Rabarbertærte med kokos

En lille rabarberopskrift på en forårssøndag virker passende. Jeg elsker rabarbertærte og bagte denne favorit til middagen i fredags. Syrlig-søde rabarber med sød og sprød kokosdej. Den er desuden meget nem og smager fantastisk med creme fraiche til.

Ingredienser
600 g rabarber
160 g sukker
0,5 tsk vaniljepulver / en halv vaniljestang

130 g blødt smør
130 g sukker
1 æg
100 g kokos
65 g mel
0,5 tsk bagepulver
0,25 tsk fint salt

Skær rabarberne i mindre stykker og bland dem med sukker og vanilje i en skål. Lad stå.

Smørret skal være helt blødt. Man kan evt smelte det lidt i en gryde, hvis det skal gå stærkt.
Smør og sukker piskes sammen (lettest med en elpisker). Herefter tilsættes ægget som piskes sammen med blandingen. Lettest hvis ægget også er rumstempereret.
Tilsæt kokos, mel, bagepulver og salt, og rør det hele sammen til en homogen masse.

Læg rabarberne i bunden af en ildfast form (cirka størrelsen på en klassisk tærteform). Fordel dejen ovenpå i klumper. De behøver ikke dække rabarberne – det er en fordel, hvis der er lidt huller rabarbersaften kan fordampe ud af. Dejen vil automatisk smelte ud og dække det meste.

Bages i en 200 grader varm ovn i 30-40 minutter.

Ha’ en dejlig søndag!