (og grydebrødet) ejer det her brødparadis.

Nuttet POP med brød.

Der er få, der kan få mig til at grine som ham her.

Der produceres nok ikke orgler her i dag, men tænk engang. ❤️

Fine huse overalt. Her er det vist dem fra Full House.

Vi boede i Noe Valley på den stejleste bakke hos to skolelærere, som utroligt nok havde et helt byhus for sig selv. Bedstefaderen havde bygget det i sin tid og det var stadig i familiens eje.

Vild indretning.

😳

Elsker det her tapet. Hvis jeg engang får en kolonihave eller et sommerhus…

Et Chinatown som rent faktisk føles som om man træder ind i en by i Kina. Vi gik ind af “bagindgangen” og der var nærmest ingen turister, men kun amerikansk-kinesiske indbyggere som snakkede kinesisk og handlede ind.

Orphan Andy’s, en gammel institution i de homoseksuelles kvarter Castro med virkelig gode burgers and fries. Så hyggeligt.

Sjovt nok endte vores tid i San Francisco også ved Dolores Park ligesom den startede der. Jeg har en gammel kollega som nu arbejder på Facebook og bor lige ved parken. Vi mødtes på Saint Patrick’s day til øl og pizza på en bar med hende og hendes kæreste, som også arbejder på Facebook, hendes bror som arbejder for Apple og hendes ven som arbejder for Tesla (😳). San Francisco er virkelig USAs (verdens?) tech-hovedstad. Jeg smagte for første gang i mit liv chicago pizza (google it!) og vi endte aftenen med at købe øl og is i en kiosk og sidde og snakke om livet på deres tag med udsigt over San Francisco. Som en film!

Next up: Santa Cruz

Ugens Oprah #5


Ugens Oprah er i den lidt mere sjove ende. Det er et klip fra tilbage i 2010, hvor producerne på The Oprah Show overrasker Oprah med, hvad der dengang stadig var helt utroligt: en flash mob! Jeg fandt det efter jeg havde lyttet til podcasten Making Oprah, som jeg anbefaler varmt, hvis du ikke allerede har lyttet til den.

Og så passer den der Black Eyed Peace altså stadig rigtig godt på en fredag. Jeg er ikke bleg for at hoppe rundt til den efter et par øl.

Rigtig god weekend!

Google’s detour of DOOM, Sonoma og kysten nord for San Francisco

Jeg sidder på et tog mod Stockholm og har endelig nogle timer til at redigere billeder og skrive lidt. Efter jeg startede min virksomhed for et par uger siden er der kommet en del arbejde ind, og jeg skal virkelig passe på med at det ikke bliver for meget, kan jeg mærke. Men det er også pisse hamrende fedt.

Her fortsætter i hvert fald berettelsen af vores USA-tur i marts:

Efter Redwoods overnattede vi i Garberville, halvvejs til vinlandet i Sonoma. Om morgenen da vi skulle checke ruten videre meldte Google om jordskred på motorvejen og foreslog en omvej i stedet.

Den alternative rute viste sig at være en slingrende vej op blandt grønne bjerge og græssende køer. Jeg tog et lækkert bil-billede af André, da vi stadig syntes det hele var smukt og lækkert. Det var inden omvejen forvandlede sig til det vi nu kalder ‘Google’s Detour of Doom’. Efter et stykke tid forvandlede asfaltvejen sig nemlig til en smal, slingrende, hullet grusvej på bjergkant.

Vi forholder os optimistiske, men må efter et stykke tid erkende, at det sgu nok bare fortsætter sådan. Det føles trods alt bedre at fortsætte end at køre tilbage, og håbet om, at asfalten kommer tilbage, holder os i gang. To timer efter kan vi endelig ånde ud og er tilbage på hovedvejen, men det var sgu en hardcore oplevelse. Google for fanden.

Ekstremt velfortjente burgere på In-n-Out.

Vi ankom først til Sonoma sent på eftermiddagen og nåede en enkelt lidt kedelig vinsmagning inden vingårdene lukkede for dagen.

Sjældent har jeg været så glad for et fint hotel og 25 graders varme og sol.

Dagen efter ville vi køre ud til den Californiske kyst nord for San Francisco, men bilen synes vi skulle en tur på værksted for at få checket dæktryk. Det viste sig at det var blevet repareret dårligt tidligere og meget vel kunne være punkteret på bjergskrænten dagen inden midt ude i ingenting. Så pisse heldigt.

Kysten ved den lille by Jenner var så fin og frokost på restauranten “River’s End” anbefales!

Tidsoptimist som jeg er, var jeg overbevist om at vi godt liige kunne nå Point Reyes inden San Francisco, men vi måtte give op på halvvejen ud til det berømte fyrtårn for at nå ind til San Francisco inden det blev mørkt. Endte med at time kørslen over Golden Gate Bridge til den smukkeste solnedgang.

