Ugens Oprah #3 – Maya Angelou

Ugens klip er med Maya Angelou. Hun var en amerikansk poet, forfatter og aktivist i borgerrettighedsbevægelsen. Hun er så sød og klog i det her klip. Vil have hende som min bedstemor? Hun var Oprah’s store mentor og døde i 2014, 86 år gammel.

Jeg vil så gerne læse noget af det hun har skrevet, er der nogle af jer som har læst noget I kan anbefale?

Fredagens soundtrack er desuden det nye Slowdive album (jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det endnu, elsker singlen Star Roving) og denne her klassiker:

God weekend! I morgen kommer der billeder fra Oregon’s vestkyst.

Astoria, Oregon

Efter Portland og vores vandfaldsudflugt kørte vi mod Astoria, Oregon for en enkelt overnatning. Astoria er en lille hipsterdrøm af en by placeret på USA’s vestkyst, hvor Columbia River møder Stillehavet. Her er alt hvad man har brug for, såsom smukke villa villakulla’er, et filmmuseum, bryggeri, hyggelige caféer og diverse små specialbutikker. En af de der byer, man drømmer om at tage med hjem og slå sig ned i sammen med alle sine venner.

Vi ankom om eftermiddagen og couch-surfede hos Ivan Sultan (fedeste navn jo?!) og hans tykke kat Leo. Ivan var den mest gæstfrie og venlige vært, som tog os med ud og spise sygt god pizza og øl på Fort George om aftenen.

Regnen og tågen fulgte trofast efter os fra Portland, men vi trodsede vejret og gik en tur rundt i byen om morgenen.

Når selv skraldespandene er smukke, så er der ingen tvivl om, at man kan høre hjemme som den æstetiker man nu engang er.

Vi spiste morgenmad på Street Fourteen Café og det var godt, men også for dyrt. Hvis du kommer forbi Astoria ville jeg nok prøve Columbian Café i stedet, den var jeg i hvert fald lidt lun på.

Der er efter sigende en del film, som er indspillede i Oregon, så de har deres helt eget lille filmmuseum i det gamle fængsel.

Hvor fint er det ikke med instrument-reparationsbutik i en lille bitte by på USAs vestkyst? Så sødt jo.

Next up: Oregon’s vestkyst og Newport

Fordi jeg har lyst

Der er flere gange i løbet af mit arbejdsliv, hvor kolleger har spurgt mig, om jeg har et sideprojekt, noget jeg gør kun for min egen lyst og kreativitet. Det spørgsmål har givet mig en knugende fornemmelse i maven, for jeg har på ingen måde haft overskud til det, da det har taget al min energi at forsøge at navigere i mit arbejdsliv.

Jeg kan knapt nok huske, hvornår jeg sidst arbejdede med et projekt, og syntes det var ægte sjovt. Og jeg er stadig i tvivl om, hvad mit arbejdsliv skal bestå af, og om jeg nogensinde kommer til at trives med det, jeg har arbejdet med de sidste fem år. Selvom jeg ved, at jeg er rigtig god til det.

Meget lidt af det jeg laver for tiden er gennemtænkt eller velovervejet. Jeg forsøger for første gang i lang tid bare at gøre, hvad jeg har lyst til, og jeg har ingen anelse om, hvor det skal lede mig hen. Som denne her blog for eksempel. Nogle gange krummer jeg tæer over, at jeg har en blog. Mig – en blog? Det føles jo helt ærligt som om blogtoget er kørt.

Men den primære idé med denne her blog er at finde tilbage til, hvad jeg synes er sjovt. Og at undervejs på den rejse, at forsøge at formulere nogle af de tanker jeg går rundt med. Primært for min egen skyld. Og når jeg husker på, at jeg gør det her for mig uden nogen plan eller et mål, så er det faktisk virkelig sjovt? Jeg tror, det er første gang i fem år, jeg har et projekt som udelukkende er lystdrevet. Og hurra for det. At I læser, og giver udtryk for, at I får noget ud af det, er bare en bonus (og selvfølgelig en god en af slagsen).

