Podcast-tip til en gåtur

Mit yndlings vægmaleri i København er det fine Inger Christensen digt. Går så tit forbi med en podcast i ørerne.

På det seneste har jeg lyttet til en svensk podcast, der hedder Framgångspodden, hvor forskellige succesrige (primært) svenskere bliver interviewet omkring deres tilgang til livet. Jeg synes selve interview-delen er rigtig interessant og inspirerende, men at indpakningen af podcasten er totalt over the top med storladen musik og overdreven præsentation af en amerikansk speaker. Jeg tror til dels, det er en joke, men det falder også lidt til jorden, når podcasten ellers er ret seriøs.

Oh well, det jeg ville frem til er, at jeg lyttede til et afsnit med Petter Stordalen i dag. En norsk milliardær som ejer en masse hoteller og har sygt god stil (please google ham). Et meget inspirerende afsnit. Petter er virkelig sympatisk og taler meget langsomt og tydeligt norsk.

Et opløftende citat, som ramte mig ekstra meget:

“Følg drømmen. Acceptér aldrig de mennesker, som siger, du ikke kan klare det. Hvis du ikke lykkes første gang, prøv igen. Og husk: verden er gået glip af ufattelig mange ting, fordi der var nogen som fik nogen til at give op. Så vær selv en som opfordrer andre til at lykkes. Kom med positive kommentarer, støt andre og de vil støtte dig.”

Og når Alexander spørger Petter om tips for at få et lykkeligt liv:

“Lev i nuet. Vær tilfreds. Hvis der er noget, du ikke er tilfreds med, så gør noget for at ændre det. Hvis du ikke er glad for din chef: sig op. Hvis du ikke er tilfreds med dit arbejde: sig op. Hvis du ikke kan lide kulturen på dit arbejde: sig op. Begynd noget nyt. Gør det du har lyst til. Hvis du har lyst til at blive kunstner, bliv kunstner. Jeg er sikker på, at din familie og dine børn vil sige: Følg din drøm!
De fleste mennesker ender med at brokke sig, når de arbejder et sted, som har en dårlig kultur. Quit more often!”

Petter siger i øvrigt, at det vigtigste her i livet er at arbejde for at efterlade planeten i lidt bedre stand, end man fandt den. Og at det ikke er så vigtigt præcis, hvad man laver, bare man husker at leve. Amen to that.

Jobnet 🙄

Ej men seriøst, hvordan holder I det ud, alle jer på dagpenge? Det er jo helt fucked. Frygtelige digitale løsninger og så skal man udføre præcis det samme flere gange. Som f.eks. at både jobnet og a-kassen vil have, at man opretter CV på deres respektive sider. På trods af, at a-kassen godt kan se mit CV på jobnet? Hvorfor kan man ikke bare linke til sin Linkedin profil? Ååååååh. 💩

Sidder seriøst og overvejer, om jeg overhovedet gider at søge om dagpenge. Det kan jo bare godt tage lidt tid inden jeg får freelance-arbejde, og jeg ved ikke hvordan min stress udvikler sig, når jeg starter op igen.

Tanken om sygedagpenge giver mig også ondt i maven, så lad os helst ikke snakke om det…

Nu er jeg arbejdsløs

Indtil nu har jeg været fritstillet i min opsigelsesperiode. Men i dag er det marts, det er “forår”, og jeg har besøgt jobnet for første gang i mit liv. 😬

Det er en lidt mærkelig følelse, må jeg indrømme. Jeg bryder mig ikke om at være arbejdsløs, og jeg er ikke vild med tanken om dagpenge. For det første fordi jeg gerne vil kunne klare mig selv, men også fordi jeg tænker, det er et demoraliserende miljø at befinde sig i. Et miljø hvor man skal overvåges og bedømmes. Håber lidt på, at jeg kommer til at kunne freelance fra april i stedet for.