Next up: San Francisco

En alt andet end kedelig mandag

Jeg har gået hele weekenden og glædet mig til mandag. Startede dagen på min nye instagramvenlige nabocafé Arrebo på Nørrebro, hvor jeg spiste morgenmad med en god veninde. Deres cappuccino er perfekt, men morgenmaden er måske lidt i den dyre ende i forhold til, hvad man får. Der er ekstremt pænt og hyggeligt ellers. Havde i hvert fald en fin snak i altid godt selskab. ♡

Meget af dagen har jeg arbejdet med den slags identitetsprojekt, hvor det kribler i fingrene for at komme i gang med det. Et brand med et fantastisk håndværksprodukt, og den sødeste kunde man kan ønske sig. Har måttet holde mig i skindet i weekenden for ikke at komme til at arbejde i min fritid, og glæder mig til at kunne dele det.

Og så har jeg oven i købet endnu et spændende identitetsprojekt med opstart på onsdag at have optur over. Det er så spændende og skræmmende det hele.

Kiggede desuden på virkelig fint kontorfællesskab i dag (tak for tippet, Rikke!) og drak kaffe med en ny instagram-ven. Tak til internettet for ikke kun at have givet mig mine bedste, ældste venner (Åh, Lunarstorm-for-evigt-i-mit-hjerte, RIP), men også at bidrage med nye bekendtskaber. Optursmandag.


Billede af Sini Salminen aka lovingcopenhagen

Rabarbertærte med kokos

En lille rabarberopskrift på en forårssøndag virker passende. Jeg elsker rabarbertærte og bagte denne favorit til middagen i fredags. Syrlig-søde rabarber med sød og sprød kokosdej. Den er desuden meget nem og smager fantastisk med creme fraiche til.

Ingredienser
600 g rabarber
160 g sukker
0,5 tsk vaniljepulver / en halv vaniljestang

130 g blødt smør
130 g sukker
1 æg
100 g kokos
65 g mel
0,5 tsk bagepulver
0,25 tsk fint salt

Skær rabarberne i mindre stykker og bland dem med sukker og vanilje i en skål. Lad stå.

Smørret skal være helt blødt. Man kan evt smelte det lidt i en gryde, hvis det skal gå stærkt.
Smør og sukker piskes sammen (lettest med en elpisker). Herefter tilsættes ægget som piskes sammen med blandingen. Lettest hvis ægget også er rumstempereret.
Tilsæt kokos, mel, bagepulver og salt, og rør det hele sammen til en homogen masse.

Læg rabarberne i bunden af en ildfast form (cirka størrelsen på en klassisk tærteform). Fordel dejen ovenpå i klumper. De behøver ikke dække rabarberne – det er en fordel, hvis der er lidt huller rabarbersaften kan fordampe ud af. Dejen vil automatisk smelte ud og dække det meste.

Bages i en 200 grader varm ovn i 30-40 minutter.

Ha’ en dejlig søndag!

Revanche for den støvede croissant

I torsdags købte jeg en ny lille vase og blomster, som en gave til mig selv. Og i går aftes havde jeg tre gode veninder på besøg, og vi fik drukket prosecco og skålet på den nye virksomhed. Føltes godt at fejre med lidt mere manér end en to år gammel croissant fra fryseren.

Vil også sige tak for fine kommentarer og privatbeskeder siden i tirsdags. Gør mig så inderligt glad, at I giver udtryk for, at I kan genkende jer selv i det jeg skriver om, og får noget ud af læsningen. ♡


Vi lyttede lidt til denne her plade, mens vi kørte rundt i USA, og jeg har genfundet den denne uge og lyttet til den på repeat. Sygt god.

I morges vågnede jeg og følte mig helt sløv og nede. Min mand er i Stockholm og arbejder hele maj, og jeg havde sådan en dag, hvor jeg ikke havde lyst til at være alene, men heller ikke havde lyst til at være sammen med andre end ham. Tristheden tog totalt over, og jeg endte med at ligge på sofaen en time og bare stirre ugideligt ud i luften, ind til jeg højt fik sagt til mig selv, at det kraftedeme ikke kunne være rigtigt og solen skinnede uden for.

Så jeg pakkede en taske og cyklede ud til dyrehaven, som jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle gøre. Det har været min tradition de sidste mange år at cykle ud i midten af maj for at se de nyudsprungne bøgetræer.

Og sure enough lige så snart jeg sad på cyklen og mærkede den lune luft i håret blev dagen eksponentielt meget bedre. Cyklede langs havet og ind blandt de smukkeste grønne træer. Denne her tid på året altså…

En glad selfie, mens jeg lytter til min nye podcast-favorit Voksen ABC.

Ugens Oprah #4

Jeg har netop fået øjnene op for, hvor genial Elisabeth Gilbert er. Hun er forfatteren bag bogen “Eat Pray Love” (nu indrømmer jeg det: jeg elsker den. Vil se den igen snart.) og så siger hun nogle virkelig kloge ting.


👆 Den første handler om at være frustreret over ikke at vide, hvad ens passion er, når man bliver opfordret til at “følge sin passion”. Elsker idéen om at følge sin nysgerrighed i stedet.


👆 Om frygt og perfektionisme.


