Södermalm og Liljeholmen, Stockholm

Da vi boede i Stockholm, lejede vi en lille lejlighed i Liljeholmen, og jeg arbejdede midt på Södermalm (Söder), så det er de to bydele, jeg har været allermest i. Specielt Söder som er sin egen ø syd for centrum.

Efter jeg havde gået rundt på Djurgården tog jeg en sporvogn til Kungsträdgården og gik gennem Gamla Stan til Söder.

Gamla Stan er lidt af en turistfælde, men alligevel absolut et besøg værd. Gå væk fra de værste turistgader og find de små sidegader, hvor der ikke er så mange mennesker.

Var så glad denne her dag!

Smukke gamle huse.

Klokken 13 skulle jeg møde min gamle kollega Emma på Gondolen og nyde udsigten over byen. Hun har også valgt at blive selvstændig for 1,5 år siden, så der var masser at snakke om.

Jeg bestilte en hummersuppe og vi drak rosé.

Det reklamebureau vi arbejdede sammen på, lå tæt ved Gondolen, så vi besøgte stedet jævnligt og drak strawberry daiquiris eller andre gode drinks, samt spiste “3 små skålar” om fredagen. Er så luksus på den gamle klassiske måde, det her sted.

Emma tog et billede af mig under häggen.

Vi gik forbi Mosebacke, som er det perfekte sommer-øl-hæng.

Söder er 99% nuttet.

Efter jeg havde vinket farvel til Emma, tog jeg til Hornstull (også en del af söder) og mødtes med Emilie til en øl. Vi sad i Lasse i Parken i et par timer og snakkede om livet. ♡

Ved 19-tiden gik André og jeg over Liljeholmsbron til vores gamle bygning.

Vi skulle nemlig spise middag på vores stamsted, og min kinesiske yndlingsrestaurant, Chongqing. Det er sichuan, og jeg har til dato ikke fundet noget bedre kinesisk mad. Vi boede i dette gulbrune hus lige ved broen, og jeg købte dumplings på Chong Qing mindst en gang om ugen. Det er en kinesisk kvinde som har restauranten, og hun er så sød og skør på den bedste måde. Har aldrig været stamkunde, som jeg var stamkunde her.

Køb dumplings (bed om 50-50 vegetarisk og kød), Gong Bao Dou Fu (friteret tofu – min absolutte yndlingsret), samt strimlat fläsk med Chong Qingsås og du vil dø lykkelig.

Fun fact: Robyn boede også i huset i en stor lejlighed over os, og jeg mødte hende engang ved skraldespandene, hvor hun kom ned i det fedeste, farverige outfit med plateausko, og jeg har aldrig oplevet noget så cool.

Vores gamle udsigt.

Vi gik langs med vandet forbi den gamle cementfabrik.

Gik igennem Vinterviken, som også er et sommerbesøg værd. Man kan bade her om sommeren, og der er to rigtig fine caféer til frokost eller fika.

10 ud af 10 giver jeg denne dag.