Da jeg lige havde sagt op for halvanden måned siden, bestemte min mand og jeg os for at købe billetter til USA i en rødvinsbrandert. Nu er det på mandag vi skal afsted, og det føles som verdens bedste beslutning. Vi flyver til Portland og skal køre ned langs kysten med afstikkere ind i landet for at se Yosemite og nogle af de andre naturreservater. Så fra i næste uge kommer jeg til at spamme jer med billeder fra staterne. Har I nogle tips til vestkysten? Smid en kommentar! 🇺🇸🍔

Bonusinfo: Jeg har fået en ny skjorte til tøjbyttedag med mine veninder, og den får mig til at føle mig som barnet af en suffragette og en ismand. Det er jo alligevel ikke en helt dårlig kombination.

Nu kan foråret bare komme an

Jeg har købt forårs-t-shirt, lavendelneglelak og ny læbestift, så nu må foråret gerne indfinde sig. Ellers må jeg jo lade som om det allerede er her. Specielt på en sløv februar-mandag. Jeg skal til en massage her til formiddag, og ellers bare slappe af efter en intens social weekend.

Har I set det store Oscar fail fra i går, hvor La La Land blev udråbt til bedste film og først efter diverse glade ansigter og takketaler fik at vide, at det var Moonlight, der havde vundet i stedet? Whaaat. Det er fandme tarveligt og akavet. Har dog virkelig optur over, at Moonlight vandt! Og Jimmy Kimmels monolog var sjov.

Og se! Kirsebærtræerne i Assistens Kirkegård har fået forårsfeeling:

Alt kommer til at gå ad helvedes til

Billede fra William Kentridge udstillingen på Louisiana

I ugen efter jeg havde sagt op, var jeg fuldstændig høj på min beslutning. Det føltes så kraftfuldt at tage ansvar for min situation og turde springe ud i uvished. Jeg drømte om alle de fantastiske ting, jeg skulle fylde min tid ud med. Jeg ville tage på vandreture i ind- og udland, forbruge en masse kultur, rejse, lave egne kreative projekter. Idéen om at blive selvstændig var helt selvklar og tydelig.

Jeg havde en følelse af, at alt nok skulle gå. At den kreativitet jeg har savnet de sidste år, ville skylle ind over mig. Men samtidig var jeg også bevidst om, at den positive grundfølelse jeg havde ville gå over, og at følelsen af at alt kommer til at gå ad helvedes til var den naturlige opfølger til min optur.

And sure enough. Cirka halvanden uge inde i min nyfundne frihed kom angsten krybende. Det skete simultant med, at jeg var begyndt at tænke praktisk på min fremtid. Arbejde på mit portfolio, læse om at starte eget firma og drikke kaffe med potentielle samarbejdspartnere.

Det var tanker om, hvem fanden jeg tror, jeg er, og at det freelance-liv, jeg drømmer om aldrig kommer til at lykkes. Tanker der er grundet i frygt og skam. Tanker som er ulogiske, men føles meget overbevisende, når man samtidigt er midt i at takle en stress-reaktion. Der var bare ikke noget mentalt overskud at kæmpe imod med.

Så i et par uger i begyndelsen af februar eskalerede mine stress-symptomer ekstremt. På min 29-års fødselsdag var min mand og jeg ude og spise, og jeg sad i tre timer og hev efter vejret og havde ondt i brystet, selvom at jeg var i en situation som var 100% rar. Åndenødsbesvær er mit absolut værste stress-symptom. Når jeg føler, jeg skal gabe for at få nok luft ned i lungerne, og jeg ved, jeg ikke kan gøre andet end at vente på det stopper. Når jeg har lyst til at gå i panik og ved, at det er det værste jeg kan gøre.

Et par uger inde i denne her onde stress-spiral fik jeg endelig snakket med en psykolog, som bad mig om ikke at tænke på fremtiden de kommende par uger. Jeg måtte kun lave aktiviteter som gav energi og ikke sove mere end de 8-9 timer jeg ved, jeg har brug for om natten.