👆 Denne her sidste er så fin. Elsker opgøret med tanken om at vores liv skal være “i balance”. Tanken om at vi skal være totalt zen og positive og helt rolige i hovedet. Det behøver vi slet ikke. Det handler meget mere om at acceptere, at vi er totalt uperfekte. Vi er glade, vi er triste, vi er vrede, vi er stressede, vi er momentvis lykkelige. Og det er altsammen en del af det at være menneske. Det skaber så dårlig samvittighed, hvis målet er at være rolig og glad hele tiden. Det orker man jo ikke. Og som Elisabeth siger: man gider jo for fanden heller ikke være venner med sådan en person.

Det gik op for mig for en måneds tid siden (i forbindelse med at jeg faldt over video’erne med Pema Chodron), at jeg hele mit liv har haft dårlig samvittighed, når jeg har været trist. Jeg har set det som en fejl, et svaghedstegn, noget forkert som skal fixes. Det har ikke været ok at være trist, hvilket, jeg tror, bare har gjort mig endnu mere trist.

Vi skal blive bedre til både at acceptere vores egen tristhed, og også andres. Tristhed er ikke noget, der skal fjernes, det er en del af livet. Og det er ikke altid hjælpsomt at komme med gode råd, nogle gange er det meget bedre at anerkende, hvordan ens ven eller familiemedlem har det og bare lytte og være der og sige “det forstår jeg godt”.

Store, venlige kæmper

Træer så store, at man næsten vælter bagover, når man vender blikket opad for at se toppen af dem. Gamle, kloge, smukke træer, ældre end man kan forestille sig. Nogle af dem fra før vores tidsregning. Man taber vejret lidt, når man går rundt i denne her urskov af bregner og store, venlige kæmper.

Vi overnattede i et AirBnb i Crescent City, Californien med tre menneskevenlige (læs: lækkersultne) geder som vores værter (de rigtige værter var i Myanmar). Der var to andre gæster, som vi spiste morgenmad med inden vi begav os ud i naturreservaterne, og den ene af dem var en ældre gråhåret kvinde som lignede Patti Smith(!). Ville ønske jeg havde et billede af hende. Vi havde den fineste snak om livet og hun snakkede langsomt og blidt, og virkede skrøbelig og ekstremt stærk på samme tid. Hun havde som ældre besluttet sig for at følge sin livslange drøm om at melde sig ind i “Peace Corps”, og rejste to år til et land i Afrika (kan ikke huske hvilket). En fin påmindelse om, at det aldrig er for sent, og at alle ens drømme ikke behøver at blive opfyldt nu. Man har faktisk et helt liv.

Vi kørte af en hullet, smal grusvej ind i midten af Jedediah Smith Redwoods tidligt om morgenen. Det var første dag i en uge uden regn og solen begyndte så småt at kigge frem, mens morgentågen lettede. Første stop var Scout Grove loop trail. En lille vandring som ikke tager mere end en halv time.

Inde midt i Jedediah Smith Redwoods er hovedattraktionen Boy Scout Tree Trail. Og Boy oh boy! Det er et trail hvor man går ud og tilbage samme vej, og vi gik alene hele vejen ud. Eller det vil sige, vi gik næsten hele vejen ud, for der blev meget mudret, og vi ville gerne nå et andet reservat samme dag (typisk optimistisk planlægning), så vi vendte om inden vi nåede hele vejen frem til vendingspunktet.

På tilbagevejen mødte vi flere forskellige vandrere som spurgte “Did you see the waterfall?” og “How was the Boy Scout Tree? Wasn’t it AMAZING?”. Viste sig selvfølgelig, at der var et 2.500 år gammelt EPIC TREE, som vi ikke fik set.

Fortryder selvfølgelig, at vi ikke gik hele vejen, men så alligevel. Det var en fuldstændig magisk oplevelse at gå igennem denne her skov. Der var så stille og råt og følelsen i kroppen var ubeskrivelig. Stoppede op og trak vejret dybt flere gange og forsøgte at gemme oplevelsen et trygt sted.

En vandsmagsprøve.

Vi spiste frokost i Snack Shack (burgers ‘n’ fries, but of course) og snakkede med et amerikansk par, hvor den ene havde boet i Stockholm i hans ungdom, men stadig troede at København var Amsterdam… 🤷‍♀️

Optimistisk tænkte jeg vi liige kunne nå en vandring i Prairie Creek Redwoods State Park inden vi skulle køre videre mod vores overnatningsstop. Jeg spurgte om hjælp i informationen til 1-1,5 times hikes, og den søde dame udpegede nogle trails på et kort, og så gik vi ellers afsted. Endte selvfølgelig med at overtale André til at gå bare liidt længere. 2,5 time senere… Var en sindssygt fin vandring dog, men hvis man har tid til det ville jeg nok bruge to dage til at udforske reservaterne. At vandre 25 km i kuperet terræn var mere end rigeligt for en dag.

Jeg vil huske skovens råhed og ro for evigt. Der er få ting, der kan få mig til at føle mig så ydmyg som stor natur.

Next up: Omvejen fra helvede, Sonoma og San Francisco.