For tre uger siden var jeg længere nede, end jeg har været på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Og i denne her uge har jeg haft det bedre, end på noget tidspunkt i løbet af de sidste tre måneder. Det er så skørt med denne her rutsjebanetur. Men de sidste par uger har jeg prøvet endelig at acceptere, at det her år kommer til at være et af de mere forvirrede i løbet af mit liv. Og at det er ok at være forvirret og famle sig frem. At erkende, at jeg er forvirret og off track i stedet for at kæmpe mig stædigt fremad i et arbejdsliv, der grundlæggende har føltes helt forkert, er måske noget af det stærkeste, jeg har gjort i mit liv.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange der har henvendt sig til mig med deres historier om både stress og depression. Det er overvældende. Min veninde delte denne artikel med mig for nogle uger siden, og jeg føler den handler om mig. Måske handler den også om dig?

Ugens Oprah #2 – Oprah Winfrey

Der er to måder at gøre det her på. Den lange version for oven (den er en hel time, I know 😛), eller højdepunkterne i mindre klip herunder. Hvis du har en time at give til den lange version, er den godt givet ud, men jeg så også selv de korte klip først.

Det sidste klip er min klare favorit. Har haft det bogmærket i flere måneder med titlen “Oprah siger det”.

Nem forårspasta med ramsløg, vild purløg og guldstjerne

Det er højsæson for at plukke vilde forårsurter, så vi var i Søndermarken for nogle uger siden for at plukke ramsløg (André er seriøst besat af ramsløg). Ved samme lejlighed fandt vi både vild purløg og almindelig guldstjerne. Hvis du er interesseret i vilde urter, kan jeg anbefale at følge Niki Sjölund aka Neonatur på instagram. Han plukker til de svenske restauranter og har masser af gode tips.

Vores høst blev til verdens måske nemmeste pastaret, som kan smides sammen på 15 min.

Ingredienser, 2 pers
180 g pasta
75 gram cream cheese
Fintrevet skal fra en halv citron
Citronsaft efter smag
Ramsløg, vild purløg, guldstjerne eller andre friske forårskrydderurter
Salt
Peber
Asparges, zuchini, grønne bønner eller andre grønne grøntsager

Sæt pastaen til at koge. Bland cream cheese, citronskal, citronsaft og hakkede krydderurter i en skål, hvor der også er plads til pastaen. Smag til med salt og peber. Steg grøntsagerne i en rigtig varm pande, så de får godt med farve, men beholder sprødheden.

Når pastaen er al dente sies vandet fra, og den vendes sammen med cream cheese blandingen og grøntsagerne. Færdigt på max et kvarter.


Ramsløg kan forveksles med liljekonvalj, da de ligner hinanden lidt. MEN det er altså meget svært at gå galt i byen efter min mening, da ramsløg lugter virkelig stærkt af hvidløg, så man behøver slet ikke være så nervøs.

Vild purløg faldt vi over helt tilfældigt. Det ser ud som og lugter af purløg.

Almindelig guldstjerne. Pynter rigtig fint i en salat eller en pastaret. Smager friskt og let af løg (på svensk hedder den vårlök).

Portland, Oregon

Det er svært at føle, at livet er meningsløst, når man kører fra nord til syd på USAs vestkyst, og hver dag fyldes ud med at spise godt og kigge på noget af det smukkeste natur, jeg har set i mit liv. Jeg oplevede for første gang i lang tid glimt af inspiration, og fik spirende idéer til projekter, jeg drømmer om at føre ud i livet.

Nu har jeg været hjemme igen i en måned, og den velkendte trykken over brystet og åndedrætsbesværet melder sig jævnligt på banen. Og jeg må erkende at tre uger i USA ikke var kuren, som jeg havde håbet. At følelsen af frihed og klarhed jeg havde, mens jeg var der, i første omgang ikke fulgte med hjem. Av. Når det er sagt, er det virkelig bekræftende at vide, at der er lyst, som ligger derinde og lurer et sted. Og mens vi venter på at inspirationen indfinder sig, kan jeg jo passende dele lidt billeder fra turen, mens jeg sidder herhjemme og lytter til Drake, hvis nyeste album altid vil minde mig om at cruise gennem USA.