Nu er der gået to uger siden og de værste symptomer er forsvundet igen. Jeg sover bedre og kan trække vejret helt ned i maven. Min trykken for brystet er evigt tilstedeværende, men jeg håber på, at jeg også bliver den kvit på et tidspunkt. Angsten kommer stadig i glimt, men jeg kan lade den være og forsøge at acceptere den. Jeg lægger mig en halv time på sofaen og venter på, at den forsvinder, mens jeg læser lidt i en bog.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have at vide af en fagperson, at det er ok, at slippe karrieren i noget tid. Men jeg tror, det er fordi, det et eller andet sted er skamfuldt for mig at være blevet ramt af stress. Jeg har aldrig set det som et svaghedstegn, når mine kollegaer er blevet sygemeldt med stress (og tro mig, der har været skræmmende mange eksempler), men når det kommer til mig personligt, så har jeg en tendens til at slå mig selv oven i hovedet og tænke, at jeg burde være stærkere end det her.

Jeg er bevidst om, at den måde at tænke på er ulogisk, og at påstanden om at jeg er svag, er usand. Og mit valg om at offentliggøre min opsigelse og årsagen til den er en del af en personlig udviklingsproces for mig. For hvis man siger det, man skammer sig over højt, er min teori at skammen bliver mindre.

Den reaktion jeg har fået fra venner og gamle kollegaer har i hvert fald været meget positiv. Og det står helt klart, at jeg ikke er alene med mine tanker og oplevelser. Det er så befriende at opleve, at man godt kan være ærlig og sårbar uden at omverdenen kommer efter en.

William Kentridge

Der er to fantastiske udstillinger på Louisiana lige nu. Altid inspirerende Louise Bourgeois og så en udstilling af den sydafrikanske (og for mig indtil nu ukendte) kunstner William Kentridge. En kunstner, hvor både det politiske og det teatrale spiller en stor rolle i hans arbejde. Specielt denne installation syntes jeg var helt fantastisk:

Læs mere på Louisianas hjemmeside

William Kentridge

En film der får voksne mænd til at græde

Eftersom jeg har en belastningsreaktion (den nye mere politisk korrekte betegnelse for stress) har min psykolog bedt mig om ikke at tænke på fremtiden (svært), og i stedet fokusere på at lade op ved at beskæftige mig med ting, som giver mig energi. Øverst på listen står at gå i biografen, så jeg har set biograffilm 1-2 gange om ugen den sidste måneds tid.

Den bedste film, der går lige nu er uden tvivl Moonlight. En utroligt rørende melankolsk fortælling om en ung sort mand og hans opvækst i Liberty City, Miami. Skuespilpræstationerne holder et imponerende højt niveau, billederne er så smukke og soundtracket er magisk. Den burde vinde en Oscar på søndag, men lur mig om ikke årets mest overvurderede film La La Land løber med prisen (bliver så sur, hvis det sker, selvom jeg forventer det).

Jeg vil selv helst ikke vide så meget om film, inden jeg ser dem (ser ofte ikke engang trailers). Men så bruger jeg til gengæld timer på Youtube, efter jeg har set en god film, for at se interviews og paneldebatter med skuespillere og folkene bag filmen. De bedste følger herunder.

Traileren hvis du ikke har set den endnu:

Ashton Sanders, der spiller teenage-versionen af hovedkarakteren Chiron, fortæller meget rammende om filmen og hans personlige oplevelser her:

Jeg er så fascineret af de tre skuespillere som spiller hovedkarakteren i filmen. Specielt de to unge skuespillere leverer så imponerende præstationer. Specielt når man ser, hvor langt deres virkelige “jeg” er fra karakteren de spiller i filmen.

Her fortæller både Barry Jenkins, Tarell Alvin McCraney og skuespillerne om filmen:

Og her en lidt længere paneldebat med Barry Jenkins, Tarell Alvin McCraney og skuespillerne, hvor skuespillerne er tydeligt rørte efter præcis at have set filmen i hele sin længde:

Jeg lyttede til soundtracket til filmen på repeat i flere dage efter jeg havde set den første gang. Det er så smukt. Her er en kort featurette med manden bag:

Please se denne her film. Den er så relevant for alle.

Når det ikke bliver, som man har tænkt sig

Sidder i min venindes sommerhus. Jeg har lånt det et par dage og er taget herop alene. Jeg har glemt min mobiloplader, så jeg har hverken telefon eller internet. Det er totalt syret. Fuck, hvor bruger jeg meget tid på min telefon. Spiller two dots og checker instagram, hver gang jeg har brug for at aflede min opmærksomhed (det er pinligt at indrømme). Jeg keder mig helt vildt. Har læst en bog på to dage + store dele af de to andre bøger, jeg har med. Er gået lange ture på stranden og på heden. I går kedede jeg mig så meget, at jeg gik i seng kl 21.

Det er også fint at blive tvunget til at fokusere. Jeg mediterer, laver gode pastaretter til aftensmad, dyrker yoga et par gange om dagen og lytter til P8 Jazz (balancen er genetableret efter ovenstående udtalelse om min telefonafhængighed nu ikke?).

For en måned siden sagde jeg mit job op. Det er grænseoverskridende og ømt at snakke om offentligt, men jeg bliver nødt til ikke at feje det ind under gulvtæppet, så her kommer det. Det blev gjort i et møde med min HR-chef og en projektleder, hvor jeg følte mig så presset, at jeg fik et angstanfald. Ukontrollabel gråd og følelsen af ikke at kunne få vejret. Min grænse var nået og overskredet. Et job, der virkede spændende og praktisk perfekt på papiret, havde vist sig at have en ganske anden virkelighed.

Jeg havde overvejet at sige op i flere måneder, men havde ikke turdet. Jeg har været stresset. Brudt sammen på arbejdet flere gange, sovet dårligt, haft ondt i maven og trykken over brystet, samt svært ved at trække vejret. Stress-bøvser (SÅ charmerende…).

Min drøm om en arbejdsplads, hvor jeg kunne fordybe mig i mit fag, bristede allerede en måneds tid efter, jeg startede. Intern politik, skarpe albuer, inkompetence og en manglende følelse af kontrol over min egen situation gav mig hurtigt de første stresstegn.

Jeg har for mange gange i løbet af de kun seks måneder, jeg var på min seneste arbejdsplads, stillet mig selv spørgsmålet “Er det sådan her jeg vil have mit arbejdsliv skal være?” (nej). Og jeg har i flere måneder forsøgt at snakke med kollegaer og chefer for at ændre situationen, men det er ikke lykkedes.

Jeg burde måske have meldt mig syg, men fik at vide at “en sygemelding ikke er en løsning på noget”. Jeg følte, at det at sige op var den eneste måde, jeg stadig kunne beholde kontrollen over situationen. Måske ville det også betyde at jeg ikke var syg af stress. Kombineret med at jeg har tænkt på at blive selvstændig de sidste par år, passede det mig fint at blive presset ud i beslutningen.

Jeg har arbejdet som digital designer i fem år, på tre meget forskellige arbejdspladser. Og jeg har været så forvirret. Nogle gange elsker jeg mit arbejde. ELSKER. Og andre gange føles det så frygteligt meningsløst. Ud fra samtaler med mine jævnaldrende omkring de 30, er jeg ikke den eneste, der famler sig lidt frem i arbejdslivet.

Jeg har følelsen af at have mistet mig selv lidt igennem de sidste par år. Jeg føler mig brugt og savner energi og passion. Jeg vil ikke gå igennem mit arbejdsliv og være pligtopfyldende. Jeg vil fandme synes, det er sjovt at arbejde. Så jeg tænker den næste periode handler om at komme væk fra det brus mine seneste ansættelser har skabt for mig, så jeg (forhåbentlig) kan begynde at lytte lidt mere til min mavefornemmelse og lade den styre mig hen imod et mere meningsfuldt arbejdsliv. Det er drømmen.

Jeg har startet en blog, fordi jeg vil skrive mere. Tage fotografier. Skrive mig frem til, hvad det er som driver mig. Mere end det har jeg egentlig ikke overvejet det. Og jeg vælger aktivt ikke at have en tydelig plan nu, men at gå mere efter min mavefornemmelse, og det jeg føler, jeg har lyst til.