Vi fløj til Portland som det første. Jeg har villet besøge byen i rigtig mange år, måske på grund af Portlandia? Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvornår fascinationen startede. Men der er rigeligt der tiltaler mig, som by-slogan’et “Keep Portland weird”, foodtrucks, hipstercykler, vægmalerier, nørdede kaffebarer, craft beer og god mad.

Det regnede non-stop i de tre dage vi var der, og vi havde jetlag, så det var noget af en grå og mentalt tåget oplevelse. Jeg kunne virkelig godt lide byen dog, og tænker at der er helt fantastisk om sommeren. Vi købte dagsbilletter til offentlig transport, så vi kunne udnytte busnettet og køre gennem byen på kryds og tværs. Elsker at sidde og kigge på de lokale, overhøre samtaler mellem passagererne og bare opleve byen gennem busvinduet.

Nogle af højdepunkterne for mig var at bladre i bøger hos Powell’s Books, hvor jeg blandt andet købte denne bog, at vandre langs Mississippi Avenue, på Hawthorne Street og i China Town og kigge i diverse specialbutikker, og så ville jeg ønske, jeg kunne spise sliders og mac ‘n’ cheese fra Tasty ‘n’ Sons all day, every day.

Når nu man går og kæmper mod jetlag er det heldigt, at Portland er fyldt til randen med kaffebarer og coffee roasters. Vi var blandt andet forbi Coava Coffee Roasters, Water Avenue Coffee og Stumptown Coffee Roasters, som alle anbefales. Et generelt rejsetip er faktisk at google “coffee roasters” i de byer man besøger og så tage til den nærmeste, købe en kaffe og spørge dem om tips til byen. De er typisk hipster-livsnydere, der kan anbefale gode spisesteder, kulturelle arrangementer og ikke mindst andre kaffebarer.

Søde og skøre huse over det hele, og jeg tog slet ikke nok billeder af dem.

Avalon har en gammel biograf, og vi flygtede fra regnen, købte popcorn og så Moana (se den!). Bagefter hang vi lidt ud i deres store hal med spillemaskiner. Drømmested!

Efter et par dage i Portland lejede vi bil og kørte en omvej til et naturområde mod øst. Her er Historic Columbia River Highway, der slingrer sig mellem mosklædte træer og klipper, over gamle broer, med en række betagende vandfald, der kan tage vejret fra en.

Smukke, smukke broer og mosklædte træer.

Denne her klippe?! 😳

Next up: Astoria og Oregon’s vestkyst.

Ugens Oprah #1 – Pema Chodron

Oprah er min heltinde. Det kunne jeg skrige fra en bjergtop. Den kvinde er så fuld af liv og klogskab og drivkraft, og alt det hun har opnået i hendes liv er så utroligt inspirerende. Efter jeg sagde op brugte jeg timer på at se Oprah-klip med spirituelle livsråd på Youtube. Elsker når hun siger “Ooh! That’s good.” til sætninger som giver hende et AHA-moment, og gør selv hende klogere på livet.

Denne uges Oprah er fra et interview med Pema Chodron, en tibetansk nonne, som jeg faldt over i weekenden (ej, men det er så føle-agtigt, jeg ved det godt, men prøv at se dem, der er nogle rigtigt fine budskaber at hente).

¨

The Do-it-yourself Guide to fighting the Big Motherfuckin’ Sad

I en drøm af en boghandel i Portland (mere om USA kommer) faldt jeg over en lille orange bog med ovenstående fængende titel. Den er på 60 sider og man kan læse den på en eftermiddag. Nu har jeg slugt den to gange og overvejer altid at have den i tasken, så jeg lige kan læse et par sider, hvis det føles tungt.

Der er så mange peptalk-oneliners og livsråd.

Denne sætning er virkelig blevet hos mig efter anden gennemlæsning. Fik et Oprah-aha-moment af at læse det (mere om mit forhold til Oprah bliver uundgåeligt et tema her før eller siden). “There’s no meaning of life but there is meaning and life, and it’s there waiting for you”. Oh man.

Hvis du har en ven, som har det svært, så prøv at tænke på ovenstående.

Jeg har fundet bogen på Amazon og skal bestille nogle ekstra eksemplarer, samt to supplerende mini-bøger forfatteren Adam Gnade også står bag. Bor du i København og vil du have et eksemplar med? Så laver jeg gerne en samlet bestilling. Den koster 50 kr og jeg bestiller på mandag.

Podcast-tip til en gåtur

Mit yndlings vægmaleri i København er det fine Inger Christensen digt. Går så tit forbi med en podcast i ørerne.

På det seneste har jeg lyttet til en svensk podcast, der hedder Framgångspodden, hvor forskellige succesrige (primært) svenskere bliver interviewet omkring deres tilgang til livet. Jeg synes selve interview-delen er rigtig interessant og inspirerende, men at indpakningen af podcasten er totalt over the top med storladen musik og overdreven præsentation af en amerikansk speaker. Jeg tror til dels, det er en joke, men det falder også lidt til jorden, når podcasten ellers er ret seriøs.

Oh well, det jeg ville frem til er, at jeg lyttede til et afsnit med Petter Stordalen i dag. En norsk milliardær som ejer en masse hoteller og har sygt god stil (please google ham). Et meget inspirerende afsnit. Petter er virkelig sympatisk og taler meget langsomt og tydeligt norsk.

Et opløftende citat, som ramte mig ekstra meget:

“Følg drømmen. Acceptér aldrig de mennesker, som siger, du ikke kan klare det. Hvis du ikke lykkes første gang, prøv igen. Og husk: verden er gået glip af ufattelig mange ting, fordi der var nogen som fik nogen til at give op. Så vær selv en som opfordrer andre til at lykkes. Kom med positive kommentarer, støt andre og de vil støtte dig.”

Og når Alexander spørger Petter om tips for at få et lykkeligt liv:

“Lev i nuet. Vær tilfreds. Hvis der er noget, du ikke er tilfreds med, så gør noget for at ændre det. Hvis du ikke er glad for din chef: sig op. Hvis du ikke er tilfreds med dit arbejde: sig op. Hvis du ikke kan lide kulturen på dit arbejde: sig op. Begynd noget nyt. Gør det du har lyst til. Hvis du har lyst til at blive kunstner, bliv kunstner. Jeg er sikker på, at din familie og dine børn vil sige: Følg din drøm!
De fleste mennesker ender med at brokke sig, når de arbejder et sted, som har en dårlig kultur. Quit more often!”

Petter siger i øvrigt, at det vigtigste her i livet er at arbejde for at efterlade planeten i lidt bedre stand, end man fandt den. Og at det ikke er så vigtigt præcis, hvad man laver, bare man husker at leve. Amen to that.

Jobnet 🙄

Ej men seriøst, hvordan holder I det ud, alle jer på dagpenge? Det er jo helt fucked. Frygtelige digitale løsninger og så skal man udføre præcis det samme flere gange. Som f.eks. at både jobnet og a-kassen vil have, at man opretter CV på deres respektive sider. På trods af, at a-kassen godt kan se mit CV på jobnet? Hvorfor kan man ikke bare linke til sin Linkedin profil? Ååååååh. 💩

Sidder seriøst og overvejer, om jeg overhovedet gider at søge om dagpenge. Det kan jo bare godt tage lidt tid inden jeg får freelance-arbejde, og jeg ved ikke hvordan min stress udvikler sig, når jeg starter op igen.

Tanken om sygedagpenge giver mig også ondt i maven, så lad os helst ikke snakke om det…